Europa må genvinde selvtilliden

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Exit er ingen løsning på Europas største problemer. Vi kan ikke bare lukke øjnene for virkeligheden og de udfordringer, den byder på. Sommerens billeder af forhutlede flygtninge side om side med velbjergede europæiske turister på græske ferieøer var en dramatisk illustration af dette. Et andet eksempel var euro-landenes økonomiske aftale med Grækenland, der blev indgået den 13. juni efter langvarige og tumultariske forhandlinger. Begge historier handler i deres kerne om solidaritet og fællesskabsfølelse, og hvad det er for et Europa, vi ønsker at leve i. Udefra og indefra er EU denne sommer sat på afgørende prøver for, hvordan fællesskabet skal udvikle sig, og hvor grænserne for det går.

Finansmanden George Soros har i Financial Times advaret om, at Europa svigter sig selv, hvis vi ikke hjælper flygtningene. En håndfuld lande, herunder Danmark, nægtede at deltage i den fordelingsnøgle for 40.000 flygtninge, som kommissionen har slået til lyd for i sit forslag til en ny fælles migrationspolitik, så det endte med en nødløsning, hvor 32.000 blev fordelt på frivillig basis. Det er som en dråbe i havet over for den voksende globale flygtningestrøm. Europa er blevet bange for sin egen skygge, hvor det i stedet burde tage et større medansvar og stå ved de konventioner, vi i sin tid var med til at udforme.

Soros – der i sin ungdom måtte flygte fra nazismen og Holocaust - opfordrer Europa til at vise langt større generøsitet i en fælles og solidarisk indsats. Sådan som under Ungarn-krisen i 1956, hvor de vestlige lande tog imod et par hundrede tusinde på flugt fra kommunismen, eller som da verden tog imod over en million på flugt fra Indokinas krige eller som da europæerne tog imod millioner på flugt fra Balkankrigene.

I år vil over 700.000 flygtninge og økonomiske migranter søge til Europa, og mange flere står på spring i det krigsplagede Mellemøsten og i Afrika. Og kyniske menneskesmuglere forsøger at lokke endnu flere ud på overfyldte både for at krydse Middelhavets lunefulde hav.

Hvert enkelt land kan ikke længere klare dette problem alene – eller hutle sig igennem med hovsaløsninger, der stritter i alle mulige retninger. Det er mere effektivt, hvis Danmark og de øvrige EU-lande samler kræfterne og enes om en fælles asyl- og migrationspolitik, sådan som kommissionen har foreslået. Det er et både realistisk og seriøst forslag, der fortjener bredere politisk opbakning.

Årsagerne til stigende migration må tackles i afsenderlandene, menneskesmuglernes netværk og både må ødelægges, Europas fælles ydre grænser bør beskyttes bedre, man bør enes om en fælles og solidarisk fordelingsnøgle for flygtninge, de særligt udsatte EU-lande bør have finansiel hjælp, og EU bør give bedre mulighed for, at f.eks. veluddannede syrere og anden kvalificeret udenlandsk arbejdskraft kan søge om arbejdsvisum. En fair og stram udlændingepolitik kan godt kombineres med mere solidariske og fælles løsninger i Europa.

En meningsmåling, som YouGov lavede for Tænketanken Europa, i juni viste, at et solidt flertal på 81 pct. af danskerne vil med i et forpligtende EU-samarbejde om bekæmpelse af ulovlig indvandring. 56 pct. vil give finansiel støtte til EU-lande, der oplever et særligt pres på deres asylsystem, og 49 pct. siger ja til (mod 38 pct. nej), at Danmark går med i en fælles EU-fordelingsnøgle for fordeling af asylansøgere.

Der er en stigende erkendelse af, at vi i Europa er nødt til at samarbejde. Nationalstaten kan ikke klare udfordringen alene. Det gælder også på den lange bane. Frem mod 2040 kommer EU-landene til at mangle op mod 30 millioner borgere i den arbejdsdygtige alder og risikerer at blive et aldrende kontinent plaget af økonomisk stagnation. Den lange økonomiske krise med stigende arbejdsløshed har trukket hårde veksler på tilliden til politikerne. Og det er også gået ud over de politiske lederes selvtillid og deres mod til at stå på mål for offensive svar på de fælles udfordringer. Tilliden til de europæiske institutioner er lav, men tilliden til de nationale regeringer i de europæiske lande – med få undtagelser – er endnu lavere.

Hvis Europa skal genvinde selvtilliden, kræver det frem for alt, at de politiske ledere finder troværdige løsninger på de største fælles problemer. Siden finanskrisen ramte Europa, har vi fået mange kortsigtede nødløsninger på akutte krisetopmøder, men folk har hele tiden siddet tilbage med fornemmelsen af, at det var ganske utilstrækkeligt. Nødløsningernes tid er ved at rinde ud. I stedet for en permanent undtagelsestilstand fyldt med nødløsninger har vi i Europa brug for flere fælles, sammenhængende og langsigtede politiske reformer.

Det gælder ikke bare i forhold til migrationskrisen. Det gælder også i forhold til eurozonen, hvor man i flere år er gået fra nødløsning til nødløsning for at undgå en ”Grexit”. Eurolandenes økonomiske aftale med de gældsplagede grækere den 13. juli er ingen undtagelse. Tsipras-regeringen er nu efter flere måneders nøl i gang med at vedtage barske reformer – og ja, det er et politisk fremskridt, for Grækenland trænger til reformer. Problemet er bare, at den barske kur er en nødløsning, der ikke er økonomisk troværdig. Den skrappe finanspolitiske kur, som eurogruppen har påtvunget grækerne, kan forværre krisen, mens gældsbyrden øges ift. bnp, og der investeres alt for lidt i at skabe vækst. De forventede indtægter fra privatiseringerne virker urealistisk store. Og gældseftergivelsen er ikke adresseret, fordi Tyskland har indtaget en dogmatisk position, hvor de påstår – faktuelt forkert – at det er imod reglerne at eftergive statsgæld indenfor eurozonen.

Den internationale valutafond, IMF, siger utvetydigt, at tallene ikke hænger sammen, og fonden vil ikke give nye lån, hvis ikke euro-landene eftergiver noget af grækernes gæld. Så Grækenland og euro-zonen befinder sig stadig i en catch-22 situation, der kan føre til nye nødløsninger her i august.

Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble sidder på spring til at gennemtvinge en midlertidig Grexit, men det kan udløse en ukontrollabel og negativ kæderække for euroen, der svarer til at åbne Pandoras æske. For hvad bliver det næste? Det vil være billigere og sikrere, hvis eurolandene giver grækerne en generøs genopretningsplan, der ud over strukturreformer sikrer flere investeringer, noget gældseftergivelse og forlænger tilbagebetalingstiden. Der skal meget mere til end nye sixpacks og kortvarige teknokratiske fix for at løse krisen. For den kan ikke isoleres til Grækenland eller udsones via mere kollektiv afstraffelse af grækerne. Det er selve ØMU’en, der trænger til reformer og bør styrkes institutionelt. Den Europæiske Centralbank kan ikke klare brandslukningsopgaverne alene.

Eurozonen har brug for en fælles finansminister og mere finanspolitisk integration i dybden, sådan som toppolitikere i Tyskland, Frankrig og Italien nu taler om. Kun gennem en stærkere politisk overbygning kan euroen bedre modstå fremtidige kriser og i fællesskab sikre produktive investeringer i økonomisk vækst.

I stedet for at flirte med nye exit-eventyr bør de politiske ledere besinde sig og enes om fremsynede reformer, der styrker det fælles europæiske hus både indadtil og udadtil.

Over for vor tids største udfordringer er vi stærkere, hvis vi rykker tættere sammen i en tættere, mere solidarisk og mere forpligtende europæisk union, end hvis hvert enkelt land går sologang og vender de andre ryggen.

Af Bjarke Møller, direktør, Tænketanken Europa.