Euroen har mistet sin uskyld

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Grexit, lavvækst og gældskrise. Hvad er fremtiden for euroen og bør Danmark gå med? Finans beder en række debattører om svar.

De europæiske toppolitikere og embedsmænd, der skabte den fælleseuropæiske valuta, euroen, så den som et middel til europæisk sammenhold og samarbejde. De troede, at valutaunionen ville cementere en stadigt stigende integration mellem de europæiske økonomier og presse medlemslandene ind i et tæt politisk fællesskab.

Nogen anså endda euroen som en måde til at sikre varig fred på kontinentet.

Europæiske toppolitikerne og magtfulde beslutningstagere holdt så sent som i 2009 stadig fast i dette rosenrøde ideal. Daværende EU-kommissær for økonomiske og finansielle anliggender Joaquin Almunia satte ord på den dominerende holdning i sin tale i anledning af euroens 10-års fødselsdag:

»Her - ti år efter grundlæggelsen af euroen - er vi vidne til en historisk præstation, som alle europæere kan være stolte af. Ikke alene er en sådan valutaunion uden fortilfælde i historien: Vi kan erklære den en bragende succes. I løbet af et årti er euroen blevet den næst vigtigste valuta i verden; den har bragt økonomisk stabilitet; den har fremmet økonomisk og finansiel integration, og den har skabt handel og vækst blandt sine medlemmer. Og euroens rammer for sunde og holdbare offentlige finanser er med til at sikre, at fremtidige generationer fortsat nyder godt af de sociale systemer, som Europa med rette er berømt for.«

Så kom eurokrisen. Flere års intens ustabilitet på de finansielle markeder blev fulgt op af flere år med lav vækst og høj ledighed. Eurozonens økonomier og markederne begyndte også med at divergere.

Alt dette til trods, så fortsætter de, der har en nærmest religiøs tro på euroen, med at opfatte enhver snak om en opsplitning som tabu. Tilbage i 2010 og 2011 spurgte journalister gentagende gange den daværende chef for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, om hans tanker i forhold til risikoen for en opsplitning. Han nægtede simpelthen at kommentere, og sagde, at var "en absurd fantasi."

Hvor har tingene dog ændret sig. Over de seneste måneder har vi set stribevis af krisemøder i Bruxelles mellem græske ledere og europæiske beslutningstagere. Alle møderne har grundlæggende handlet om, hvorvidt Grexit - en græsk udtræden af euroen - skulle blive en realitet. Fantasien - uanset hvor absurd den var - er en realitet.

Et udkast til en fællesudtalelse fra eurolandenes finansministre - som aldrig blev offentliggjort, men som alligevel fandt vej til pressen - sluttede med følgende sætning: “I tilfældet af, at der ikke kan indgås en aftale, bør Grækenland tilbydes hurtige forhandlinger om en mulig time-out fra eurozonen kombineret med en mulig gældssanering.” Og i juli foreslog den tyske regerings uafhængige rådgivningspanel at ændre EU traktaten, så det formelt er muligt at udtræde af euroen. Den græske krise har tvunget europæiske beslutningstagere til åbent at debattere muligheden for en potentiel græsk exit. Forhandlerne sagde de forbudte ord.

Forhandlingsmiljøet mellem medlemslandene spidser også til. Det tog det venstreorienterede parti Syriza, der vandt det græske parlamentsvalg i slutningen af januar, seks måneder før partiet fik forhandlet en aftale på plads med landets kreditorer - hvoraf klart størstedelen er andre eurolande. Gensidig mistillid og decideret fjendtlighed prægede de månedslange forhandlinger mellem medlemslandene.

Den tyske kansler Angela Merkel sagde det undervejs således: “Vi har mistet den mest værdifulde valuta af alle; tillid.”

Samtidig var den finske regering - om muligt endnu hårdere i sin kurs over for Grækenland end den tyske - eksplicitte, da de undervejs afviste at yde mere finansiel støtte til Grækenland. Det var et de facto farvel til Grækenland som euromedlem.

Men mens de græske banker holdt lukket, hæveautomaterne spyttede de allersidste eurosedler ud og økonomiens totale kollaps lurede, landede de græske forhandlere en aftale.

Aftalen holder landet inden i valutaunionen - indtil videre. Men selv hvis Grexit på et tidspunkt bliver en realitet, betyder det næppe, at euroen falder fuldstændigt fra hinanden. Faktisk var de finansielle markeder relativt stabile under hele det hektiske forhandlingsforløb. Det indikerer en grad af modstandskraft, og at euroen fortsætter, selv hvis Grækenland træder ud.

Hele forløbet drager dog selve ideen om en evigt stigende europæisk integration i tvivl. Mange beslutningstagere vil helt afgjort tvinges til at genoverveje deres blinde tro på, at euroen er en positiv katalysator for europæisk samarbejde.

Sandheden er nemlig, at de økonomiske resultater i eurozonen har været en katastrofe siden 2008. To dyre redningspakker til Grækenland fejlede, og det er kun få, der tror, at den nye redningspakke i milliardklassen løser den græske krise. Selv Den Internationale Valutafond (IMF) tvivler kraftigt på, at hjælpe- og reformpakken er realistisk, og har afstået at deltage i yderligere finansiering. Samtidig lukrerer anti-europæiske partier på en voksende EU-skepsis i en lang række lande, herunder Italien, Spanien, Frankrig og Danmark. For slet ikke at snakke om Storbritannien, som overvejer at gå helt ud af unionen.

De kaotiske forhandlinger fortalte os meget om fællesskabet i eurozonen og de folk, der leder Europa. Den tidligere så klippefaste akse i Tyskland og Frankrig kan ikke længere enes. De franske forhandlere støttede i store træk de græske og hjalp endda grækerne med at færdiggøre deres forhandlingsudspil. Tyskland var omvendt klar til at aktivt at forberede en græsk exit. Splittelsen mellem de to magtfulde lande i hjertet af Europa kan få store implikationer for euroens fremtid.

Grexit eller ej: Ideen om europæisk enhed og en stadigt stigende integration er helt grundlæggende draget i tvivl. Euroen lever muligvis (i en eller anden form) videre i generationer. Men Europas fælles valuta har mistet sin uskyld.

Af Jens Nordvig, managing director og chef for valutastrategi i den japanske bank Nomura, der bestyrer investeringer for 309 mia. dollars (ca. 2,1 billioner kroner). Nordvig er forfatter til bogen "The Fall of The Euro - Reinventing the Eurozone and the Future of Global Investing" fra 2013.

Kronikken er den første af fem i Finans' kronikserie: Euroen knager.