En ny start for dansk fagbevægelse

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lønmodtagernes interesser bliver alene varetaget af fagbevægelsen, men vores muligheder for at kæmpe for almindelige danske lønmodtagere er de seneste årtier blevet ændret markant. Vi har mistet politisk indflydelse og tabt terræn i forhold til arbejdsgiverne, der er rykket tættere sammen og er en stærkere modpart end tidligere. Alene derfor er vi også nødt til at opruste og blive stærkere.

Derfor er vi ikke i tvivl: Hvis fagbevægelsen skal genvinde det tabte terræn, må vi samle os og skabe en ny, fælles hovedorganisation mellem LO og FTF. Det vil give dansk fagbevægelse en ny start.

I flere end 100 år er fagbevægelsen gået forrest for at skabe tryghed og udviklingsmuligheder for lønmodtagerne. Gennem alle år har det været fællesskabet, der gjorde os stærke og gav os indflydelse.

Vi gik forrest, da Danmark udviklede sig fra et landbrugssamfund til et moderne velfærdssamfund. Det var os, der var spydspids i kampen for den sjette ferieuge og barselsrettigheder til mænd. Det var os, der gik forrest, da arbejdsmarkedspensionerne så dagens lys.

I medierne kan man få det indtryk, at lønmodtagere er individualistiske lykkesmede, der ikke har megen fidus til fællesskaber og fagforeninger. Men virkeligheden er faktisk en anden. Den nyeste undersøgelse blandt lønmodtagerne viser, at danskernes opbakning til faglige fællesskaber og kollektive aftaler er den største i mange år.

Dommedagsprofeterne tager fejl, når de forudser afgrunden for dansk fagbevægelse. Vi har mistet medlemmer, ja, men udviklingen er ved at vende. I flere fagforbund er der spirende medlemsfremgang, og der er trods alt et par millioner lønmodtagere, der er medlem af en overenskomstbærende faglig organisation. Derudover nyder mange hundredtusinder af lønmodtagere godt af de fordele, vi andre har forhandlet hjem i overenskomsterne.

Hver eneste dag skaber fagforeninger resultater til gavn for lønmodtagerne, danske virksomheder og velfærdssamfundet.

Når det er sagt, så må vi også erkende, at det er nogle år siden, at fagbevægelsen har høstet de største sejre.

Fagbevægelsens muligheder for at varetage medlemmernes interesser har i de seneste årtier ændret sig helt grundlæggende. Strukturerne på arbejdsmarkedet har ændret sig, og den politiske virkelighed er i dag forandret.

Ser vi på udviklingen over de seneste årtier, så har vi både tabt terræn i forhold til arbejdsgiverne og mistet politisk indflydelse. Vi kan ikke længere tage indflydelsen for givet, men skal hver dag kæmpe for, at lønmodtagernes stemme bliver hørt, når væsentlige beslutninger træffes.

Både på det private og offentlige område er arbejdsgiverne rykket tættere sammen og fremstår i dag som en stærkere modpart, når der skal forhandles overenskomster. På det offentlige område er det over tid lykkedes Finansministeriet at opnå en stærkere rolle – ikke bare på statens område, men også i forhold til overenskomstforhandlinger i regioner og kommuner.

Ud over at være blevet bedre til at optræde i samlet flok, når der skal forhandles overenskomster, er arbejdsgiverne gennem de senere år blevet markant stærkere på den politiske bane.

På det private område har arbejdsgiverne fokuseret deres ressourcer og er blevet bedre til at sætte en politisk dagsorden og øve indflydelse.

Det samme gælder i Finansministeriet, hvor de gennem de senere år også har samlet analysekræfterne og fokuseret ressourcerne. Finansministeriets regnemodeller og langsigtede økonomiske planer udstikker i stigende grad rammerne for, hvordan vi udvikler politik i Danmark.

De præmisser, der lå til grund for at gennemføre tilbagetrækningsreformen og for dagpengekommissionens arbejde, er et eksempel på dette. I begge er langsigtede økonomiske hensyn til arbejdsudbuddet gjort til ramme for udviklingen af velfærdssamfundet.

Der skal selvfølgelig være styr på økonomien – også på den lange bane. Problemet er – set med lønmodtagernes øjne – at fagforeninger eller hovedorganisationer har svært ved at matche Finansministeriets regnekraft og opstille alternativer.

Den samme udfordring gør sig gældende, når vi taler om EU. Fagbevægelsen åbnede i 2014 et fælles sekretariat i Bruxelles for i fællesskab at opnå en større indflydelse på de europæiske beslutninger. Som enkeltstående hovedorganisationer fylder vi ikke ret meget i Bruxelles, men når LO, FTF og Akademikerne går sammen, giver det større pondus. Så retningen er den helt rigtige, men det er ikke nok.

Hvis danske lønmodtagere skal være på forkant og påvirke nye direktiver og regler i EU, så er vi nødt til at stå endnu stærkere.

Vi skal blive meget bedre til at matche arbejdsgiverne og de udspil, regeringen og EU-Kommissionen lancerer. Det kan vi kun gøre ved at slå os sammen og blive stærkere i en ny, fælles hovedorganisation.

Vores evne til at gå forrest og sætte den politiske dagsorden er en af de største udfordringer for dansk fagbevægelse.

For os handler det om at genskabe fagbevægelsen som en samfundsforandrende kraft, der har kræfterne til at komme med nye svar på Danmarks udfordringer og gøre vores indflydelse gældende. Vores mål er ikke bare at gøre fagbevægelsen til en stærkere interesseorganisation: vores mål er at gøre fagbevægelsen til en stærkere forhandlingsorganisation – både i forhold til arbejdsgiverne og det politiske system.

Hvis fagbevægelsen skal genvinde det tabte terræn, er vi nødt til at forny fællesskabet og skabe samling på tværs.

Vi skal arbejde tættere sammen i den offentlige og den private sektor, så vi står stærkere, når der forhandles overenskomster. Derfor skal vi skabe en ny fælles hovedorganisation, som står sammen om Hovedaftalen – arbejdsmarkedets grundlov fra Septemberforliget i 1899.

Vi skal arbejde tættere sammen for at forene interesserne for de kortuddannede og dem med videregående uddannelser, så de kortuddannede ikke bliver sorteper. I fagbevægelsen har vi en særlig forpligtelse til at hjælpe de svageste, begrænse den stigende ulighed og øge den sociale mobilitet.

Derfor skal vi skabe en ny, fælles hovedorganisation, hvor vi står sammen om at løfte i flok, når det handler om de mest udsatte og dem, der blev skubbet ud af arbejdsmarkedet eller aldrig fik en chance for at komme ind.

Vi skal arbejde tættere sammen på tværs af kønnene, så vi står stærkere sammen om at skabe ligestilling på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi skabe en ny fælles hovedorganisation, der står sammen om at sikre ligeløn og bedre barselsrettigheder til mænd.

Vi skal forny fællesskabet, fordi vores politiske indflydelse er stærkere, når vi er flere.

En ny, fælles hovedorganisation skal styrke den enkelte medlemsorganisation og forbedre lønmodtagernes muligheder for indflydelse på deres arbejdssituation og arbejdsliv.

En ny, fælles hovedorganisation, der taler på vegne af 1,5 millioner lønmodtagere vil være en stærkere og mere slagkraftig forhandlingsorganisation, der kan bidrage med samfundsrelevante løsninger og skabe resultater til gavn for en større del af de danske lønmodtagere.

For os er der ingen tvivl om, at vejen til et stærkere fællesskab er at skabe en ny, fælles hovedorganisation bestående af LO og FTF.

Vi er overbeviste om, at en ny hovedorganisation vil øge fagbevægelsens betydning for lønmodtagerne og samfundet til gavn for alle danskere.

Af Claus Jensen, forbundsformand Dansk Metal, Dennis Kristensen, forbundsformand FOA og Kim Simonsen, forbundsformand HK.