Lavere mindsteløn dræber hjemmemarkedet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det ligner et angreb på kontanthjælpen, når Venstre klistrer et oppustet tal for den maksimale kontanthjælp – inklusiv almindelige offentlige børnetillæg og bruttoficeret, så man forestiller sig, det er en løn, der skal trækkes skat af – op på busser og togstationer. Vi skal rammes på forargelsen og være klar til at sætte ydelserne ned.

Det er dog ikke kontanthjælpen, Venstre reelt går efter. Det kan man se, hvis man kigger på seneste fem års Venstre-retorik omkring arbejdsmarkedet. Det det reelt handler om er, hvor de laveste lønninger i Danmark ifølge Venstre skal ligge.

I 2011 skrev Søren Pind og Bertel Haarder, at det danske »arbejdsmarkeds lønstruktur er som en stige, hvor de nederste trin mangler.« Siden da har særlig Claus Hjort Frederiksen gentagne gange understreget, at det skal være muligt at arbejde til lavere løn i Danmark.

I Danmark, hvor vi ikke har en lovbestemt mindsteløn, er der kun én måde for politikerne at reducere lønningerne. Det er ved at sænke de offentlige ydelser, man kan få i perioder uden for arbejdsmarkedet. Kontanthjælp og dagpenge fungerer som den bund, lønningerne kun sjældent vil blive presset ned under. Så hvis Venstre vil have lønningerne ned, må de politisk gå efter at mindske overførselsindkomsterne.

Venstres forslag om et kontanthjælpsloft kan derfor blive startskuddet til en lavtlønsspiral, der vil gå ud over de mange danskere, der arbejder til de laveste lønninger. De laveste indkomstgrupper vil få færre penge mellem hænderne, og dermed ikke have mulighed for at bidrage positivt til det danske hjemmemarked.

Fortalerne for lavtlønsstrategien argumenterer ud fra, at arbejdsmarkedet er som en trappestige, hvor ufaglærte kan begynde med 60 kroner i timen for så med tiden at kravle op til en løn, der er højere.

Det kommer bare ikke til at ske.

Som en ny Cevea-analyse viser, har de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig hovedkulds ud i lavtlønsstrategien, ikke fået en trappestige mod bedre løn og job. Det, de i stedet har fået, er indgangen til en udsigtsløs trædemølle. Risikoen er, at vi også i Danmark får et betydeligt antal arbejdende fattige, som vi har set det i Tyskland og England. Her er et arbejde ikke længere end garanti mod fattigdom. I Storbritannien er knap 10 procent af dem, der har et job, såkaldt arbejdende fattige. I Tyskland er der kommet dobbelt så mange arbejdende fattige i løbet af de seneste 10 år. De udgør nu 8,6 procent af de beskæftigede.

Overordnet set er vi i Danmark gået fri af den europæiske udvikling. Vi har haft en mere positiv udvikling i lønningerne, vi har formået at løfte vores arbejdskrafts kompetencer, vi har udviklet nye gode job til erstatning for de tabte, og vi har generelt sagt fra over for lavtlønsstrategien.

Det skyldes politiske valg og arbejdsmarkedsparter som har fundet fælles fodslag om opkvalificering. Derfor har en større del af danskerne fået del i de seneste årtiers velstandsfremgang, end det har været tilfældet for befolkningerne i de fleste øvrige lande i Europa. Det er bemærkelsesværdigt og er noget, vi kan være ganske tilfredse med.

På trods af diverse globale kriser og en tiltagende internationale konkurrence, har vi formået at holde fast i kvalitetsvejen, hvor selv de laveste indkomstgrupper får en anstændig løn. En løn som ikke kun giver dem mulighed for at leve et ordentligt liv, men også at være attraktive forbrugere på det danske marked.

Det kan vi også vælge at gøre fremadrettet.

Lavere ydelser og deraf lavere løn vil ikke kun betyde, at flere danskere på sigt skal arbejde til uanstændige lønninger. Det vil også gå ud over det danske hjemmemarked, at lavindkomstgrupperne får færre penge mellem hænderne. Det har vi set i Tyskland, hvor den indenlandske efterspørgsel har været lav i den periode, hvor man har udviklet et lavtlønsarbejdsmarked.

Lavtlønsstrategien er alene til fordel for de virksomheder, der er i direkte konkurrence med virksomheder i udlandet. Det er heldigvis en del. Men for de fleste af dem, der eksporterer, er løn en mindre vigtig omkostning end det er for de virksomheder, der primært opererer på hjemmemarkedet.

De virksomheder, der primært afsætter varer på hjemmemarkedet eller som bruger hjemmemarkedet til at opbygge erfaring og kompetencer til siden at kunne eksportere, vil til gengæld blive ramt af en lavtlønsstrategi, som betyder, at danske forbrugere får færre penge mellem hænderne.

Lad os også fremadrettet vælge et Danmark med fokus på ordentlige lønninger, hvor selv danskere i lavtlønsjob kan købe gode, danske varer og således bidrage til at skabe flere danske job.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.