Direktør: Man skal være en håbløs romantiker for at gide politik

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»Jobopslag: Virksomhed søger ny direktør.

Over halvdelen af dit ansvarsområde er at implementere regler andre har bestemt for dig. Den resterende del bestemmer du ikke over, så du skal indgå forlig og aftaler med dine fjender for at få dine ideer igennem, og lykkes det vil du oftest ikke kunne genkende dit eget udgangspunkt i den endelige aftale. Du bliver udsat for massiv eksponering, og kan regne med at ca. halvdelen af dine kollegaer vil modarbejde dig hver dag. Din aflønning er langt under din markedsværdi, du er ikke incitamentsaflønnet, og vi modtager ikke forslag om en anden lønmodel.«

Hvilke erhvervsledere ville søge ovenstående job? Ingen.

Og netop derfor giver debatten om, hvad vi kan gøre for at tiltrække erhvervsledere til folketinget, som Anders Heide Mortensen så højaktuelt åbner, stadig mening. For det er da værd at debattere, selvom det virker umuligt at løse udfordringen.

Det er stort set umuligt at sammenligne det at være erhvervsleder med det at være politiker. Bare styreformen i sig selv giver udfordringer. For selvom demokrati er den rigtige styreform, så er det også en ineffektiv styreform, som ikke appellerer til den driftige og ambitiøse erhvervsleder. De erhvervsledere, som vi håber stiller op, har vist, at de står for det stik modsatte: De handler og navigerer i en tempofyldt hverdag.

Det går langsomt i politik, uendeligt langsomt. Dertil er de folkevalgtes agendaer og holdninger for forskellige, og processen mod det endelige resultat for lang. Du risikerer som politiker endda at møde op til møder dine kollegaer ikke engang gider møde op til. Så selvom hverdagen forekommer travl og hektisk for politikerne, så er det altså ikke som i erhvervslivet, hvor man analyserer, beslutter og eksekverer. Den kamel skal sluges.

Lønnen for at være MF nævnes ofte som den største forhindring i forhold til at tiltrække erhvervsledere. Det er desværre bare en forfejlet sammenligning. Man kan og skal ikke betragte det som løn: det er et vederlag, man modtager for at varetage et af de mest prestigefyldte og betroede hverv i landet. Selvom mange nuværende MF'ere hver dag gør deres ypperste for at sværte det faktum til, så står det til troende. Er man ikke med på den præmis, skal man ikke være politiker, og man skal ikke engang flirte med tanken om at blive det, for det bliver ikke signifikant anderledes.

Leger vi med tanken om, at man afvikler ordførerposter som Grønlandsordfører, Landdistrikter og ø-ordfører, og andre som man ret beset godt kan lægge ind under mere overordnede ordførerskaber, og via denne – undskyld udtrykket - organisatoriske restrukturering, nedlægger 1/3 af mandaterne og tildeler de frigjorte penge til de resterende politikere, så kan vi tildele vores folkevalgte en bruttoløn på lige over 70.000 kr. per måned.

Det er stadig ikke en kompensation, der på nogen måde ville få landets ypperste erhvervsledere til at finde embedet attraktivt, og det er altså best case. Det vil givetvis gøre embedet en anelse mere attraktivt, men ikke signifikant. Og bare risikoen for at visse af de nuværende MF'ere fik en så markant vederlagsforhøjelse, er næsten ikke til at bære. Det er endvidere utopisk at tro, at politikerne er så ideologisk drevne - og virkelig vil landet dets bedste - i så udpræget grad, at de hver dag vil arbejde stenhårdt for at afskaffe deres egen eksistens. Så skal vi ikke lukke det tankeeksperiment?

Det eneste, jeg virkelig kan komme i tanke om som et godt argument, er, at politisk drevne erhvervsledere skal opfatte embedet som en oplevelse og en mulighed. Man bliver en del af det ypperste indenfor national politik og får muligheden for at sætte sit præg på landets politik, herunder erhvervsklima eller skat. De fleste erhvervsledere sidder på den anden side og brokker sig over vilkårene, men det er trods alt de færreste erhvervsledere, der får den mulighed. Og der er jo ingen, der siger, at fire år i Folketinget er spildt i forhold til en erhvervskarriere. Tværtimod. Det kan være et springbræt til noget andet.

Det er absolut rimeligt at melde ud, at man stiller op til valg for at blive valgt ind og gøre sit ypperste i fire år for derefter at vende tilbage til erhvervslivet. Nuvel, det koster lidt penge, og ja, det er sikkert en frustrerende oplevelse. Men det er altså vores folkestyre og muligheden for indflydelse af en helt anden karakter, end den man har på direktionsgangen. Og har man den mindste interesse for politik, indflydelse og forandring, så bliver det ikke større.

Det er pladderromantisk at påstå, at hvervet bærer lønnen i sig selv. Men det er altså mit bedste argument.

Indtil det argument for alvor finder fodfæste, så må de danskere, der har interesse i erhvervslivet, nøjes med teologiuddannede erhvervsordførere, politikere uden nævneværdig erhvervserfaring og håbløse romantiker-kandidater som undertegnede.

Af Kasper Heumann Kristensen, finansdirektør for reklamebureauet J. Walter Thompson Copenhagen, suppleant til Borgerrepræsentationen i København og folketingskandidat for Liberal Alliance.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.