Den græske gældssaga preller af på markedet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Grækenland indgik fredag efter ti dage med hårde forhandlinger en aftale med de europæiske partnere om at forlænge låneaftalen med den såkaldte trojka – Den Europæiske Centralbank (ECB), EU og Den Internationale Valutafond (IMF) – i fire måneder. Markedet åndede lettet up. De globale aktiemarkeder steg, og euroen rettede sig lidt op.

Men den græske saga er ikke overstået. Den venstreorienterede græske regering skal nu sælge aftalen på hjemmefronten. Det bliver vanskeligt. Den græske premierminister, Alexis Tsipras, blev valgt på et løfte om fundamentalt at bryde med trojkaen. Men den seneste aftale er ret beset blot en forlængelse af den gamle. Det er bestemt ikke sikkert, at det græske parlament accepterer, at sparepolitikken fortsætter.

Det kan være, at en regeringsrokade er nødvendig – måske endda et nyt valg eller en folkeafstemning. Den politiske situation i Grækenland er mere ustabil end nogensinde, og det er kun en kortsigtet låneaftale, man nåede til enighed om. Om fire måneder skal parterne tilbage til forhandlingsbordet. Der skal skrives flere kapitler i den græske gældssaga.

Den måde, hvorpå Grækenland påvirker de globale finansmarkeder, er dog dramatisk ændret. I de seneste par dage har vi haft udsving, som nyhedsstrømmen fra Grækenland drev, men bevægelserne har været ret små sammenlignet med de dramatiske udsving, vi så igennem eurokrisen fra 2010 til 2012.

Forklaringen er, at internationale investorer tror på, at ECB har magt og vilje til at understøtte de andre europæiske markeder – Portugal, Spanien etc. – hvis det bliver nødvendigt. Og uafhængigt af den konkrete gældskrise i Grækenland, så begynder centralbanken at købe store mængder statsobligationer fra marts som værn mod deflation. Det betyder, at det er svært for de europæiske obligationsrenter at stige markant.

Hele vejen gennem eurokrisen var den store frygt, at ustabilitet i Grækenland ville have en dominoeffekt og trække hele eurozonen ned i moradset – og vi var frygteligt tæt på netop det i 2012. Men de europæiske markeder er mere stabile nu, og den frygt er med god grund reduceret kraftigt.

Det, der virkelig truer stabiliteten i eurozonen nu, er en politisk dominoeffekt. Hvad sker der, hvis populistiske partier kommer til magten i Spanien, Italien eller Frankrig i kommende år? Det er den politiske risiko, som investorer og politikere bør bekymre sig mest om.