Duftspor vil hænge tungt i mange år
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
4/8 meddeltes det, at den øverste ledelse i Goldman Sachs (GS) vil tillade finansminister Hjort Frederiksen at give Folketingets Finansudvalg fortrolig indsigt i de endelig købstilbud på Dong-aktier. Samme dag kom meddelelsen, at GS har hyret tidligere statsminister Fogh Rasmussen til sammen med sin mangeårige presserådgiver Michael Ulveman at bistå GS i forbindelse med Dong. Måske er det klogt – måske ikke.
I en JP-kronik 2/6 skrev jeg, at hvis disse tilbud fortsat findes, viser de næppe noget nyt, da tilbudsgiverne formentlig ikke fik mere at vide end Finansudvalget. Alle investorer skulle have ligelig information, men GS arbejdede intensivt med sagen i otte måneder og brugte det meste af 263 mio. kr. af Dongs penge til formålet (Dong brugte dem næppe til at få viden om sig selv).
Man kan være sikker på, at de øvrige budgivere ikke fik penge og heller ikke den afgørende fortrolige viden om bestående og forventede værdier. Jeg påregner også, at ingen andre budgivere kendte GS’ vetoret i store strategiske forhold.
Langt vigtigere end at oplyse tilbud er det derfor at kende de ubesvarede forhold, som førte til, at staten gav GS en gave, som med den foreliggende viden er i størrelsesordenen 10 mia. kr. Gaven nødvendiggjorde ekstrem hemmeligholdelse og ekstremt pres fra daværende finansminister Bjarne Corydon. Den forudsatte også den alvorlige usandhed, at der var pligt til underskrift 30/1 2014, dvs. lige før udsendelsen af årsregnskabet for 2013, uden at oplyse at fristen var 29/8 2014, jf. Anders-Peter Mathiasens bog ”Det bedste bud”.
De øvrige købere, ATP, PFA og Dongs ledelse og medarbejdere mener naturligt nok, at prisen er helt rigtig, men sælgeren, det danske samfund, blev svigtet under det angribelige forhandlingsforløb. Aktiehandelen blev behandlet som en statshemmelighed, selv om det betød undertrykkelse af afgørende viden over for finansudvalg, folketing og befolkning. Sagen var så prekær, at da skatteministeriet modtog Dong-dokumenter, blev de ikke indgangsført, men makuleret, begrundet med at de var for følsomme.
Kritik af forløbet mødes med beskyldninger om misforståelser, fejl og insinuationer, men ikke med noget, som blot ligner dokumentation. Det er uværdigt, at staten ikke formår at forsvare sig med seriøse argumenter og beregninger. Mærkeligt er det dog ikke, idet ekstrem hemmeligholdelse er den sikre vej til fejldispositioner. Jeg har stor respekt for Fogh Rasmussen og Michael Ulvemans evne til at styre medier og politikere. Måske lykkes det på kort sigt, men sagens duftspor vil hænge tungt over det politiske landskab i mange år.
Af Ole T. Krogsgaard, direktør.
