Dette er en kommentar: FINANS bringer løbende kommentarer fra specialister og meningsdannere. Alle kommentarer er udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Debat

Så tal dog ordentligt!

Omgangstonen kan være rå, sexistisk og ondskabsfuld blandt Londons valutahandlere, og meget lidt synes at have ændret sig i de seneste 30 år.

Lucy Kellaway er redaktør og klummeskribent på Financial Times. Hun skriver med et glimt i øjet om nye trends i moderne ledelse og arbejdsliv.

I begyndelsen af 1980’erne tilbragte jeg det mest forhadte år i hele min karriere som ansat hos det daværende Morgan Guaranty i London, hvor jeg arbejdede i afdelingen for valutahandel.

Det var forfærdeligt, og det var der tre årsager til. For det første var det kedeligt. Valutakurserne steg, og så faldt de igen, men de gjorde det sjældent i den rækkefølge, som folk ellers mente at kunne forudsige. For det andet var det stressende. Tog man fejl, var det med urimeligt store tab til følge. Heldigvis fik jeg aldrig selv ansvaret for at handle. Min rolle var at ringe til store virksomheder og forsøge at overtale dem til at købe og sælge valutaer hos os. Men for det meste gjorde jeg ikke ret meget. Jeg sad der bare og så på, hvordan de handlende skiftevis var ubeskæftigede og hektisk optagede.

De var den tredje årsag til, at det var så forfærdeligt. Mange af dem var ubehøvlede, smålige, sexistiske, racistiske opkomlinge, som arbejdede ud fra et feudalt system, der havde sit eget ondskabsfulde hierarki. Fyren, som handlede dollar/sterling var kongen, og fyren, som handlede uanseelige fremmedvalutaer som f.eks. danske kroner, var dømt til mobbeoffer.

Fyren, som handlede uanseelige fremmedvalutaer som f.eks. danske kroner, var dømt til mobbeoffer.

Lucy Kellaway, klummeskribent for Financial Times

Da jeg hverken var fyr eller opkomling, var jeg for betydningsløs til andet end rutinemæssige, nedsættende kommentarer om min stemme og fremtoning.

Når de var færdige med at være ubehøvlede og ubehagelige tog de gerne af sted til den lokale pub, hvor de kunne være det noget mere. Deres drikkeseancer kunne opdeles i tre kategorier: ”lille” (ca. tre halvliters fadøl), ”medium” (omkring seks) og ”monster”, der fandt sted mindst to gange om ugen og sædvanligvis endte med opkast og forseelser, som ingen af dem tilnærmelsesvis kunne huske den næste dag.

De britiske og amerikanske myndigheder har for nylig offentliggjort en række dokumenter i en opsigtvækkende sag om valutamanipulation, hvor tre valutahandlere fra Citibank, Standard Chartered og JP Morgan Chase har udvekslet fortrolige oplysninger til hinanden i hemmelige chatrum. Det var udskrifter af disse chatbeskeder, der sendte mig en tur tilbage til 1980’erne

Glem alt om, at verden de i de tre mellemliggende tre årtier har været vidne til et økonomisk Big Bang, globalisering, en finanskrise, tilskyndelse til mangfoldighed, en favorisering af politisk korrekthed og en teknologisk revolution. Kulturen på valutamarkedet er tilsyneladende fuldstændig uberørt af det hele.

Jeg siger ikke, at valutahandlere også dengang forsøgte at manipulere markedet. Det ved jeg intet om; jeg blev behandlet med så stor ringeagt, at jeg aldrig blev indviet, hvad der foregik. Min egen fornemmelse er, at udnyttelse fandt sted – hvilket i hvert fald gjorde sig gældende for mig. En del af mit job gik ud på at forsøge at overbevise kunder, der ikke havde en Reuters-skærm foran sig, om at valutakursen var marginalt mindre i deres favør, end den rent faktisk var. Det var fuldstændig lovligt, men det var ikke særligt sympatisk.

Det, der vækker flest minder ved de tre valutahandleres chatbeskeder, er den uciviliserede blanding af kammeratlighed og aggression: »(jeg) ønsker ikke, at fjolset på markedet skal vide det (…) men ikke kun det (…) vil han beskytte os som vi beskytter hinanden,« skriver en af dem. Sagt på en anden måde, så er valutamarkedet en lige så ubehagelig, indspist klub, som dengang, og enhver, som ikke er med i den, er automatisk en idiot.

Mandligheden i det hele er lige så ekstrem, som den altid har været. »Godt gået, gutter,« »Sådan makker,« »Din fortjeneste, sønnike,« og »Fedt, mand«, står der i beskederne. Sproget er også brutalt: »Gør det til en arbitragehandel for mere ammunition.«

En af valutahandlerne hoverer over ulovlighederne med ordene: »Dobbelt nedslag.«. Jeg aner ikke, hvad det betyder, men jeg er sikker på, at det ikke er skrevet af en kvinde.

Alt i alt virker beskederne i chatrummet mest af alt som en omgang testosteronladet hån.

Forud for fastsættelsen af de officielle valutakurser klokken 16, skriver en af valutahandlerne:

»Så går det løs,« hvortil hans ven svarer: »Yeah, baby« og derefter: »Forhåbentlig går flere samme vej, så vi kan give den fuld holdhammer.«

Fejlene og manglen på tegnsætning stilles lige så meget til skue, som altid. ”Jeg er dum og stolt af det”-holdningen gælder stadig.

Der er tilsyneladende kun én ting, som har ændret sig på 30 år – og det er tilgangen til bandeord. Valutahandlere bander ganske vist lige så meget, som de altid har gjort. De er bare blevet mere økonomiske med bogstaverne, når det gælder yndlingsbandeordet: »Få den op på 60/70 og så fcking smadr den.«

Valutahandlere bander ganske vist lige så meget, som de altid har gjort. De er bare blevet mere økonomiske med bogstaverne, når det gælder yndlingsbandeordet: »Få den op på 60/70 og så fcking smadr den.«

Dette giver anledning til at stille et interessant spørgsmål om kulturændringer i de britiske banker. Det lader til, at tilsynsafdelingerne har haft stor succes med at lære deres handlere at droppe u’et, når de bruger virksomhedens software af frygt for, at det på en eller anden måde kan skade bankens omdømme. Desværre er det ikke lykkedes dem at afholde medarbejdere fra ulovlige aktiviteter eller fra at prale med det online. Faktisk lader det til, at valutahandleres værste indskydelser har fået frit løb med det resultat, at de giver idioter fuld holdhammer alle vegne og fcking smadrer handler. Dobbelt nedslag, siger jeg bare.

Lucy Kellaway er journalist hos Financial Times i London.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.