Anekdoternes tid er forbi
Politikernes snak om Fattig Carina'er, Dovne Robert'er og venner, der mener, at "blikkenslagere koster en formue", er måske forbi, efter at en række anekdoter har bragt toppolitikere i fedtefadet.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Valgkampen er godt i gang, og vi begynder at skimte tendenser. En tendens er måske, at anekdoternes tid er forbi.
Både Lars Løkke Rasmussen (V) og Henrik Sass Larsen (S) været ude med nogle anekdoter, der har vist sig at give bagslag. Men lad os lige spole tilbage til perioden fra sidste valg til i dag, hvor to anekdoter blev en del af den politiske folklore.
Fattig Carina og Dovne Robert. To navne, der på hver sin måde repræsenterer et politisk narrativ, der flyttede vælgere og satte en reel dagsorden. De navne repræsenterer grundlæggende anekdoter, som politikere har brugt i flæng til at understrege en politisk pointe.
”Carina-effekten” eller Fattig Carina betegner en person, der er på kontanthjælpsmodtagere, og har flere eller lige så mange penge som en i beskæftigelse. Personen findes i virkeligheden, og udtrykket blev skabt efter, at en kontanthjælpsmodtageren Carina i november 2011 medvirkede i et TV-indslag, hvor det kom frem, at hun havde omtrent samme rådighedsbeløb som en lavtlønnet lønmodtager.
Robert Nielsen blev landskendt som Dovne Robert, da han i september 2012 medvirkede i Jacob Rosenkrands' debatprogram "På den 2. side" på DR2. Her fortalte Robert, at han foretrak at leve af kontanthjælp frem for at tage et lavtlønnet arbejde. Han sagde, at han kun ville tage jobs, der var meningsfulde, og ikke ønskede at arbejde på f.eks. McDonald’s. Mere om Carina og Robert senere.
På valgkampens første dag fortalte Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen en anekdote om en virksomhed vi i dag alle kender; Panorama. Lars Løkkes historie handlede om en samtale han havde haft med direktøren for Panorama, Morten Broager, om en ansat, der mente, at forskellen i indkomst mellem at arbejde og være på kontanthjælp var for lille. Derfor havde han sagt op. Venstre statsministerkandidat brugte anekdoten som et eksempel på, at det i dag ikke kan betale sig at arbejde.
Anekdoten var tilsyneladende et perfekt eksempel til at understrege det ledende oppositionspartis politik. Men så gik fagforbundet 3F ind i sagen, og lokalformand for 3F i Høje-Taastrup Jan Richelsen udtalte, at eksemplet ikke holdt vand. Sagen udviklede sig ganske negativt for Lars Løkke, da det stod klart, at anekdoten ikke kunne bevises, bl.a. fordi direktøren for Panorama afviste at afsløre den ansattes identitet.
Torsdag kom en lignende situation frem, da Henrik Sass Larsen blev citeret for at sige, at danske håndværkere får for høj løn. Erhvervs- og Vækstministeren udtalte til Ekstra Bladet, at det er for dyrt at ringe til en blikkenslager. Henrik Sass Larsen refererede til en ven, han havde talt med, som havde fortalt ham, at den tømrer, der rendte rundt i hans hjem og satte køkken op, fik mere end 4000 kroner om dagen.
Da TV 2 kort tid efter spurgte ind til historien, forklarede Henrik Sass Larsen, at der var tale om en bekendt i Greve, og han vidste, at vedkommende ikke ønskede at blive involveret i historien. Det har afledt en større kritik, og sammenligninger med Løkkes panorama-historie.
Nu kommer vi tilbage Carina og Robert. Betyder sagerne med Lars Løkke og Henrik Sass, at anekdoter, som politikere ellers nyder at anvende, er afgået ved døden?
Måske delvist. De to eksempler i valgkampen indtil nu har i hvert fald vist, at man skal have dokumentationen 100 pct. i orden, hvis man som politiker ønsker at bruge en anekdote.
Fattig Carina og Dovne Robert udmærkede sig med at være menneskeliggjorte symboler på et politisk budskab. Præcis på samme måde som Lars Løkke og Henrik Sass forsøgte det med deres lidt mindre heldige eksempler fra hverdagen. Netop ved at nævne nogle, man kender eller kender til, kan man understrege et problem og derved implicit en politisk løsning. Samtidig viser politikeren, at man er tilstede derude, hvor borgerne – og vælgerne – lever.
Man kan godt antage, at der vil blive brugt færre anekdoter i resten af valgkampen. Og bliver anekdoter brugt, vil de være 100 pct. dokumenterede og referere til konkrete, navngivne personer, som er villige til selv at stille sig frem i mediernes kritiske søgelys.
Opfyldes de krav ikke, kan man være sikker på, at en journalist med det samme vil gøre alt i verden for at faktatjekke anekdoten. Og holder den ikke, aflives den uden at blinke med øjnene.
