Kriseramte Europa har brug for »helikopter-penge«

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Væksten kommer ikke af sig selv. Europa går i øjeblikket baglæns.

Det kalder på nye modige løsninger. Og det er vel det, Mario Draghi og ECB synes de har, når de i denne uge diskuterer massive opkøb af statsobligationer. Det er bare ikke godt nok.

For selvom det helt sikkert vil gavne finansverdenen, så vil den eventuelle gevinst lige så sikkert gå udenom befolkningen.

På torsdag sætter 23 mænd og to kvinder sig sammen om det store mødebord i den Europæiske Centralbanks (ECB) hovedkvarter i Frankfurt. Det er bankens styringsråd, der med Mario Draghi for bordenden samler centralbankcheferne for de 19 eurolande.

Mødet er ventet med større spænding end sædvanligt.

Europa er blevet ramt af deflation. Priserne er faldet med 0,2 procent det seneste år, hvilket truer med at sætte en stopper for forbruget. Europæerne – virksomheder såvel som forbrugere – udsætter nemlig deres køb, hvis de forventer endnu lavere priser.

Styringsrådets bud på en løsning er såkaldte ”kvantitative lempelser”, dvs. opkøb af statsobligationer med det mål at sætte penge i cirkulation, bekæmpe deflationen og understøtte væksten. Det er et både ukonventionelt og ganske kontroversielt redskab.

Men spørgsmålet er, om det virker efter hensigten. Og om ikke ECB og Europas politikere burde have udviklet andre svar på krisen?

Opkøbene skal være mere end massive for at have en effekt. Og selv hvis de er det, er det umiddelbart kun finansverdenens investorer og spekulanter, der vinder ved det. Det viser erfaringer fra USA, hvor kvantitative lempelser har understøttet ekstreme stigninger på aktiemarkedet (hhv. 13 pct. i 2012, 30 pct. i 2013 og 12 pct. i 2014), mens udviklingen i lønningerne har været flad, og uligheden derfor er steget.

Tilhængere af metoden vil ikke desto mindre fremhæve USA som en succes, fordi USA’s vækst nu er langt stærkere end eurozonens.

Modstandere kan så pege på Japan, der hænger fast i lavvækstssuppedasen, selvom den japanske centralbank har brugt metoden i en årrække. Det mest skuffende er dog, at ECB ikke har forsøgt at udvikle andre metoder.

Der er andre veje til at sætte gang i økonomien end at give finansverdenen flere penge at lege med. Metoder, der er mere effektive, og som vil have en mere social retfærdig profil.

Den klassiske er offentlige investeringer i skoler, hospitaler samt infrastruktur som motorveje, broer, energinet og meget mere. Det ved man virker på aktivitetsniveauet i økonomien. Problemet her er dog, at der ofte går lang tid, før pengene faktisk kommer i omløb.

En anden mere sikker metode er at sænke skatten for dem med de laveste indkomster. Den gruppe vil nemlig med sikkerhed anvende yderligere indtægter til forbrug og ikke spare pengene op. Det ville også virke. Men det er ikke ECB, der udskriver skatter. Og de fleste af EU-landene kæmper i forvejen med at få de offentlige finanser til at stemme.

En mere kontroversiel metode kunne være at sende pengene udenom bankerne og direkte ind på lønkontiene hos Europas borgere. Det er det trick, som Milton Friedman i sin tid humoristisk sammenlignede med at smide penge ud fra en helikopter. Politikken er dog i princippet blevet anbefalet af folk som Ben Bernanke, USA’s nationalbankchef indtil sidste efterår.

For nylig har Mark Blyth, professor i politisk økonomi ved Brown University, og hedge-fund manageren Eric Lonergan foreslået løsningen i tidsskriftet Foreign Affairs. De fremhæver, at kontante pengeindsprøjtninger på almindelige menneskers konti også er pengepolitik. Det er bare en meget mere effektiv en af slagsen end støtteopkøb af statsobligationer.

ECB vil endda kunne målrette indsatsen ganske effektivt. Hvis kraftige prisfald truer i Spanien, kan banken indsætte penge på almindelige spanieres konti og derved støtte prisniveauet præcist og effektivt. De fattigste vil med sikkerhed bruge pengene på øget forbrug, hvilket gavner virksomhederne og økonomien.

Jeg har ingen forventninger om, at Super Mario og resten af ECB vil overveje direkte kontantoverførsler på mødet på torsdag. Men ECB burde seriøst overveje at begynde at se mod løsninger, der gavner den brede befolkning. Løsninger, der skaber nye jobs, og som ikke blot understøtter de få med mange penge på kontoen i forvejen.

På torsdag vil de fleste af Europas finansfolk sikkert kunne ånde lettet op. Det er mere tvivlsomt, om kontinentets lønmodtagere vil have grund til at gøre det samme.