Fortsæt til indhold

God planlægning er den halve sejr – i sport og i erhvervslivet

Træningen til at gennemføre en ironman tiltaler mange erhvervsledere – den indeholder nogle sociale og systematiske aspekter, samtidig med at målet er ambitiøst og målbart. Umiddelbart er den eneste negative faktor udsigten til 3,8 kilometer svømning i åbent hav.

Debat
Jan Stig Andersen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jan Stig Andersen er topchef i smykkevirksomheden Troldekugler og har en international baggrund som erhvervsleder.

Til august debuterer jeg som triatlet ved Ironman 2015 i København, og jeg er både spændt og bekymret. Med erfaring fra adskillige maratoner og bjergrige franske landeveje i bagagen skal løb og cykling nok gå. Problemet er svømningen. Her kæmper jeg en hård og indtil videre forgæves kamp for at lære crawl nok til at svømme 3,8 kilometer i åbent hav. Lige nu kan jeg klare 50 meter målt med elastik.

Og alt imens jeg pjasker rundt i bassinet med OL-svømmeren og antihelten ”Erik the Eel” for det indre, vandfyldte blik, trænger spørgsmålet sig på. Hvorfor?

Hvorfor er det dragende, at presse sig selv? Og hvorfor er parkeringspladserne ved Charlottenlund Søbad tæt besat med Tesla’er, Audi’er og Mercedes’er klokken 6 om morgenen som et status-signal om, at triatlonens kongedisciplin har fået tag i erhvervslederne?

Nogle hævder, at jo slankere man bliver, jo mere selvfed bliver man, andre at en ironman udelukkende handler om at sætte et trofæ-hak i den imaginære geværkolbe – eller pynte på cv’et. Det er lige dårlige forklaringer. Ingen bestyrelsesformand eller virksomhedsejer ansætter en topchef, fordi han eller hun har cyklet La Marmotte, løbet The Six Majors-maratonløb eller besteget Mount Everest fra nordsiden. Og hvad angår selvfedmen er det nok de færreste, der træner sig op til en ironman med pral som hovedformål. Der må også være andre motiver.

For mit eget vedkommende handler det både om konkurrencen og træningen. Jeg elsker at konkurrere om hvad som helst mod hvem som helst – men når vi taler ironman, er det vigtigste motiv faktisk træningen. Jeg har simpelthen fået det meget bedre. Over de seneste måneder har badevægten smilet stadigt bredere til mig, selv om jeg spiser mere end tidligere og siger ”ja tak” til både desserten og rødvinen i weekenden.

Træningen til en ironman understøtter en livsstil, som giver energi og overskud i dagligdagen. Energi til arbejde, medarbejdere, venner og familie. Personligt har jeg svært ved at forestille mig en tilværelse uden motion. Jeg træner næsten aldrig alene, har lært nye folk at kende på svømmeholdene og cykler med to forskellige grupper. På cykelturene hjælper vi hinanden, vi starter sammen, og vi kommer hjem sammen. Det er vigtigt for motivationen at gøre tingene sammen med andre, der hjælper hinanden og prioriterer at få sat træningen i system.

I det hele taget er forberedelserne til en ironman en noget mere nuanceret affære end den gængse opfattelse af MAMILs (Middle-Aged Men In Lycra), der i forfængelighedens hellige navn kaster sig ud i det ultimative egoist-projekt.

Forklaringen er nok nærmere, at triatlonsporten og træningen frem mod en ironman indeholder nogle sociale og systematiske elementer, som tiltaler mange ledere. Det sociale aspekt giver mulighed for at dyrke og opdyrke netværket omkring en fælles interesse i at holde sig i god form, og systematikken har store lighedspunkter med et arbejdsliv, som kun en stramt styret kalender kan få til at hænge sammen.

Mange ledere fascineres også af, at målet er ambitiøst og konkret målbart. Det starter med en vision. Så opstilles målene, efterfulgt af en handlingsplan med deadlines. Herefter begynder den strukturerede eksekvering. Undervejs skal der opstilles og vurderes milepæle, og planen må justeres hen ad vejen.

God planlægning er den halve sejr, det gælder både i erhvervslivet og i sport. Det vigtige er at få sat træningen i system og tilpasset træningen til arbejdstiderne. Og er du ikke A-menneske i forvejen, så glæd dig: Man kan ikke træne over 10 timer ugentligt uden at se Solen stå op et par gange om ugen.

Til gengæld kan man godt træne uden en cykel til 50.000 kroner eller en våddragt til 5.000 kroner. Der er mange myter om triatleters hang til dyrt udstyr, og selvfølgelig behøver man ikke et kulfiber-monster af en cykel til samme pris som en VW Up!. Og selvfølgelig kører mange alligevel rundt på urimeligt dyre cykler, selv om de godt ved, at det er unødvendigt.

For amatører som mig er det selvfølgelig ikke afgørende, om pedalerne vejer 90 eller 120 gram, da det største vægtreduceringspotentiale ligger i (fra-)valget af desserten om lørdagen. Men det er ikke til diskussion: I min alder går man ikke ned på udstyr!

Desværre er vandcykler ikke tilladt, så den veltrimmede carbonhest er en ringe trøst i det våde element. Mine nærmest komisk ringe evner i vandet er en kæmpe udfordring. På den anden side elsker jeg store udfordringer og konkurrence.

I skrivende stund er det et åbent spørgsmål, om jeg opnår tilstrækkeligt med svømmehud til at kaste mig i bølgen blå ved Amager Strandpark den 23. august sammen med 3.000 andre ironman-wannabees. Men jeg er stålsat på, at det nok skal lykkes og har hyret god hjælp til projektet. Min personlige træner, Morten Olesen fra Running 26, trækker mig op, når jeg er nede, og jager mig ud, når jeg er inde. Det er rart ikke at skulle bruge tid på at planlægge og dosere træningen. Jeg får nemlig brug for al den tid, jeg kan få, til at lære at svømme.

Så må vi se, om det bliver sejrsgang eller vandgang til august.

Artiklens emner
Ironman