Ulven, øh, opsvinget kommer

"Opsvinget kommer, opsvinget kommer," proklamerede Morten Østergaard. Det har flere økonomiministre i Thorning-regeringen på skift udbasuneret på diverse pressemøder, og regeringen har ikke været sene til at tage æren for at opsvinget har bidt sig fast.

Men hver eneste gang har regeringen måtte gå bodsgang og nedjustere de optimistiske skøn.

I de snart fire år regeringen har siddet på magten har den økonomiske politik været baseret på et eventyr. Dog ikke et, som ender lykkeligt. Det er historien om ”Ulven kommer” om igen. Adskillige gange har regeringen leveret det ene fejlskøn efter det andet for dansk økonomi – ikke én eneste gang har man ramt plet. Men det er ikke det værste. Det værste er, at regeringen hver eneste gang har været for optimistisk i sine prognoser, og hver eneste gang har måttet korrigere fejlskøn.

Det værste er ikke, at man tager fejl. Ej heller at man korrigerer sine fejlskøn. Den virkelige katastrofe indtræffer, når man baserer sin økonomiske politik på disse fejlskøn og bruger løs af penge, man ikke har. Så skubber man en kæmpe regning foran sig. Det var, hvad der skete med finansloven 2015, hvor man fremrykkede en pensionsbeskatning for at dække huller i budgettet. Så selv om regeringen ønsker at binde os en historie på ærmet om, at man har styr på budgetterne, så er sandheden en helt anden.

På det nyligt hasteindkaldte pressemøde lod Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) os forstå, at der var særdeles positive udsigter for dansk økonomi. Man ville derfor bruge dette opsving som afsæt til at investere 39 milliarder i mere velfærd. Man ville lade det offentlige forbrug stige med 0,6 pct. Men med regeringens historik in mente må dette give anledning til meget dybe panderynker – ikke kun blandt økonomerne, men også blandt helt almindelige borgere.

Der er to forhold som gør, at det er meget svært at have tillid til regeringen. Regeringen vil meget gerne tage æren for opsvinget, men fakta er, at Morten Østergaard baserer sine optimistiske forventninger på tre faktorer: den lave rente, de lave oliepriser og den svage euro i forhold til dollaren. Med andre ord: det er faktorer som regeringen ikke har kontrol over og ikke kan influere.

Skulle væksten blive som forventet, er det med andre ord ikke på baggrund af den politik, som regeringen har ført. Derfor må man stille sig selv det spørgsmål, om regeringens politik har virket, eller om vi bare flyder med strømmen. Desværre viser tal fra OECD, at vi har den sjette laveste vækst, og i regeringens initiativer er der intet, der tyder på, at den placering bliver forbedret. Ordet ”tryghed” var et flittigt benyttet ord på pressemødet. Men det eneste, vi med sikkerhed kan finde tryghed i er, at vores sørgelige position på OECD’s vækstliste forbliver stort set uændret.

Det andet forhold handler om vækst i det offentlige. En negativ vækst i det offentlige er gift for Helle Thorning-Schmidts regering, fordi man ønsker at lægge afstand til Venstre og Lars Løkke Rasmussen (V), som bl.a. går til valg på en nulvækst. Netop derfor forsøgte statsministeren at afkræfte, at der har været negativ vækst i det offentlige. Men fakta er, at Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt ikke kun har haft nulvækst – men ligefrem en negativ vækst på 0,6 pct.

Alt i alt har regeringen reduceret forbruget i det offentlige med 28,3 mia kr. til et niveau, som ligger under det som VK-regeringen havde i 2010.