Kunne forsvarsministeren køre den hjem i en privat virksomhed?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Carl Holst er som bekendt forsvarsminister, og det er vist kun, hvis man har holdt sommerferie på Nordpolen uden aviser og tv-signal, at man har kunnet overse, at der er varmt omkring manden.

Men lad os i et par minutter prøve den tanke af, at Carl Holst ikke er forsvarsminister, men direktør i en privat virksomhed. Det gør vi, fordi vi så står med en case om forskellen på at stå i spidsen for en stor offentlig og en stor privat virksomhed.

Jeg kender lidt til området. Blandt andet fra en konkret sag for nogle år siden, hvor jeg var rådgiver for en leder, der lige var gået fra en privat til en offentlig topstilling. Han var forelsket i sin firmabil. Den skulle med over i det offentlige job. Det tillod reglerne og ansættelseskontrakten ikke, men så blev institutionens jurister sat til at tænke kreativt. En løsning blev fundet og lederen kørte videre, til myndighederne og Ekstra Bladet på usportslig vis blandede sig i arrangementet. Nu forlangte omverdenen en forklaring, mens lederen på sin side fnyste over det offentliges smålighed og pedanteri.

I disse dage er det Carl Holst, der har en ”firmabil”. Den første del af ”firmabilen” handler om, at Holst frem til sent torsdag valgte at lægge det eftervederlag, som han havde krav på, efter at han gik af som regionsrådsformand, oven i sin ministerløn på 1,2 mio. kroner. Ingen ville løfte et øjenbryn, hvis en privatansat direktør i en periode både hævede fratrædelsesgodtgørelse fra sit gamle job og løn i sit nye job. Og en samlet årsindtægt på godt 2 mio. kroner for at lede en privat virksomhed ville bestemt heller ikke sende nogen i chok.

Bundlinje: Hvis Carl Holst havde været direktør i en privat virksomhed, havde der ikke været skygge af problemer i hans handlemåde.

Den anden del af ”firmabilen” handler om, at Carl Holst ikke reagerede, men forblev tavs og på ferie, da de flymekanikere, der holder F16-flyene på vingerne, sidst i juli gik ud og sagde, at flyene er slidt i bund og bør trækkes ud af kampene med Islamisk Stat i Irak.

Vi kan oversætte sagen til, at direktøren for en skjortefabrik havde få en mail med besked om, at symaskinerne var næsten kaput. Og at direktøren ikke havde reageret på beskeden med det samme. Og at direktøren bagefter havde givet sin bestyrelsesformand og sine medarbejdere den begrundelse, at han jo holdt sommerferie med sin familie.

Bundlinje: Carl Holsts karriere som skjortefabriks-direktør ville sikkert blive kort, hvis han gjorde som i det ministerium, der har ansvar for landets forsvar.

Hermed er vores lille tankeeksperiment ført til ende. Nogen vil så spørge, hvorfor Carl Holst, når han nu er i politik-branchen, ikke for længst droppede den del af ”firmabilen”, som giver så store problemer i en offentlig topstilling: Mistanken om at ville bjærge sig skatteyderbetalte ekstraindtægter – på toppen af en løn der efter offentlig standard er høj.

Her holder jeg min mund, for jeg aner ikke, hvad svaret er. Men for lederen, jeg rådgav for nogle år siden, gik det op for mig, hvor forklaringen lå: Han var forelsket. I sin firmabil. Den skulle beholdes. For enhver pris.

Anders Heide Mortensen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev, og efterfølgende har han været kommunikationschef i bl.a. Skandia, Sampension og DTU. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.