Morten Bødskov: Finanssektoren skal op i gear
Når man ønsker at bidrage mere til finansiel sikkerhed og tryghed i en urolig verden, forpligter det - og et gearskifte er et godt sted at starte.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Snart er det jul. Og selvom det går godt i Danmark, og danskernes økonomi har fået det bedre efter år med inflation, tårnhøje energipriser og rentehop, er der særligt fem ting, jeg ønsker mig fra den danske banksektor.
De globale spændinger stiger. Der er krig i Europa. Og den globalisering, som har sikret tusindvis af nye jobs til almindelige danske familier, er under forandring. Handelshindringerne stiger. Forsyningsvejene er usikre. Der er kamp om adgang til råstoffer og nye teknologier. Danmarks konkurrenceevne er på spil.
Erhvervslivet skal stå endnu stærkere, og vi skal alle bidrage. Her har bankerne en særlig vigtig rolle i vores samfund. Med den følger et stort ansvar. Derfor er det også tid til et gearskifte for bankerne.
For det første er der for mange iværksættere, der siger, at samtalen med banken er for svær. Det skal blive bedre. I regeringen vil vi gøre Danmark til et iværksætterland i verdensklasse. Vi har landet en historisk stor iværksætterpakke på 1,2 mia. kr. årligt, der skal sikre endnu flere iværksættere.
Iværksætterne skal kunne vokse sig større og tiltrække mere kapital. Det er nødvendigt, hvis danske virksomheder også i fremtiden skal stå stærkt. Med iværksætterpakken giver vi store skattelettelser. Flere statslige garantier for bl.a. banklån til SMV’er. Vi fjerner bøvlet lovgivning og barrierer.
Nu ligger bolden også hos bankerne. Iværksætterne har brug for finansiering og vejen er banet. Det er det første sted, hvor bankerne skal op i gear.
For det andet: Hjælp danske virksomheder, der vil hjælpe Ukraine.
Jeg har netop besøgt Ukraine. Igen. Flere af vores absolut største virksomheder var med. Flere af dem har i årtier investeret i Ukraine. De er klar med nye investeringer.
Regeringen støtter danske virksomheder, der vil investere i Ukraine. Vi mindsker en del af risikoen ved at etablere en endnu større låne- og garantiordning i Danmark Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Men bankerne har også en vigtig rolle at spille. De er en vigtig hånd i ryggen på danske virksomheder.
For det tredje: Mere finansiering til investeringer i forsvarsindustrien.
Krig vindes ikke kun på slagmarken. Krig skal også vindes i produktionshallerne og gennem erhvervspolitikken.
Derfor er regeringen på vej med en ny forsvarsfond. Der er brug for flere investeringer i dansk forsvar. Et løft af nye virksomheder med innovative ideer til at styrke dansk forsvarsindustri. Det er opgaven for fonden.
Det er det tredje område, hvor bankerne sagtens kan komme op i et højere gear. Der er brug for mere privat kapital til investeringer i forsvarsindustrien. Når verden er usikker, er finansiel tryghed afgørende.
For det fjerde: Mere gennemsigtighed og konkurrence mellem bankerne.
De seneste år har budt på store overskud blandt bankerne i Danmark. Sektoren er over en bred kam godt rustet til fremtiden.
Det forpligter. Derfor bør bankerne hele tiden overveje, hvordan de gode forhold kan smitte af på danske bankkunder.
Ifølge Pengepriser.dk, som er Finans Danmarks egen prisportal, kan en familie på fire spare over 5.000 kr. årligt ved at skifte fra en gennemsnitlig til den billigste bank.
Der er altså mange penge at spare for danske familier. Men mange kunder har svært ved at overskue, hvad det reelt koster dem at være kunde i banken.
Hele 42 procent af danske bankkunder ved ikke, hvad de reelt betaler til banken. Det ved vi fra en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Og ved man ikke, hvad man betaler til banken, så ved man naturligvis heller ikke, om konkurrenten kan komme med et bedre tilbud.
Det kan gøres bedre. Til gavn for danskernes økonomi.
Mit femte og sidste ønske til bankerne: Grib mulighederne.
Regeringen har på det seneste indgået en række brede aftaler, der skal give dansk erhvervsliv endnu bedre muligheder for at tiltrække investeringer, skabe flere jobs og mere vækst.
Vi laver en såkaldt one-stop-shop og industriparker. Så det bliver nemt for produktionsvirksomheder, der vil etablere nyt eller udvide. De alt for lange sagsbehandlingstider og godkendelsesprocedurer skal ned.
Vi har landet en ny life science-strategi, som skal fordoble eksporten til 350 mia. kr. i 2030. Skabe tusindvis af nye job.
Vi sikrer Danmark, dansk forskning og dansk erhvervsliv et teknologisk forspring ved nye store investeringer i kvanteteknologi og i en af verdens kraftigste AI-supercomputere, der nu står på dansk jord.
Bankerne har også et ansvar for at bidrage til endnu mere vækst. Tage et større ansvar for finansiering af de virksomheder, der ønsker at handle med og lave investeringer i Ukraine. Inden for det grønne. Inden for forsvarsteknologi.
Verden er i hastig forandring. Det samme er betingelserne for bankerne. Og når man ønsker at bidrage mere til finansiel sikkerhed og tryghed i en urolig verden, så forpligter det. Et gearskifte er et godt sted at starte.

