Sandheden om den græske afstemning

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Europa holder vejret når de græske vælgere i dag i det forhåbentlig sidste afsnit af 'euro-luksusfælden' skal sige ja eller nej til kreditorernes tilbud. I den finansielle verden håber de fleste bare på at slippe for den uendelige historie om en forudsigelig fallit. Det mest sandsynlige er, at grækerne siger ja og markederne jubler, men der er reel usikkerhed om udfaldet. Og hvad sker der, hvis de stemmer nej?

For mange er sagen enkel: Grækerne har levet over evne, og selv om resten af Europa har gjort alt for at hjælpe, har de ikke taget imod den udstrakte hånd.

Nu falder hammeren, og hvis ikke grækerne stemmer ja til aftalen, vil de blive sparket ud til skræk og advarsel, og det kan kaste hele Europa ud i en ny krise. En simpel, letforståelig historie med en klar morale. Problemet er bare, at den ikke passer.

Punkt 1: Grækerne har (tydeligvis) levet over evne engang, men de sidste fem år har de ydet en næsten overmenneskelig indsats for at leve op til kreditorernes krav. De økonomiske ofre er store: Grækenlands BNP og beskæftigelse er faldet med 25 pct. - mere end noget vestligt lande har oplevet siden Anden Verdenskrig. Lønninger, pensioner og offentlige ydelser er blevet kraftigt beskåret.

Resultaterne er da også imponerende. Konkurrenceevnen er forbedret, underskuddet på betalingsbalancen er forsvundet og på næsten mirakuløs vis er det lykkedes at skabe et overskud på det primære budget (eksklusiv rentebetalinger) i den samme periode. Statsgælden er derfor blevet stabiliseret på samme niveau som i 2010 - men gælden i forhold til BNP er eksploderet alligevel, fordi BNP er kollapset i mellemtiden.

Den oprindelige gældsplan hvilede på en urealistisk idé om, at nedskæringer ville skabe vækst. Resultatet var det stik modsatte, og nu beder de samme kreditorer grækerne om at acceptere en lignende plan. Selv hvis den lykkes vil de stadig have en gæld på 150 procent af BNP i 2020. Grækerne kender måske historien om Sisyfos og siger nej tak? Det kan ikke udelukkes, at det på sigt vil give et bedre økonomisk resultat.

Punkt 2: De andre lande kan ikke 'bare' sparke Grækenland ud, hvis det viser sig, at de ikke kan betale deres gæld tilbage. Og selv hvis de kunne, er det ikke sikkert, at de ville.

Beslutningen om at deltage i euroen er i princippet irreversibel, og der er hverken procedurer for lande, der ønsker at forlade den, eller for eksklusion af uregerlige medlemmer. I praksis kan man lægge pres på Grækenland ved at lukke for adgangen til likviditet fra ECB og tvinge dem til at bruge en form for lokal valuta parallelt med euroen. Hvis man ønsker eksklusion, skal det dog sandsynligvis ske i en forhandling.

Det er muligt at melde sig ud af EU, og dermed forlade euroen på indirekte vis. Men det ville være økonomisk selvmord for Grækenland at forlade EU, og traktaten giver ikke mulighed for at tvinge dem ud. Mange lande i EU står uden for euroen (fx Danmark), hvilket gør det svært at argumentere for, at man skal miste adgangen til det indre marked, blot fordi man forlader euroen.

I begge tilfælde kan resultatet selvfølgelig blive, at Grækenland tvinges ud af det europæiske samarbejde, men i sidste ende er det realpolitik og ikke jura, der afgør udfaldet. Her sidder Grækenland med gode geopolitiske kort på hånden som en afgørende strategisk brik ved indsejlingen til Middelhavet.

Punkt 3: Selv hvis grækerne stemmer nej, er det ikke sandsynligt, at det vil udløse en krise i Europa. Man skal aldrig sige aldrig; ekstreme scenarier med social uro, geopolitiske spændinger og systemiske risici kan ikke udelukkes, men som udgangspunkt er det svært at se nogen voldsom effekt uden for Grækenland.

Den samlede græske gæld er på 325 mia. euro eller omkring 3 pct. af Eurozonens BNP, og størstedelen af kreditorerne er offentlige institutioner. Selv hvis hele beløbet var tabt, ville afskrivningen ikke have nogen nævneværdig effekt på væksten. Den samlede græske import fra EU er på cirka 25 mia. euro om året, og selv hvis den faldt til nul, ville det heller ikke kunne mærkes i det europæiske vækstregnskab.

Uventede bivirkninger kan selvfølgelig forekomme. Under den seneste gældskrise var problemet, at krisen sprang fra land til land, så selv små lande kunne starte en domino-effekt. Men siden da har ECB iværksat en stribe tiltag, der virker som brandbælter, og indtil videre har der ikke været nogen domino-effekter.

Når vi normalt får en anden historie skyldes det, at Grækenland symboliserer en dybere uenighed om læren fra gældskrisen. I de nordeuropæiske lande, der har penge til gode, synes man, at dem, der har taget for mange lån skal straffes. Længere sydpå mener man nok mere, at långiverne har været uansvarlige.

Sandheden ligger som altid i midten, men diskussionen er følelsesladet, og det er nok derfor, vi nu er endt i en næsten uløselig politisk konflikt. Forhåbentlig vil afstemningen på søndag bane vejen for en mere frugtbar dialog, men når støvet har lagt sig, vil de finansielle markeder nok være tilfredse, bare de får en afklaring.

Uafgjort er i dette tilfælde det absolut værste resultat.