Forlader Grækenland eurozonen denne gang?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvorfor er det, at et lille land i udkanten af Europa er i stand til at tiltrække sig så meget opmærksomhed – år efter år?

Grækenland har trukket overskrifter siden 2010, hvor landet modtog en enorm redningspakke fra sine europæiske naboer og undgik en truende statsbankerot. Grækenlands økonomi haltede videre i et par år, og i 2012 modtog landet sin anden redningspakke.

Pakken stabiliserede det gældsplagede land i et stykke tid, men nu er landet atter løbet tør for penge og tilbage på Europas politiske dagsorden.

Mange spekulerer på, om Grækenlands økonomi bliver så dårlig, at landet i sidste ende dropper ud af euroen – et skridt, der kan tilskynde andre lande til at følge trop. Det kan lede til en opsplitning af valutaunionen, frygter mange.

Kigger man nøgternt på tallene, er Grækenland en lille økonomi, der udgør blot 0,3 pct. af det globale BNP. Landets økonomi er på størrelse med Egyptens. Men Grækenland skiller sig på flere punkter ud, og er vigtigere end størrelsen antyder, fordi landet er med i eurozonen.

Samtidig er landets problemer symptomatiske for de strukturelle udfordringer, som en dysfunktionel valutaunion med 19 forskellige lande står overfor. Og den smertefulde krise i Grækenland er på sin vis et spejlbillede af den bredere økonomiske sump i hele eurozonen, der fortsat kæmper med lavvækst og rekordhøj arbejdsløshed efter flere års økonomiske op- og nedture.

Men sammenligner vi situationen med den, som landet stod overfor i 2012, er der flere væsentlige forskelle.

Den mest afgørende er, at resten af Europa ikke trækkes med ned i samme grad, som vi så under de mest intense måneder af den europæiske gældskrise tilbage i 2011 og 2012. Spanske og italienske obligationsmarkeder, som reagerede kraftigt på enhver nyhed fra Grækenland under gældskrisen, har været nærmest immune den seneste tid. Faktisk ser vi nu rekordlave renter i begge markeder. Det skyldes, at investorerne har tillid til, at Den Europæiske Centralbank vil gøre alt for at opretholde stabiliteten. Bl.a. ved at lade seddelpressen køre, dvs. foretage kvantitative lempelser.

Paradoksalt nok kan den relative stabilitet faktisk øge risikoen for, at Grækenland forlader eurozonen, da en græsk exit forekommer billigere for Tyskland, Frankrig og andre europæiske sværvægtere.

Det ekstreme venstrefløjsparti, Syriza, ser ud til at vinde det græske parlamentsvalg senere på måneden. Det vil formentlig resultere i en konfrontation med landets internationale långivere og EU. Sideløbende har det græske aktiemarked tabt mere end 40 pct. på blot få måneder.

Som jeg fremhævede i min bog fra 2013, The Fall of the Euro, så falder euroen fra hinanden medmindre ECB sikrer (ubegrænset) likviditet til Grækenland, hvilket er bydende nødvendigt for at garantere en fortsat konvertibel valuta (ubegrænsede overførsler ind og ud af landet).

ECB kan tvinges til at gøre netop det, hvis en ny græsk regering beslutter et uholdbart statsbudget med store underskud, og omverdenen anser landets banker som insolvente, uden at der venter en ny redningspakke, der sikrer midlertidig funding. Hvis Syriza vinder valget, bør det scenario bestemt bekymre investorer.

Så samlet set; hvor er vi på vej hen?

Det kan være begyndelsen på en ny æra i europæisk politik, hvis Syriza sejrer. Frem til nu – selv under den alvorligste økonomiske krise i eurozonens historie – har midter- eller midtersøgende partier bevaret magten. Vælgerne har gentagende gange sparket regeringer på porten efter dårlige økonomiske resultater, men centrum-venstre regeringer har blot erstattet centrum-højre koalitioner eller omvendt. Valgresultatet har aldrig grundlæggende ændret landets politiske kurs ift. EU eller euroen. Alt det kan ændre sig med Grækenland.

En Syriza-regering vil være alt andet end midtersøgende og sikkert kollidere direkte med EU’s institutioner. Det europæiske etablissement er også bekymret for, at Syrizas konfrontatoriske politik, der afviger fra den teknokratiske konsensus, danner præcedens. Både i Grækenland og andre steder.

Men der kan også udspille sig et andet scenario. Historisk har trækket ind mod midten af det politiske spekter været utrolig stærkt i europæisk politik. Uanset om du kigger på Italien, Tyskland eller et tredje euroland, har det været næsten umuligt for yderfløjene at opnå reel politisk indflydelse. Faktisk kan presset fra mainstream-medierne stadig være i stand til at skubbe et midtersøgende kompromis igennem i Grækenland.

Selv hvis Syriza vinder, kan partiet vælge at rykke mod midten og lande et kompromis med EU, der sikrer Grækenlands fortsatte plads i eurozonen. Der er faktisk allerede tegn på, at Syrizas leder Alexis Tsipras bløder op i hans tone overfor EU. Frygten for det ukendte er nemlig enorm. Frem til nu er det netop denne frygt for det ukendte, der har holdt euroen sammen.

Jens Nordvig er ekspert i globale aktie- og valutamarkeder og øverste ansvarlig for valutastrategi hos japanske Nomura Securities. Nordvig er økonom og forfatter til bogen ”The Fall of The Euro: Reinventing the Eurozone and the Future of Global Investing”. Han skriver fast for Finans.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.