Piketty, Soto og kapitalismen 2.0

I lørdags bragte Jyllands-Posten en kronik af den peruvianske økonomen, Hernando de Soto under overskriften »De fattige mod Thomas Piketty«, hvor de Soto angriber sin franske økonomi-kollega Thomas Piketty og hans bog Kapitalen i det 21. århundrede.

Piketty er formentlig verdens mest fremtrædende forsker i økonomisk ulighed, og hans overordnede budskab er, at der er er en systemfejl i den globale kapitalisme. En fejl, der betyder, at de som ejer kapitalen bliver stadig rigere på bekostning af dem, som kun har deres arbejdskraft (Det lyder mere euro-marxistisk, end det faktisk er).

Denne skævvridning af ejerskabet af klodens værdier vil ifølge Piketty uvægerlig føre til folkeligt oprør og uroligheder, da klodens befolkning i det lange løb ikke passivt vil se til en uretfærdig fordeling af goderne.

Hernando de Soto’s hovedindvending til dette er, at 90 pct. af verdens befolkning bor i udviklingslande eller tidligere kommunistlande, og for dem er svaret på en mere retfærdig fremtid ikke mindre kapitalisme; det er mere kapitalisme. Flertallet af jordens befolkning tørster efter kapital, og i mange tilfælde har de brug for at kunne kapitalisere de værdier, de de facto ejer uden at de er registrerede, og derfor ikke har været en del af Pikettys datamateriale. Så i store træk, altså ifølge de Soto,  holder Pikettys analyse kun i Vesten og ikke i resten af verden.

Oprigtigt talt, så tror jeg ikke, at de to økonomer er grundlæggende uenige. De taler blot æbler og pærer.

Hernando de Soto er leder af The Institute for Liberty and Democracy i Lima og en varm fortaler for den fattige mands kapitalisme; han har arbejdet med stribevis af fremtrædende regeringschefer i de over 20 år han har stridt for at skabe bedre økonomiske forhold for de dårligst stillede i udviklingslandene; en indsats der i hans hjemland provokerede terrororganisationen ”den lysende sti” til tre gange at forsøgte at slå ham ihjel. Det er ikke kun karrikatur-tegnere som lever livet farligt. Økonomer gør det også.

Egentlig synes jeg ikke, at Hernando de Soto skriver en kronik, som giver hans egne synspunkter fuld dækning.

Går man i stedet ind på The Institute for Liberty and Democracys hjemmeside – og det vil jeg opfordre til - fortæller de Soto, at kapitalismen står ved en skillevej. Hans første udmelding i en videopræsentation på siden er: »Tag ikke fejl: Kapitalismen fejler og fungerer ikke for størstedelen verdens befolkning.«

Kapitalismen ved en skillevej (video med Hernando de Soto)

Og nu kommer han med en analyse, som jeg godt kunne have tænkt mig havde været med i hans kronik; nemlig at den globale urbanisering hvert år sender millionvis af familier i udviklingslandene ind til byerne, hvor de ønsker at få del i det kapitalistiske samfund og dens infrastruktur. Problemet er blot, at de her støder ind i en bureaukratisk mur. Der er fire milliarder mennesker, mere end halvdelen af klodens befolkning, som fx ikke har en juridisk identitet, som ikke kan få papir på dét, de reelt ejer, og som derfor ikke kan optage lån og opbygge den kapital, de behøver for at drive forretning og købe bolig.

Det er disse fire milliarder ekskluderede mennesker, som er de Soto’s ærinde.

Ifølge ham, vil de banke på kapitalismens dør igen og igen, indtil de kommer ind. Det er ikke mangel på demokrati. som skabte det arabiske forår: Det var mangel på kapitalisme.

Når man sammenligner Thomas Piketty og Hernando de Soto virker det, som om de begynder fra hver sin ende af problemet; men de er også to vidt forskellige personligheder med hver sin tilgang til problemet. Piketty er den unge akademiker med et politisk engagement, der i 15 år har forsket i statistikkerne, mens peruvianeren er 20 år ældre socialt engageret menneske, der har sin gang i verdens slumområder.

Pikettys pointe er, at siden 1980 er de rige blevet rigere, så fx den rigeste 1 pct. af befolkningen i USA ejer 20 pct. af kapitalen og de 10 pct. amerikanere står for halvdelen af landets samlede indkomst. Eller i globalt perspektiv: De 80 rigeste mennesker ejer idag lige så meget som klodens 3,5 milliarder fattigste mennesker tilsammen. De Soto’s pointe er, at den fattigste ekskluderede halvdel skal lukkes ind i det kapitalistiske fællesskab.

Piketty vil beskatte de rigeste kapitalejere hårdere, mens de Soto vil give de fattige i udviklingslandene et mere simpelt lovsystem, så de kan opbygge deres egen kapital. Siger de ikke det samme – men på hver sin måde?

De to økonomer giver under alle omstændigheder et livgivende indspil i en debat – eller måske snarere en dialog, som ikke længere blot vedkommer økonomer. Deres forskning gør det nemlig muligt også for almindelige mennesker at engagere sig i, hvordan kapitalismen version 2.0 skal se ud.

Det, der sker i Mellemøsten, har måske hverken noget at gøre med religion eller demokrati, men som de Soto hævder: Mangel på kapitalisme. Og den strøm af mennesker, der med stadig større iver søger mod Europa, har måske slet ikke noget at gøre med flygtninge; de er måske blot fortroppen af de fire milliarder mennesker, der vil inkluderes i en nye version af global kapitalisme.

Danske erhvervsledere er nødt til at engagere sig i denne diskussion. Verden er ved at udvikle et nyt økonomiske operativsystem og den eneste måde til ikke at føle sig fremmedgjort over for den nye udvikling er ved at tage aktiv del i dens udformning.