Indslusningsløn får 7.000 indvandrere i job

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den danske model er tredje dårligst til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet sammenlignet med de øvrige OECD-lande.

Beskæftigelsesgabet i Danmark mellem indfødte danskere og udlændinge er på hele 13,1 pct. point. En forskel, der er markant større end f.eks. Tyskland på 6,4 pct. point og Storbritannien på 4,1 pct. point. Ser vi blot på ikke-vestlige indvandrere i Danmark er beskæftigelsesgabet hele 26 pct. point.

Vi er nødt til at tage skeen i den anden hånd. Det er uholdbart, både for det danske samfund og for den enkelte, at vi fortsat er så ringe til at integrere indvandrere og flygtninge på det danske arbejdsmarked. Vi er i Danmark som regel stolte af Den Danske Model, dvs. altså at fagforbundene aftaler løn- og arbejdsvilkår med arbejdsgiverne uden politisk indblandning. Men Den Danske Model er desværre også den, der for mange kan være barrieren for at få adgang til det danske arbejdsmarked.

Det første løntrin i form af den overenskomstaftalte mindsteløn er simpelthen for højt et trin for rigtig mange, der kommer til Danmark. Arbejdsmarkedets parter burde derfor supplere deres overenskomster med en indslusningsløn.

Til trods for at integrationspolitikken har fyldt dagsordenen i flere årtier, og alle politikere er enige om, at den bedste integration sker på arbejdspladsen, så er vi i Danmark ikke lykkedes på det punkt. Jeg ved det, og jeg har selv i en periode haft ansvaret som integrationsminister.

Der er gennem årene taget rigtig mange initiativer i forsøget på at styrke integrationen på arbejdsmarkedet. Både gulerod og pisk er taget i brug. Kommunerne er blevet givet en central rolle i at sikre, at flere udlændinge bliver flyttet fra passiv forsørgelse til aktiv beskæftigelse. Og bevares, der kom da flere i beskæftigelse - særligt gennem 00’erne - men når vi i dag ser på, hvor langt vi så er nået med diverse beskæftigelsesprojekter, løntilskudsordninger og virksomhedspraktik, så er vores resultat som sagt ikke prangende, når vi sammenligner med andre lande.

Udfordringen for rigtige mange indvandrere og flygtninge, der kommer til Danmark, er, at det første trin på den danske lønstige er al for høj i forhold til den produktivitet, de kan tilbyde. Den reelle mindsteløn i Danmark er 110 kr./time, og er man ikke tilstrækkelig produktiv til den timeløn, så er den danske mindsteløn en reel barriere for at få en fod ind på det danske arbejdsmarked. Resultatet er, at alt for mange udlændinge ender på offentlig forsørgelse.

Vi har i de seneste uger kunne høre generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm give udtryk for, at man ikke kan klare det med projekter i kommunerne eller sociale tiltag, at det grundlæggende handler om, at flygtninge og indvandrere skal være pengene værd fra dag et, og han advarer derfor imod, at prisen på arbejde ikke må ødelægge muligheden for at få et arbejde.

Jeg deler Andreas Kamms synspunkt, og vi er nødt til at tænke nyt. Vi kan ikke blive ved med at tænke i offentlige tilskudsmodeller og endnu flere beskæftigelsesprojekter. Vi kan ikke forlade os på, at kommunerne alene skal løfte denne opgave. Giv i stedet den enkelte udlænding et lavere og overkommeligt løntrin at træde op på. Giv plads til en indslusningsløn.

Lad indvandrere og flygtninge, der kommer til Danmark, tilbyde deres arbejdskraft til f.eks. 70 kr. i timen indenfor rammerne af et reguleret arbejdsmarked og udenom et bureaukratisk kommunalt system. Over en tre-årig periode skal de så stige til den almindelige mindsteløn på 110 kr./time og gerne mere for dem, der får vist en arbejdsgiver, at de er det mere værd. For at sikre det rette forhold i forhold til at være på offentlig forsørgelse bør starthjælpen genindføres.

For arbejdsgiveren er der flere fordele. De slipper for bureaukratiske støtteordninger, de får reelt udvidet udbuddet af arbejdskraft, og de kan give plads til arbejdskraft, som ikke er helt så produktive som en mindsteløn på 110 kr./time kræver det. Det vil også kunne give plads til jobs med opgaver, som simpelthen ikke bliver løftet i dag.

For udlændingen er der den klare fordel, at man meget hurtigere og enkelt kan tilbyde sin arbejdskraft, få dansk arbejdsmarkedserfaring og konkret få mulighed for at vise sit værd for en arbejdsgiver.

For det danske samfund – og dermed også for de danske lønmodtagere – er der den klare fordel, at presset på de offentlige udgifter bliver lettet i takt med, at flere udlændinge går fra offentlig forsørgelse til aktiv beskæftigelse. I Cepos har vi regnet på modellen. Den vil give en merbeskæftigelse på 7.000 personer og lette de offentlige finanser med 1 mia. kr. Rockwoolfonden og SFI er enige i, at det er den effekt, vi vil kunne opnå.

Jeg har et ønske til arbejdsmarkedets parter: At de vil tage ideen til sig. At de i stedet for at henvise til offentlige ordninger, der til dato ikke har vist at være den afgørende løsning, vil vise, at overenskomstsystemet også kan rumme folk, der ikke umiddelbart er 110 kr/timen værd. Indslusningsløn er nemlig noget arbejdsmarkedets parter skal aftale.

Men politisk burde der også være en interesse for forslaget, så hvis jeg kunne ønske mig noget af den kommende regering, så skulle det være, at de i et regeringsgrundlag indskrev, at de vil indkalde til trepartsdrøftelser med det formål at introducere indslusningsløn på det danske arbejdsmarked.