Har vi råd til at holde liv i kontanthjælpsmodtagerne?

Sundhedssektoren er under pres. Nye behandlingsformer og dyr medicin truer med at slå bunden ud af budgetterne, og politikerne river sig selv i håret for at få enderne til at nå sammen. I nogle kredse er man begyndt at se på, hvad et liv er værd, og om det er samfundsmæssigt forsvarligt at poste f.eks. en million kroner om året i patienter, som lider af cystisk fibrose. Og man må forstå, at et liv ikke har samme værdi.

Det er da ’glædeligt’ med den debat. Så skal vi måske også til at se på det potentiale, som hver enkelt borger har for samfundet? Skal man definere en værdi må denne værdi nødvendigvis være beregnet individuelt, og tage højde for hvilket skattepotentiale den enkelte har. Ydermere må man nødvendigvis se på, om sygdommen er selvforskyldt og kan bunde i risikable eller forkerte livsformer.

Men hvorfor stoppe her? Hvis man skal gøre det for syge mennesker, så kan vi jo ligeså godt inddrage kontanthjælpsmodtagere. Folk som har været på kontanthjælp i f.eks. fem år og som er arbejdsduelige repræsenterer en udgift for samfundet og derfor kunne man jo anlægge den logik, at de ikke har nogen værdi i samfundet. Og vi kan også inddrage de kriminelle, de handicappede, og hvad med dem, som har en lav intelligens eller folk som ikke har de store evner?

Skal vi så ikke også tage debatten om det er rimeligt at folk uden uddannelse og på kontanthjælp for offentlig støtte til fertilitetsbehandling? Eller om det overhovedet kan svare sig at lære ordblinde at læse?

Eller måske skal vi stoppe debatten her og blot konstatere, at det er en glidebane. Ingen kan definere værdien af et liv, og ingen bør gøre forsøget.

Skåret ind til benet så er denne forkvaklede debat et skalkeskjul for, hvad vi som samfund skal bruge vores fælles midler på. For vi er nødt til at prioritere og balancere, således at vi har råd til kernevelfærden (hvad det så end er for en størrelse).

Er det mit klarsyn, som svigter, eller er der noget ragende absurd i den måde vores offentlige kasser administrerer vores skattekroner på? Vi skal debattere hvad et liv er værd, og om vi som samfund ser det fornuftige i at bekoste en dyr medicinsk behandling. Men samtidig accepterer vi stiltiende, at folk raskvæk er på kontanthjælp i 25 år, og vi fastholder et system med sagsbehandlere, jobcentre osv. som koster samfundet eksorbitante summer hvert eneste år.

Vi nægter konsekvent at forholde os til at arbejdsløsheden blandt ikke-vestlige indvandrere ligger på godt 50 pct., og at det er en tikkende bombe under den danske velfærdsmodel. Samtidig skal vi tage stilling til, om samfundet har råd til at bekoste en medicinsk behandling til en borger.

I min optik skal vi som skatteborgere slet ikke acceptere, at debatten “værdien af et liv” finder sted - og slet ikke, når vi tager de svimlende summer vi betaler i skat i betragtning. Vi skal have råd til at hjælpe syge mennesker. Det skylder vi hinanden, og har vi stigende udgifter til sundhedsområdet, så er det politikernes opgave at finde de penge – ikke ved at udskrive nye skatter, men ved at se, om vi kan effektivisere og slanke den offentlige sektor.

Det er beskæmmende at høre Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden sige, at skal der bruges flere midler til medicinsk behandling så må disse midler tages fra andre dele af sundhedsvæsnet. Magen til fantasiløshed skal man lede længe efter. Hvad med at se på de svimlende summer vi kaster efter de kontanthjælpsmodtagere, som med lige dele kløgt og arbejdsskyhed, snører systemet? Hvad med at se på, om hele Jobcenter-ordningen overhovedet tilfører samfundet værdi?

Jeg har ikke brug for politisk smagsdommeri, som skal definere, hvad mit liv er værd. Det mener jeg, at jeg er langt bedre til end en flok centrum-venstre politikere. Jeg har brug for politikere, som tør tage debatten om, hvad vi skal bruge de penge, vi betaler i skat til, og som tør stille de upopulære spørgsmål. For hvis vi skal debattere, hvad et liv er værd, så kan vi ligeså godt gå planken ud og debattere, om vi har råd til at poste penge i de kontanthjælpsmodtagere, som ikke vil arbejde.