Når grænsen mellem netværk og vennetjenester overtrædes

Meget er sagt og skrevet i sagen om den afgående direktør hos PFA, Henrik Heideby, og hans familiære relationer til reklamebureauet Umwelt, hvor hans søn Mikkel Heideby er partner.

Tidligere på året var Wonderful Copenhagens ledelse ude i et tilsvarende stormvejr, da ledende medarbejdere blev beskyldt for at have ansat op til flere familiemedlemmer uden at slå stillinger op først.

Kammerateri af værste skuffe, lød overskrifterne.

Netværk er nøgleordet i begge sager. Det starter allerede, når vi som unge teenagere skal ud i praktik for første gang. Dem med netværket i orden får hurtigt placeret deres søn, datter, eller nevø ude i en interessant virksomhed. For et par år siden ville min 14-årige nevø f.eks. gerne være web-udvikler, og da jeg kendte ejeren af et digitalt bureau, fik jeg hurtigt booket et praktikophold på bureauet. Og sådan er det hos størstedelen, jeg kender. Ingen rynker på næsen over det.

Det samme sker, når vi tager en uddannelse og skal i praktik igen. Så er det igen netværket, vi aktiverer, og ofte med stor succes. For det er jo sådan, man gør.

Når vi skal ud på arbejdsmarkedet kigger arbejdsgivere ofte efter den erfaring, man får i sine praktikophold. Men erfaringen er også bevisførelse overfor arbejdsgiveren på, at man har et netværk - og ved hvordan man bruger det for at komme foran i køen.

Over en årrække vokser ens netværk ganske betragteligt, og mange rekrutteringsvirksomheder siger da også, at langt størstedelen af jobs aldrig slås op. Det gælder også for mig: langt størstedelen af de jobs, jeg har haft, har aldrig været slået op. Dem fik jeg gennem mit netværk.

Men hvor går grænsen i dette netværksamfund, som vi alle er viklet ind i? Hvornår bliver en fremragende »netværker« til én, der giver vennetjenester? Hvor går grænsen til kammerateri? Hvorfor falder hammeren over Henrik Heideby?

For Henrik Heideby og andre topchefer er der én gylden regel som gælder: der må aldrig kunne sås tvivl om topchefens habilitet i hans forvaltning af en virksomhed. En topchef skal ene og alene varetage ejernes interesser. Ikke sine egne eller sit netværks interesser.

Henrik Heideby udtalte, at det er et personangreb, som finder sted. Men det er langt mere simpelt.

Hvis man som topchef bliver opmærksom på, at en given ansættelse eller en kontrakt eventuelt kan motivtolkes forkert, så har man en oplysningspligt til bestyrelsen. Kommer man først på bagkant af en sag som denne, som netop Henrik Heideby oplever i disse uger, så kan følgerne for en topchef blive katastrofale.

Aktionærer og medarbejdere mister hurtigt tilliden, og medierne har altid en forside klar til en uopmærksom topchef. Det føles måske som et personangreb, men Henrik Heideby har simpelthen begået en eklatant fodfejl ved ikke at oplyse sin bestyrelse om det familiære forhold. Henrik Heidebys gjorde absolut ikke noget for egen vindings skyld, men fordi forholdet forblev uoplyst, så får alle motivtolkerne fri plads at lege på.

Den afgående direktør hos PFA er alligevel snart ude, men havde bestyrelsen mon valgt at fyre Henrik Heideby for at overtræde grænsen mellem netværk og kammerateri, hvis topchefen ikke allerede havde meldt sin afgang nogle uger forinden? Er forseelsen så grov?

Formentlig ikke. Men desværre for Heidebys eftermæle, så hørte bestyrelsen om sagen gennem medierne - ikke fra Heideby selv.

Skribenten ejer kommunikationsbureauet & Schultz. Christian har ti års erfaring i corporate PR- og kommunikation. Han skriver fast for Finans.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.