Truslen fra Alternativet

I valgkampen har vi hørt økonomiminister Morten Østergaard bryste sig af, at Danmark har den højeste kreditværdighed hos Standard & Poor's. Det tolker han som et signal om, at udlandet har stor tillid til den danske økonomi.

Det billede kan hurtigt blive vendt op og ned, hvis Alternativet får de afgørende mandater i en kommende rød regering. Og i min optik er det et eksperiment, som rækker langt ud over Helle Thornings forestillingsevne.

Det er vel utopi at tro, at Alternativet først peger på Helle Thorning for derefter at undlade at stille krav om indflydelse, og at nogle af deres mærkesager bliver tilgodeset. Så spørgsmålet er vel bare hvilke, og hvad prisen for Danmark vil være.

Vi er vidne til en valgkamp, som minder om forbruget omkring juleaften. En overflod af gaver deles ud til danskerne, og politikerne putter med regningen til efter gaverne er pakket op, og vælgerne har stemt dem til magten igen. Også her er Alternativet med på banen: 100 pct. økologisk landbrug i 2040, 30 timers arbejdsuge osv.

Det lyder jo meget godt. Men der er en regning, som skal betales, og der er kun skatteborgerne til at dække overforbruget. Og jeg ved ikke, hvordan Alternativet har tænkt sig at finansiere deres mange løfter. Det kan være, at deres parti-fe drysser lidt tryllestøv ud over finansloven, og så er et truende underskud vendt.

På overfladen kan Alternativets partiprogram se meget sympatisk ud.

Kradser man dog lidt i lakken, finder man ud af, at det i virkeligheden er temmelig totalitært: Kontanthjælpsmodtagere skal modtage en ydelse uden krav, og vi skal alle bare gøre, hvad vi har lyst til. En fin frihedstanke omend den er temmelig nedladende overfor de mennesker, som finansierer velfærdssamfundet. Men helt galt bliver det, når man ser på listen af forbud, som Alternativet barsler med: Politibetjentene må undvære citronmåner, børnene deres Nutella og alle andre skal affinde sig med, at varer med tilsætningsstoffer forbydes.

Også den finansielle sektor rammes. Banker må ikke længere låne penge ud, de ikke har, pensionskasser skal bidrage til den grønne omstilling ved at investere grønt, og Alternativet ønsker at indføre en skat på finansielle transaktioner.

Alternativets forslag begrænser den finansielle sektor og vil få så vidtrækkende konsekvenser, og det kan gå rigtigt galt. Men heldigvis har partiet også en redningskrans. Man ønsker at redefinere bruttonationalproduktet og vækstbegrebet, så det rummer trivsel, glæde og beskæftigelse og stigende fritid. I Alternativets verden kunne man forestille sig, at et budgetmæssigt underskud på finansloven opvejes af mere fritid eller højere trivsel.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan omverdenen vil se på Danmark og vores økonomi, hvis Alternativet får magt, som de har agt. Mon vi vil se vores rating hos Standard & Poor's i frit fald?

Det virker som om, at politikerne fra de andre partier har berøringsangst overfor Alternativet. I virkeligheden kan blå blok være ligeglade med Alternativet, hvis man vinder valget, men i rød blok bør Alternativet være et kæmpe hovedbrud: Hvad skal man give køb på, og hvilke indrømmelser er man parate til at give Alternativet? Det er spørgsmål, som vores nuværende regering skylder et svar på inden valget.

Der er flere grunde til, at Morten Østergaard burde være mere end nervøs for Alternativet. Ikke nok med at Alternativet i stor stil stjæler stemmer fra de Radikale - den politiske linje er også på direkte kollisionskurs med det, som de Radikale står for. Man kan vel ikke forestille sig, at Morten Østergaard kan se begejstret til, mens Danmarks økonomi nedgraderes?

Vi bør som vælgere rejse det helt legitime krav, at vores nuværende regering må orientere os om på hvilke områder, man vil imødegå Alternativet, hvis det nye parti bliver parlamentarisk grundlag.