Fortsæt til indhold

Derfor stjæler kunstig intelligens formentlig ikke dit job

Det tager tid at høste gevinsterne ved AI, så selvom teknologien formentlig vil ændre store dele af arbejdsmarkedet på lang sigt, bør man ikke frygte en fremtid uden efterspørgsel efter dygtige hænder og hoveder.

Debat
Palle Sørensencheføkonom i Nykredit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Palle Sørensen

Det er ikke første gang, at vi er blevet tudet ørerne fulde om, at ny teknologi vil stjæle vores job og føre til masseledighed. Men historien viser, at vi ikke behøver at være voldsomt bekymrede. Ikke fordi job ikke forsvinder – det gør de – men fordi det sker tilpas langsomt til, at afskedigede kan finde andre steder hen.

Er kunstig intelligens anderledes? Mit bud vil være nej. Det tager tid at høste gevinsterne ved AI, så selvom den formentlig vil ændre store dele af arbejdsmarkedet på lang sigt, bør man ikke frygte en fremtid uden efterspørgsel efter dygtige hænder og hoveder.

Der er ikke noget nyt ved, at job forsvinder. Teknologi har gennem tiden transformeret alle dele af samfundet, så mange opgaver i dag kræver færre hænder end tidligere. Samtidig har globaliseringen ændret den globale arbejdsdeling markant gennem de seneste årtier. Det er en væsentlig del af forklaringen på vores stigende velstand. Og på trods af de mange job, der er forsvundet, har beskæftigelsen herhjemme aldrig været højere.

Måske skal vi være taknemmelige for, at der i fremtiden kan frigøres nogle hænder til f.eks. at hjælpe i de pressede daginstitutioner og skoler.
Palle Sørensen

Lidt forsimplet sagt er beskæftigelsen på længere sigt udbudsbestemt i en markedsøkonomi. Derfor afhænger den ikke af, om arbejdsgiverne her og nu efterspørger lidt flere ansatte som følge af AI.

Så hvis kunstig intelligens skal påvirke arbejdsmarkedet anderledes end tidligere teknologiske fremskridt, skal tempoet i jobødelæggelsen være markant højere.

Men i de nyeste danske arbejdsmarkedstal er der altså – i hvert fald indtil videre – intet, der tyder på, at job forsvinder hurtigere, end nye bliver skabt. Beskæftigelsen stiger fortsat, og ledigheden er meget lav. Bekymringen for, at arbejdsgiverne vil sløjfe juniorstillingerne, afspejles heller ikke i ledighedstallene. F.eks. er ledighedsgraden blandt de 25-29-årige den samme i dag som i begyndelsen af 2025. Det er naturligvis en gennemsnitsbetragtning – enkelte dele af arbejdsmarkedet kan godt være ramt.

Internationalt synes konsekvenserne også at være begrænsede. På det amerikanske arbejdsmarked ser de ud til at være beskedne, mens der i nogle lande, f.eks. Holland, er tegn på, at unge har fået sværere ved at finde job.

Forståelig nervøsitet

Det betyder selvfølgelig ikke, at tempoet i jobødelæggelsen ikke kan stige fremadrettet i takt med, at teknologien udvikles yderligere. Men her skal man huske, at teknologien i første omgang fortrænger de job, der er lettest at automatisere med AI. De næste job i rækken kræver formentlig langt større fremskridt end de hidtidige.

Og så handler det også lidt om held. Nogle har peget på, at jobtabet som følge af nye teknologier hovedsageligt sker i det første år af en recession, og at man efterfølgende får jobløse genopretninger. Så vender økonomien, kan konsekvenserne på arbejdsmarkedet godt blive mere udtalte.

Jeg kan godt forstå, at mange er nervøse. Jeg hører f.eks. om programmører, der med kunstig intelligens kan løse omfattende opgaver på en brøkdel af tiden. Men her skal man også huske, at det ændrer de relative priser. Dermed skal der formentlig udvikles langt flere it-systemer fremover, fordi prisen bliver langt lavere, end den har været tidligere.

Produktivitetsgevinsten kan således ikke oversættes til et forventet jobtab en til en. Og ser vi i øvrigt på Danmarks Statistiks beskæftigelsestal for it-branchen, er beskæftigelsen faktisk steget i indeværende år.

Grund til optimisme

Nogle ville måske fremføre, at gevinsterne ved AI vil ende i lommerne på nogle få amerikanske techgiganter. Det er bare svært at se, at de kommer til at få voldsomt meget markedsmagt, da konkurrencen mellem udviklerne synes benhård. I så fald lander en stor del af gevinsten hos de personer og virksomheder, der implementerer teknologien effektivt og dermed skaber en konkurrencefordel.

Opgaven for samfundet er selvfølgelig at hjælpe dem, som rammes af ledighed på grund af kunstig intelligens. Det er faktisk en opgave, vi i Danmark har løftet relativt fornuftigt, når f.eks. globaliseringen har ført til lukning af danske fabrikker. På den anden side af Atlanten er det ikke rigtig lykkedes, hvilket naturligvis har store konsekvenser for udviklingen i USA i øjeblikket.

Og måske skal vi være taknemmelige for, at der i fremtiden kan frigøres nogle hænder til f.eks. at hjælpe i de pressede daginstitutioner og skoler. Eller måske vil vi veksle fremtidens produktivitetsgevinster til mere fritid – hvem ved?