Statsstøtte gør os svagere, uanset hvad andre lande gør

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Flere er begyndt at tænke og tale om statsstøtte på samme måde som doping i sport: Det er bedre, hvis ingen doper sig, men hvis de andre gør, kan man blive tvunget til også at dope sig, hvis man vil vinde.

Det er en forkert og farlig analogi.

For det første handler international handel ikke om at vinde. Det er ikke - som konkurrencesport - et nulsumsspil, hvor man kun kan vinde, hvis andre taber. International handel drejer sig om at drage gensidig fordel af landenes komparative fordele. Der er en gevinst ved at købe varer i udlandet til en lavere relativ omkostning, end man selv kan producere dem til, og i stedet producere de varer, man er relativt bedst til.

For det andet kommer et land ikke foran ved at give statsstøtte. Det er selvsagt lettere at sælge statsstøttede varer, men landet lider samlet et tab, fordi skatteydernes omkostning er større end virksomhedens ekstra indtjening ved støtten. I doping-terminologi svarer statsstøtte til at indtage et stof, som gør den samlede præstation dårligere.

Ingen af de to pointer er nye og kontroversielle i økonomisk videnskab. Hvorfor bliver de så overset?

For den enkelte virksomhed kan konkurrencen godt ligne et nulsumsspil, hvor man taber, hvis man ikke kan konkurrere. Det virker ovenikøbet dybt unfair, hvis årsagen er, at de udenlandske konkurrenter er pumpet op med statsstøtte.

Det gælder bare ikke for et helt land. Udenlandsk statsstøtte gør importen billigere, så vi kan købe mere, fordi udenlandske skatteydere betaler en del af regningen.

Alligevel har doping-analogien en intuitiv appel. Når udsatte virksomheder oplever et pres, spreder oplevelsen sig let til politiske meningsdannere.

Hertil kommer, at EU befinder sig i en bekymrende stagnation. Ikke kun Kina vokser hurtigere - hvilket ikke er unaturligt for en fattigere befolkning - men også USA til trods for, at amerikanerne er rigere end os. Den diagnose, stillet i bl.a. Draghi-rapporten, er der efterhånden bred erkendelse af. Sagen er blot, at vi ikke bliver rigere af at konkurrere med USA og Kina om at give statsstøtte, men fattigere.

Det bliver ikke bedre, hvis statsstøtten finansieres med ‘fælles EU-gæld’. Det er reelt blot en måde at skjule regningen for skatteyderne på. Og skatteyderne er i dette tilfælde især de danske og dem fra andre lande med orden i de offentlige finanser.

Der kan højest blive tale om, at noget af regningen bliver udskudt til generationer efter os.

Vejen ud af stagnationen er ægte strukturreformer. Statsstøtte finansieret med gæld gør ondt værre.