Når et EU-nej er det sikre valg

Ifølge regeringsgrundlaget skal vi til folkeafstemning om retsforbeholdet. Mon ikke vi kommer til at se kampagner fra ja-partierne, som beretter om alle fortræffelighederne ved at deltage fuldt ud, mens man samtidig tegner et dystert billede af, hvordan livet er udenfor?

Men er der noget, historien har vist os, så er det, at det sjældent går som ja-partierne prædiker. 

Lige siden euroens opfindelse har ja-partierne kraftigt agiteret for, at Danmark skulle deltage. Hvis ikke vi kom med på vognen og sagde farvel til den danske krone - og dermed muligheden for selv at bestemme vores pengepolitik - så ville danske virksomheder tabe stort på de internationale markeder. En analyse af økonomen Lars Christensen viser dog et helt andet billede.

De lande i EU, som har klaret sig bedst ovenpå finanskrisen, er alle lande, som står udenfor, og som har ladet deres valuta flyde frit. Danmark har som bekendt valgt at binde kronen til euroen og lider dermed samme skæbne, som de lande, der har deponeret en del af deres selvstændighed til EU. Tænk bare hvordan det kunne være gået Danmark, hvis vores krone havde flydt frit i forhold til euroen? Noget tyder på, at Danmark kunne have klaret sig hurtigere og bedre ud af krisen, hvis vores valuta ikke var bundet til euroen.

Mit bud er, at ingen dansk ja-politiker har forudset denne konsekvens ved at være med i euroen. Og hvis enkelte har, så har de meget belejligt undladt at orientere befolkningen om de negative konsekvenser ved euroen.

Lars Christensens analyse viser meget tydeligt, hvorfor Danmark ikke skal med i dette selskab, og hvor høj en pris man betaler for at opgive så væsentlige dele af sin suverænitet, som pengepolitikken er. Grækenland betaler en meget høj pris for at være med i det ’fine’ selskab af eurolande – og spørgsmålet er, om ikke Grækenland havde haft det bedre ved at stå helt udenfor?

Et andet område er det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed. Ingen tvivl om at Danmark og danske virksomheder nyder godt af EU's indre marked. På papiret lyder det jo godt med fri bevægelighed, fri konkurrence osv. Men prisen for den frie bevægelighed har dels været øget bureaukrati og regler for konkurrence og dels en kontant slagside, da danske velfærdsydelser eksporteres ud af landet til EU-borgere, som kommer til Danmark for at arbejde.

Det er blot nogle af skyggesiderne ved EU’s indre marked. Og mig bekendt var der dengang, vi tiltrådte EU’s indre marked, ingen danske politikere, som råbte vagt i gevær eller orienterede danskerne om, at vi kunne ende i en situation, hvor velfærdsydelser som børnechecken sendes til rumænske børn, som aldrig har sat deres ben på dansk jord.

Men ikke nok med det. EU blander sig også i kanelindholdet i dansk bagværk, hvor krumme agurkerne må være, og hvor mange watt vores støvsugere må bruge. Senest er snus blevet forbudt og med hvilken grund? Man kunne til nød forstå forbuddet, hvis det gjaldt al tobak, men røgtobak er stadig tilladt. Men ikke snus? Det kan undre, at danske politikere ikke i langt højere grad sætter en stopper for disse EU-overgreb på dansk selvstændighed.

Det rejser naturligvis spørgsmålet, om vores politikere er dygtige nok til at gennemskue EU. Man fristes jo til at tænke, at der er bestemte partier, som ser EU som en karrieremæssig overbygning på det danske folketing, hvorfor de er meget pro-EU i deres indenlandske politik. Mit bud er dog, at EU er blevet for stort og for komplekst, så det nærmest er menneskeligt umuligt at overskue de væsentligste konsekvenser ved EU-lovgivningen.

Er det så mest sikkert at stå udenfor eller at “sidde med ved bordet”? De EU-venlige partier påstår helt klart, at Danmark mister meget ved ikke at sidde med. Min påstand er, at prisen for at sidde med er mangefold højere, end prisen for at stå på sidelinjen og tage bestik af situationen inden (om nogensinde) vi springer med på vognen. Det er ulig meget sværere at ændre vognens retning eller stige af, når først vi er med ombord.

I Danmark bliver der også lavet hovsa-lovgivning, som f.eks. den nye offentlighedslov som egentlig skulle betyde større åbenhed, men i praksis har vist sig at gøre det stik modsatte. Derfor har bl.a. SF, som var med til at stemme loven igennem, krævet at loven præciseres eller laves om. Prøv nu at forestille dig, at den lov var blevet lavet i EU og stemt igennem. Nu skal 28 lande blive enige om at ændre en lov, hvilket er ulig mange gange sværere end at ændre en bestående lov i Danmark.

Derfor er det sikre valg at stemme nej til alt fra EU, indtil vi er sikre på, at EU-lovgivning ikke medfører ubehagelige overraskelser for landet.