Flygtningekrisen truer eurozonen mere end risikoen for grexit

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I min bog fra 2013, The Fall of the Euro, reflekterede jeg over, hvad det rent politisk vil kræve, før et eller flere lande træder ud af eurozonen.

Under det værste del af gældskrisen fra 2010 - 2012 holdt eurolandene sammen pga. det, som jeg kalder ’midtersøgende overmagt’. Det dækker over de midtersøgende partiers evne til at klynge sig fast til magten, uanset hvor elendige økonomiske resultater de leverer. Dermed holder man euroskeptiske og anti-austerity partier væk fra magten.

Set i det perspektiv var græske Syrizas sejr i januar bemærkelsesværdig. Det var første gang i euroens historie, at et radikalt, anti-austerity parti vandt regeringsmagten. Men det er efterhånden lang tid siden.

Syrizas anden valgsejr i sidste weekend var mindre overraskende. Syriza har bevæget sig drastisk ind mod midten af græsk politik. De mest venstreorienterede medlemmer af partiet er smidt ud, og premierminister Alexis Tsipras har vendt 180 grader og er nu pro-bailout.

Det er nok for tidligt at kalde den Syriza-ledede regering for midtersøgende, men partiet er ikke længere på kollisionskurs med den politiske konsensus i resten af eurozonen. På trods af et ustabilt politisk miljø i Athen, følger Grækenland nu mere eller mindre den midtersøgende politiske linje, der dominerer eurolandene.

Man kan derfor argumentere for, at midtersøgende kræfter, der opretholder en form for politisk status quo, har en tendens til at løbe med sejren til sidst. Den dynamik har frem til nu holdt euroen sammen. Uden en midtersøgende konsensus var euroen brudt sammen for længst.

På trods af, at grækerne ved valget i januar stemte en populistisk og stærk euroskeptisk regering til magten, rakte det imidlertid ikke til at mobilisere en udtræden af euroen.

Det er den virkelige lektie fra 2015: Frygten for det ukendte, der følger i kølvandet på en exit fra euroen, er så stor, at ingen politikere frivilligt tør træffe den beslutning. Mange europæiske politikere afskyr austerity, men i sidste ende accepterer man den løbende smerte, som den fejlagtige møntunioner påfører borgerne, frem for det akutte kaos, der kommer, hvis man skrotter euroen, og går tilbage til sin egen selvstændige valuta.

Hvad kan ændre det? Smertefulde budgetstramninger og offentlige nedskæringer ændrede ikke eurozones politiske dynamik. Og selvom Storbritanniens medlemskab vakler, og EU-bureaukratiet jævnligt kritiseres, udløser den boblende skepsis næppe en bredt funderet eurokritik i alle eurolandene.

Den eskalerende flygtningekrise er derimod en potentiel game changer. Dagligt strømmer tusinder af flygtninge mod unionens grænser, og de billeder af flygtninge, der reelt truer med at overvælde sikkerhedsstyrkerne i Ungarn, Østrig og franske Calais, har potentiale til at omdefinere europæisk politik. For langt de fleste vælgere, er det nemlig helt afgørende, at man opretholder lov og orden. Og flygtningekrisen udfordrer dermed den midtersøgende konsensuspolitik fra en ikke-økonomisk side.

Sandheden er, at de politiske skyer trækker sig sammen over Europa. Yderligere politisk integration forekom allerede som et komplet urealistisk ideal, før flygtningekrisen startede. Men nu er risikoen for rygende politisk uenighed steget markant. I sidste ende kan uenigheden udløse en politisk krise, som potentielt forårsager en opsplitning af EU eller valutaunionen.

Og denne gang er epicenteret for krisen ikke Grækenland.

Af Jens Nordvig, forfatter og chef for valutastrategi i den japanske storbank Nomura. Tweet Nordvig på @jnordvig. Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.