Dansk satsning på AI: En helt ubetydelig klat på forruden

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

For nylig lancerede finansministeren og digitaliseringsministeren en ny dansk strategi for kunstig intelligens (AI). Strategien er fra begyndelsen blevet kritiseret for at være gammel vin på nye flasker, fordi de fire nøgleinitiativer ikke er nye, men forankret i tidligere aftaler. En økonomisk ramme på 62,5 mio. kr. over tre år har også fået knubbede ord med på vejen for at være alt for lille.

Sammenligner man med Mario Draghi-rapportens melding om en truet europæisk konkurrenceevne og behov for årlige investeringsprogrammer i størrelsesordenen 4-5 pct af EU’s bnp, er Danmarks satsning på AI da også en helt ubetydelig klat på forruden.

Jeg elsker forordets oneliner om, at vi »som samfund skal være mere bekymret for at gøre for lidt end for at gøre lidt for meget. Det er helt afgørende, at vi ikke misser de potentialer og gevinster i teknologien, som ligger lige foran os«.

Enig. Vi skal netop ikke forholde os frygtsomt og afventende og lade alle andre definere teknologien og dens samfundsmæssige betydning. Men vi kommer ikke op på forsædet af bussen ved for 117. gang at benytte floskler som »Danmark er et af de mest digitaliserede samfund«, og »Danmark skal være verdensførende inden for anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor«.

Ikke acceleration

Strategiens fire initiativer – den digitale taskforce, center for rådgivning, dansk sprogmodel og danske data i open source – ligner mere støttefunktioner end et accelerationsprogram. Hvem er det egentlig, der skal handle?

Når regeringen ikke selv tør pege på konkrete områder, investeringer eller initiativer, er der næppe mange andre, der vover pelsen. Konsekvensen bliver, at hver kommune, styrelse, afdeling, institution eller person selv skal lægge en linje for kunstig intelligens.

Til sammenligning kan jeg fortælle, at vi i en global koncern som vores med omtrent 200.000 medarbejdere investerer et større beløb, end regeringen lægger op til at bruge over tre år, i et program designet til at udnytte generativ AI. Det indeholder bl.a. træning af medarbejdere, så de bliver bedre til at konversere med AI-assistenterne.

Jeg forventer personlige effektivitetsløft på op mod en tredjedel. Desuden tror jeg på, at vi kan udvikle software dobbelt så effektivt, når vi bruger generativ AI. Det hele foregår selvfølgelig på den rigtige side af EU’s AI-regulering.

Diffus effekt

Hvis vi i Danmark overlader til decentrale instanser (eller til den enkelte) at benytte AI-assistenter, har det en række kedelige effekter. For det første vil en diffus personlig effektivitetsgevinst ikke udmønte sig i store besparelser. Når 100.000 medarbejdere frigør et sted mellem 0 og 33 pct. af deres arbejdstid, vil nogle bruge det til at løfte kvaliteten, andre vil gå tidligere hjem, og nogle vil kaste sig over nye opgaver. Det bliver ikke på den måde, at den offentlige sektor sparer mellem 10.000 og 100.000 årsværk – et mål for den digitale taskforce.

For det andet misser vi måske det helt store potentiale med digitalisering – som jo omfatter noget mere end kunstig intelligens. Vi kan nemlig automatisere hele processer og hele funktionsområder, hvis vi går organisatorisk og ikke personligt til værks. Den slags automatisering indebærer, at medarbejdere kun skal forholde sig til den lille del af et stort flow – f.eks. inden for sagsbehandling, fakturabehandling, ansøgninger fra borgere – som systemet beder om hjælp til. Den slags funktionalitet kræver skala, og derfor skal det drives centralt.

Fraværet af konkrete initiativer fra regeringens side risikerer at gøre os til alt for passive forbrugere af techgiganters generelle AI-teknologier. Vi bliver sikkert fremragende forbrugere, men »verdens førende til AI« lyder som en af de hallucinationer, der netop er faren ved generativ AI, fordi den er programmeret til altid at ville svare.