Derfor nægtede Carl Holst at læse skriften på sin gravsten

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

»Det var som noget i en film«.

Oplevelsen af uvirkelighed er et hyppigt fænomen, når mennesker, der har været gennem et ekstremt pres, sætter ord på oplevelsen. Jeg har selv talt med topledere, der har prøvet turen. Én af dem berettede, hvordan han fulgte sin langtrukne fyring i dagspressen: »Når jeg åbnede en avis i den periode, og så mit navn nævnt, læste jeg interesseret om denne mand, der havde gjort og sagt det ene og det andet. Meget interessant historie. Manden var mig, men samtidig havde det hele ligesom ikke noget med mig at gøre«.

Da Carl Holst tirsdag kl. 14.22 opgav sit ministerjob, havde det hele givetvis længe lignet en film for hovedpersonen. Carl Holst var jo undervejs mod magten. Statsministeren selv er og var hans nære ven og protegé, det politiske håndværk med tilhørende gennemslagskraft og brutalitet var trykprøvet i Region Syddanmark, og Venstre-rødderne kunne ikke være mere saftspændte med en fortid som VU-formand.

Carl Holst var altså undervejs mod magten i en pansret ministerbil, der lige nu kørte ud fra Forsvarsministeriet på Holmens Kanal, men som med betydelig sandsynlighed om nogle år ville bringe Carl Holst til og fra Statsministeriet i Prins Jørgens Gård.

I det lys var filmen om den personlige assistent og eftervederlaget og de redigerede fakturaer noget uvirkelig. Det er overhovedet ikke en film, der handler om vejen mod magten. Det er en film om bagateller og ligegyldigheder, der er forstørret op, og nu farer rundt som summende fluer i en vindueskarm. Men heldigvis kan man forlade rummet med fluerne og få fred.

Hvordan Carl Holst i ugevis kunne ignorere den infernalske summen af fluer i vindueskarmen, ved kun han selv. Han lugtede til sidst så meget af såret dyr, at Christiansborg-journalisterne var begyndt at tale om, hvordan jagten omsider kunne føres til en ende. Læg dertil et politisk bagland, der plantede karaktermord efter karaktermord i dagspressen. Dette bagland iscenesatte en film, hvor Carl Holst gik fra at være 'Manden der er på vej mod magten' til 'Manden ingen kan tage alvorligt'. Komiske Carl.

Carl Holst ville ikke læse skriften på sin egen gravsten, da alle andre kunne læse den. Han forlod i stedet rummet med de summende fluer og den ubehagelige filmføljeton og vendte som sådan virkeligheden ryggen.

Hvordan kan man dét? Det kan man som minister – og topleder – ved at vende sig mod sine nære omgivelser. Om morgenen afhentes man af ministerchaufføren, der hurtigt sanser, at personen på bagsædet er under pres og søger fortrolighed. Fortrolighed bliver hurtigt til bekræftelse i, at omverdenen er uretfærdig. De elskværdige medarbejdere i ens forkontor opdager også lynsnart, at chefen søger bekræftelse i verdens urimelighed. Så det får han/hun.

Og sådan bliver det ved op ad dagen. Og den ene dag tager den anden, og den ene uge tager den anden.

Hvad man virkelig kan undre sig over, er, at Carl Holsts 'bestyrelsesformand' lod filmen køre i ugevis. For han kender turen. Og han er Carl Holsts nære ven. Men det var måske venskabets bagside: At han ikke nænnede at fortælle Manden på vej mod magten, at filmen faktisk er virkelig.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator på Finans, er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev, og efterfølgende har han været kommunikationschef i bl.a. Skandia, Sampension og DTU. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.