Geopolitisk uro kalder på dynamisk risikostyring
Ustabilitet og uforudsigelighed transformerer risikostyring fra god ledelse til strategisk fordel. Virksomheders evne til at navigere i et omskifteligt landskab afhænger af modenhed inden for risikostyring.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Virksomhedsledere står i dag over for et risikobillede, der er både bredere og mere komplekst end nogensinde før. Geopolitiske spændinger, krig i Europa, handelsbarrierer, cybertrusler, klimaforandringer, regulatoriske krav og teknologiske gennembrud skaber tilsammen en virkelighed, hvor forandring er konstant, og hvor risici sjældent optræder isoleret.

