Loks afsked sætter DSB-toppen skakmat

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Umiddelbart lignede det en meget lidt loyal beslutning, da Jesper Lok i mandags loggede ud som samfundets overkonduktør – fra posten som topchef i DSB. Det var det også.

For er der noget, den virksomhed, han står i spidsen for, har brug for, er det stabilitet, kontinuitet og en fast hånd i ledelsen af foretagendet.

Den vare har Jesper Lok leveret på tilfredsstillende vis i omtrent 28 måneder. Hvilket vi, samfundet, i parentes bemærket har givet ham et tocifret millionbeløb for i perioden.

Vel er det danske arbejdsmarked ikke kendetegnet ved slavelignende forhold. Også topchefer er naturligvis frie mennesker med ret til at leve det liv, de har lyst til og mulighed for at leve. Og jeg vil bestemt ikke sige mig fri for at kunne se pointen, hvis virkeligheden er den, at Lok på tærsklen til nye politiske forhandlinger om DSB har fundet ud af, at han egentlig gerne vil erstatte den forudsigelige, vælgertækkende tågesnak med en marginalt mere professionel ejerkreds.

Men sagen er jo, at de vilkår kendte Jesper Lok alt til, da han tog jobbet i maj 2012. Sagen er også, at den bestyrelse, der ansatte ham, på det nærmeste har slået baglæns flikflak for at opfylde hans ønsker og motivere ham til at fortsætte i den stilling, som – indrømmet – hører til i erhvervslivets vanskeligere kategori.

Tidligere på året kom det frem, at Lok ekstraordinært havde sikret sig en lukrativ stay on-bonus på 4,5 mio. kr. – svarende til en ekstra årsløn – for at fortsætte med at gøre det job, han var ansat til. Til gengæld blev hans opsigelsesvarsel over for virksomheden forlænget fra seks til 12 måneder. Meget tyder altså på, at bestyrelsen allerede på dette tidspunkt havde gjort sig klart, at direktørens loyalitet ikke var købt og betalt med den oprindelige ansættelseskontrakt. Der skulle mere til. Det viste sig så heller ikke at være nok.

Derfor fortsætter DSB’s næsten obligatoriske ledelseskrise nu, mens virksomheden leder efter sin femte topchef på lige så mange år. Først fik Søren Eriksen silkesnoren i 2007. Derefter fulgte Klaus Pedersen, Christian Roslev og altså senest Jesper Lok.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at kun sidstnævnte i bagklogskabens lys kan siges at have været i nærheden af at levere varen, hvilket formentlig i sig selv begrænser potentielle, eksterne kandidaters interesse i at levere næste bagdel til det varme sæde på direktionsgangen.

Well, når sagerne nu engang stiller sig som de gør, er skilsmissen mellem Lok og DSB selvfølgelig den eneste rigtige løsning. En demotiveret topchef kan selvfølgelig ikke bestride jobbet med den dedikation, som er nødvendig.

Men i det lys er det naturligt, at den næste arbejdsgiver skriver sig bag øret, at virksomheden med Lok får en dygtig chef, som ikke ligefrem ser en livstidsansættelse for sig, når han sætter sin signatur på lederkontrakten.

DSB’s bestyrelsesformand Peter Schütze var i sin kortfattede meddelelse om det forestående direktørskifte påfaldende tavs udi taksigelse til Lok for indsatsen. En tavshed, som vist endte med at sige mere end nok så mange ord.

For Jesper Lok efterlader reelt DSB’s bestyrelse i en umulig situation – ja, faktisk har han vel som sin sidste gerning frataget bestyrelsen en af dens afgørende magtbeføjelser: retten til at udpege lige præcis den ledelse, som, bestyrelsen finder, er den rigtige.

Djævlen ligger i detaljen. Og detaljen er i dette tilfælde det faktum, at Jesper Lok i sin korte tid i DSB udskiftede stort set hele ledelseslaget i og omkring topledelsen og indsatte sine egne folk på alle centrale poster.

Derfor er det afgørende spørgsmål i dag, hvor mange flere udskiftninger i den øverste ledelse, skrøbelige DSB egentlig kan tåle? Set herfra er svaret: ikke flere. Hvorfor jeg egentlig ikke antager, at bestyrelsen har ret mange andre muligheder end at udpege et medlem af Loks ledelseshold som ny topchef.

Sker det ikke, risikerer bestyrelsen ikke alene ny uro om DSB’s retning og strategi. Den risikerer også, at forsmåede ledelsesmedlemmer forlader virksomheden i utide i stedet for at bakke op bag den nye mand/kvinde, som tog det job, flere af medlemmerne selv med rette har ambitionerne stift rettet imod.

Derfor lyder de kvalificerede bud på nye topchefer for DSB på Loks hidtidige, relativt ubeskrevne højre hånd, Anders Egehus, og kommerciel direktør Susanne Mørch Koch. Bestyrelsen kan naturligvis vælge at tage magten tilbage og hyre en ny topchef udefra. Men en sådan magtdemonstration kan meget vel vise sig at ville ske på bekostning af den virksomhed, hvis tarv bestyrelsesmedlemmerne er hyret til at varetage.

Og Jesper Lok? Ja, han forlader senest ved udgangen af august 2015 DSB som en eftertragtet mand. Uagtet de indledende betragtninger om mandens loyalitet, kommer ingen uden om, at han har leveret en imponerende vare. I Loks korte regeringstid er DSB blevet fokuseret på sin kerneforretning – togdrift i Danmark. Det imposante hovedsæde i Sølvgade, København, er solgt og erstattet med rammer i Taastrup, som måske er mere passende for en statsvirksomhed med et permanent problematisk forhold til sine kunder og ejere.

Og selve forretningen DSB er trimmet – alene i år bliver der skåret 1.000 medarbejdere – og indtjeningen forbedret voldsomt. Jo, Lok har vist sit værd som en klassisk, Mærsk-uddannet leder, der får tingene gjort. Til tiden.

At han desuden efterlader en uendelig lang række af problemsager – f.eks. IC4-sagen, fornyelse af kontrakten med staten, udmøntningen af en endnu ikke færdigforhandlet, men politisk dikteret, strategi, som Lok ikke har lod og del i tilblivelsen af – til sin efterfølger, kan han jo i princippet blot trækkes på skuldrene af. Blot kunne man ønske sig, at han også havde efterladt en bestyrelse med fulde manøvremuligheder til at finde den bedst egnede afløser. Frem for blot den nærmeste.