Socialdemokratisk lighedstyranni holder Danmark nede

I et debatindlæg i Jyllands-Posten gør socialdemokraten Camilla Schwalbe sig til eksponent for, at en studerende med karakteren 4 i snit skal hyldes mere end elitestudenten med 12 i gennemsnit. Angiveligt fordi den studerende med 4 i snit har knoklet mere og haft sin sociale arv imod sig.

Dermed fortsætter Camilla Schwalbe den socialdemokratiske retorik og jantelovspolitik, som holder Danmark nede.

Camilla Schwalbes artikel bygger på en antagelse om, at 12-taller kun gives til ressourcestærke studerende. Intet er mere forkert, og konklusionerne er himmelråbende alarmerende. I virkeligheden stikker hendes pointe dybere – for det er jo hele kernen i socialdemokratiets politik: Vi skal alle være lige. Det blev i særdeleshed udmøntet, da Ritt Bjerregaard var undervisningsminister.

Jeg er ikke en elitestuderende. Jeg er vokset op som enebarn hos en enlig mor, der var laborant på Københavns Levnedsmiddelkontrol – og hun var tilmed ordblind. Jeg klarede mig igennem studentereksamen som den første i min familie, og senere i min karriere fik jeg tilbudt at tage en Master in Business Administration (MBA) på et internationalt universitet.

Jeg satte mig et personligt mål – at bestå med udmærkelse – og jeg bævrede ved tanken om at skulle melde det ud til min studiegruppe, fordi jeg var tynget af janteloven. Men til min store overraskelse, er janteloven ikke bredt accepteret ude i den store verden. Så jeg blev mødt med anerkendelse og forståelse for mit mål. Jeg nåede mit mål, og jeg husker følelsen af at stå på scenen og høre dekanen læse mit navn op og annoncere, at jeg var "Master in Business Administration with Distinction" – de to sidste ord betød alverden.

Hvis Camilla Schwalbe fik sin vilje, ville jeg bare få mit eksamensbevis. Det ville totalt dræbe min motivation.

Derfor krænker Camilla Schwalbes artikel mig. Ikke på egne vegne, men på vegne af de studerende som sætter sig et mål og yder en ekstraordinær indsats. Studerende, der når deres mål, og bliver elitestudenter. Det er en præstation i sig selv, og uanset om man er beriget med akademiske forældre eller en særlig intelligens, så kræver præstationen viljestyrke og målrettethed. Derfor skal elitestudenter naturligvis fejres og fremhæves, så andre får noget at aspirere til.

Ser man lidt dybere på den holdning, som Camilla Schwalbe gør sig til talsmand for, så er den faktisk meget bekymrende. Den er med til at lægge en dæmper på ambitionerne for de særligt begavede. Dem, som har viljen, evnerne og talentet til at udrette noget stort.

Et grundlæggende princip i voksenpædagogisk arbejde er ”viden om egne præstationer” og enhver studerende kender følelsen af, at ”man vil gerne vide, hvordan man har klaret sig”. Det er bl.a. årsagen til, at vi har karaktersystemet. Systemet er i sig selv elitært, hvilket vel også er et problem for Camilla Schwalbe, men sandheden er, at uanset hvor man færdes lurer den ’grusomme’ konkurrence: I globaliseringen, i erhvervslivet, ja, selv når de unge går til sport.

Konkurrence er en naturlig del af livet. I min optik er det en basal ingrediens i overlevelse. Konkurrence er mange ting: Konkurrence mod sig selv, konkurrence mod andre, konkurrence sammen med andre. Det er naturstridigt at bekæmpe konkurrence, og det vil virkelig få katastrofale følger for Danmark, hvis man forsøger at sætte sund konkurrence ud af spil.

Det er velkendt, at Danmark skal vinde på viden og knowhow i den globale konkurrence. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi har et uddannelsessystem, som animerer de unge til at lægge sig i selen. Et system, der giver dem mulighed for at excellere. Derfor er det nødvendigt, at vi har et samfund, som belønner dem, som virkelig gør en forskel og giver dem friheden til at skabe rammer for sig selv og andre.

Og vi skal ikke bekæmpe ulighed, men hylde den. Vi skal give bedre muligheder til dem, som kan og vil. Og skubbe bag på dem, som kan yde lidt mere. Det er umuligt, hvis vi støtter os op af det socialdemokratiske tankegods. Det vil nemlig kun fastholde os i jantelovens jerngreb og sikre, at vi aldrig bliver andet end bundproppen på OECD's vækstliste.