Da den britiske finansminister besøgte Startup Village
I Storbritannien indfører man skatterabatter og gør alt for at tiltrække morgendagens Facebook, Skype og Google. I Danmark diskuterer vi knap nok, hvad det kræver, hvis vi vil udvikle og fastholde fremtidens tech-giganter.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vi fik for nogle uger siden fint besøg i Startup Village, et københavnsk iværksætterfællesskab på Islands Brygge. Den britiske finansminister George Osborne kom forbi til en uformel snak om danske iværksættere, vores udfordringer og vores syn på EU.
Det er selvfølgelig en blåstempling af det fantastiske arbejde, der laves i og omkring virksomhederne i Startup Village. Det viser dog også, at EU står overfor nogle enorme udfordringer, hvad angår at skabe et fælles marked til gavn for opstartsvirksomheder.
Hvis vi sammenligner EU med USA, så er EU nemlig bagud. Hvis man bare tager et kig på Compass’ Startup Ecosystem Report for 2015, der rangerer verdens mest attraktive byer for startups, så finder vi kun to europæiske byer i top 10: London (#6) og Berlin (#9). Listen domineres af amerikanske byer.
Problemet er, at selvom EU er et kæmpe marked, så er det besværligt at navigere rundt i for små virksomheder.
EU har alle forudsætninger for at skabe fremtidens succeser, men udfordringerne er mange. Vi har uens skatteregler, lovgivning og valutaer - for slet ikke at nævne de sproglige og kulturelle forskelligheder. Lige så smukt og fascinerende dette kludetæppe kan være, lige så besværligt er det for små virksomheder at tænke og implementere løsninger på tværs af landegrænser.
USA har til sammenligning et langt mere homogent og transparent indre marked. Det betyder, at amerikanske opstartsvirksomheder fra dag ét kan nå ud til mere end 300 millioner potentielle kunder. Da dette desværre ikke er tilfældet i EU i dag - og slet ikke i lille Danmark - er vi bagud på point. Det betyder også, at mulighederne for at hente risikovillig kapital er langt større i USA, da gevinsten jo er større.
Det gør USA endnu mere attraktivt at starte op i for ambitiøse iværksættere - også danske, som vi efterhånden har set flere eksempler på.
Selvfølgelig kan EU ikke gøre noget ved alt. Men det må være et mål for politikerne at adressere de udfordringer, små virksomheder står overfor.
Det har George Osborne forstået, og det er derfor næppe tilfældigt, at han kiggede forbi Startup Village på sit en-dags besøg i Danmark. Med så engagerede politikere er det næppe heller en tilfældighed, at Storbritannien og London har formået at sætte iværksætteri på dagsordenen. Med et sted mellem 3.200 og 5.400 tech-startups i London alene og forventet 20.000 nye jobs skabt i 2015, er der blevet skabt et klima, der kan tiltrække risikovillig kapital og skabe succeser ud over Storbritanniens grænser.
Hvis vores dygtigste entreprenører ikke skal søge udenlands, har vi brug for et stærkt indre marked i EU og et attraktivt investeringsmiljø.Max Theilade, direktør og medstifter af tech-selskabet Pubfront, der leverer salgsplatforme af digitalt indhold. Tidligere medstifter af Riidr.com.
De tal kan vi slet ikke begynde at sammenligne os med i Danmark. Vi klarer os fint, bevares. Vi er et af de steder, der nævnes som på vej frem, men vi er et lille land med et lille marked, og hvis vores dygtigste entreprenører ikke skal søge udenlands, har vi brug for et stærkt indre marked i EU og et attraktivt investeringsmiljø. Endda i langt højere grad end de store EU lande.
Derfor er det vigtigt med politikere som forstår udfordringerne og tør gøre noget. Alternativt vil det blive de initiativrige nationer som Storbritannien og USA, der vil løbe med fremtidens iværksættersucceser.
Af Max Theilade, direktør og medstifter af tech-selskabet Pubfront, der leverer salgsplatforme af digitalt indhold. Selskabet holder til i Startup Village. Max var en af medstifterne bag e-bogsselskabet Riidr, som JP/Politikens Hus købte for nylig. Twitter: @WilhelmMax.
Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.


