Den græske gældskrise afslører to visioner for euroen
To visioner for eurosamarbejdet vokser ud af røgen fra den græske gældskrise. Hvis Danmark pønser på et euro-medlemskab, er det afgørende, at man kommer ind tids nok til at påvirke, hvilken retning møntunion drejer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I 1990 præsenterede en amerikansk økonom sine tanker om ØMU’en på den græske økonomforenings årsmøde.
Han sagde, at det var svært at forestille sig, givet Tysklands erfaringer med en dyr genforening, at tyske borgere ville indvillige i at overføre ressourcer til græske borgere. Det var mere sandsynligt, at tilpasningsbyrden ville falde på de svage lande, og at de i tillæg ville blive forpligtiget til at opfylde en økonomisk helbredserklæring.
For en profession, der er fattig på mennesker, der kan se et år frem, så var dette usædvanlig profetisk.
Diskussionerne om hjælpepakkerne til Grækenland har vist, at der er meget forskellige holdninger til samarbejdet.
På den ene side står Tyskland og en række Nord- og Østeuropæiske lande, der er villige til at smide et medlemsland ud, hvis det ikke lever op til kravene til landets økonomiske politik. På den anden side står Kommissionen og især Frankrig og Italien, der anser ØMU’en for et katolsk ægteskab, der ikke kan opløses. Tværtimod ønsker de, at de ægteskabelige bånd styrkes - i hvert tilfælde for så vidt angår den gensidige forsikring.
Tyskland er måske det land, som er villigst til at gå længst i den europæiske integration. Tyskland tror imidlertid, at de mest højlydte tilhængere af videre integration ofte blot ønsker, at Tyskland betaler regningen.
Da Mario Draghi, chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), i 2012 kastede alle ECB’s ressourcer ind på at stabilisere ØMU’en, gav den tyske centralbank, Bundesbank, udtryk for sin skepsis. På sin hjemmeside henviste den til, at banken allerede i 1963 havde sagt, at introduktionen af en monetær union forudsatte en politisk union. Givet de seneste erfaringer med manglende vilje til at afgive finanspolitisk selvstændighed – selv mod finansiel hjælp – konkluderede banken, at det var svært at forestille sig en politisk union.
Især den tyske finansminister, Schäuble, men også kansler Merkel og ledende socialdemokrater har på det seneste udtrykt mindre villighed til at finansiere syndere, der ikke vil omvendes.
De tyske økonomiske vismænd har uddybet de tyske synspunkter i en række rapporter, senest her til sommer. Vismændenes grundlæggende synspunkt er, at hvis man skal påtage sig finansielle forpligtigelser, så skal man også have kontrol med dem. Man ønsker ikke at finansiere en fest, hvor man ikke bestemmer rammerne for festen.
De tyske vismænd foreslår, at det skal have konsekvenser for landets statsgæld, hvis et land kommer i uføre. Første skridt er, at der skal være bestemmelser i prospekterne for statsobligationer, der muliggør en forlængelse af løbetiden. Andet skridt er, at støtte fra den europæiske stabilitetsfond er betinget af, at modtagerlandets statsobligationer nedskrives. Som tredje og ultimative skridt, så skal et land kunne smides ud af ØMU’en, hvis det ikke samarbejder. Håbet er, at de finansielle markeder i tide lægger pres på potentielle syndere.
På den ene side står Tyskland og en række Nord- og Østeuropæiske lande, der er villige til at smide et medlemsland ud, hvis det ikke lever op til kravene til landets økonomiske politik. På den anden side står Kommissionen og især Frankrig og Italien, der anser ØMU’en for et katolsk ægteskab, der ikke kan opløses.Jesper Berg, cand.polit. og direktør i Nykredit Bank.
EU-Kommissionens vision er at holde sammen på unionen og om muligt forfølge Rom-traktatens mål om en stadig tættere union. Et bud på den videre proces blev fremlagt i sommers i form af rapporten ”Completing Europe’s Economic and Monetary Union”.
Rapporten lægger op til, at den yderligere integration gennemføres i tre faser. I fase 1 bygges på de eksisterende rammer. Målene er en forbedring af konkurrenceevnen, strukturel konvergens, gennemførsel af bankunionen og kapitalmarkedsunionen, gennemførsel og opretholdelse af en ansvarlig finanspolitik, samt at øge den demokratiske legitimitet.
I fase 2, der skal køre fra medio 2017, skal konvergensprocessen gøres mere bindende gennem indførsel af benchmarks, og der skal oprettes en stabiliseringsfond, der kan bidrage til at absorbere negative stød til den økonomiske udvikling. Den tredje og endelige fase, der skal starte senest i 2025, vil sikre ”en dyb og stabil ØMU og et fremgangsrigt sted for alle borgere i de deltagende medlemslande”.
Rapporten danser rundt omkring graden af suverænitetsafgivelse og omfanget af finansielle forpligtigelser. Udover stabiliseringsfonden foreslås oprettelsen af et fælles finansministerium og et finanspolitisk råd. Det er ikke tanken, at det fælles finansministerium skal beslutte skattepolitikken eller udgiftspolitikken, som vil være overladt til nationale myndigheder. Som det dog formuleres, så skal ”nogle beslutninger i stigende grad træffes kollektivt” - uden at det specificeres nærmere, hvad disse er.
Rapporten anerkender, at der er et problem i relation til demokratisk legitimitet. Som noget forholdsvis nyt parkeres det parlamentariske ansvar ikke kun i Europaparlamentet, men også i de nationale parlamenter.
Vismændenes grundlæggende synspunkt er, at hvis man skal påtage sig finansielle forpligtigelser, så skal man også have kontrol med dem. Man ønsker ikke at finansiere en fest, hvor man ikke bestemmer rammerne for festen.
En del økonomer har i forbindelse med gældskrisen henvist til den første amerikanske finansminister, Alexander Hamilton. Han løste de store gældsproblemer, som mange amerikanske delstater var ude i efter uafhængighedskrigen, ved at samle den føderale gæld og delstaternes gæld i en pulje, og sikrede, at renterne kunne blive betalt, ved bl.a. at bruge en række skatter til direkte at servicere gælden.
Det var et meget situationsbestemt indgreb. USA var lige blevet uafhængigt og de forskellige delstater havde i varierende omfang haft udgifter forbundet med krigen. I dag gælder det både for delstater og byer, at de selv bærer ansvaret for deres gæld. Puerto Rico og Detroit er nylige eksempler herpå. Begge steder har manglende styr på de offentlige finanser haft konsekvenser både for kreditorer og for indbyggerne. Den føderale regering har ikke betalt regningen.
Uafhængigt af, hvilken model man vælger, er det svært ikke at have forståelse for det tyske synspunkt om, at kollektive forpligtigelser hænger sammen med suverænitetsafgivelse. Der er en relativ fundamental afvejning, som bør være solidt forankret både i de respektive medlemslande og på tværs af disse, og ikke bør være et resultat af en proces, som man snubler ind i. Selv i dag er spørgsmålet om delstater vs. den føderale regerings beføjelser et af de mest inflammatoriske i USA.
Uafhængigt af, hvilken model man vælger, er det svært ikke at have forståelse for det tyske synspunkt om, at kollektive forpligtigelser hænger sammen med suverænitetsafgivelse.
Den europæiske integrationsproces har i mange tilfælde fulgt den såkaldte Monnet metode. Monnet er ikke maleren, hvis navn kun har et ”n”, men den franske embedsmand, Jean Monnet, der var en af EU's fædre. Monnet metoden indebærer, at man bruger kriser til at styrke integrationen gennem små eller lidt større skridt gerne af institutionel karakter.
Tiltagene gennemføres, selvom man udmærket er klar over, at de ikke i sig selv er nok til at skabe en stabil situation. Men ved at gennemføre tiltagene, sår man frøet for de næste integrationstiltag. Metoden har været effektiv, men muligvis også medvirket til en folkelig frustration over ikke at kunne se det samlede billede og måske føle sig lidt som en hamster i et trædehjul.
Danmark har historisk været lidt af et paradoks i EU samarbejdet. På den ene side har vi aldrig stillet os i vejen for andre landes ønske om at gå videre i integrationen, vi har været en duks i implementeringen af direktiver, og på valutakurspolitikken rækker vores loyalitet overfor valutakursstabilitet længere tilbage end de fleste medlemmer af ØMU’en.
På den anden side har vi svært ved at binde os. Vi foretrækker på nogle områder at leve i et papirløst ægteskab. Dansk økonomisk politik har de sidste godt tre årtier været stabilitetsorienteret og i stigende grad regelbaseret. Vi ligger derfor nok tæt på den tyske vision. Hvis vi nogensinde skal med på den fulde europæiske rejse, vil det også være en fordel, at integrationsprocessen ikke er kommet for langt.
***
Af Jesper Berg, cand. polit. og direktør i Nykredit Bank. Berg er tidligere afdelingschef i Nationalbanken (2004-2009). Før det var han bl.a. knap fire år i Den Europæiske Centralbank (2000-2004) og i Den Internationale Valutafond, IMF (1988-1991).
Kronikken er nummer to i Finans' serie Euroen knager. Den første skrev økonom og forfatter Jens Nordvig mandag.
