Motivationen der blev dræbt
Topskat og moderne kontanthjælpsloft – to varme emner som for nyligt blev debatteret i de danske medier. Men i virkeligheden er det to alen af samme stykke. Og det stykke handler om motivation.
En bekendt fik for nogle måneder siden tilbudt et nyt job.
Mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage.
Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, så valgte min bekendte at takke nej - alene af den grund, at topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation, hun havde udsigt til for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.
Nu er der udsigt til, at jobbet besættes af en udlænding, som hentes til landet på forskerordning med deraf følgende skatterabat. Hvem er det egentlig, som lader sig snyde her? Havde vi aflivet topskatten, så var jobbet blevet på danske hænder, og statskassen havde ikke behøvet at give en skatterabat.
Desværre – kunne man fristes til at sige – er det ikke kun i toppen, at skattebyrden dræber motivationen.
Også i bunden ser det ud til, at folk mister motivationen til at yde for sig selv og for samfundet. Således kunne vi læse de voldsomme reaktioner på regeringens nyligt fremlagte 'moderne kontanthjælpsloft', som bl.a. betyder, at en kontanthjælpsmodtager i Fredericia mister retten til at holde ferie med sine børn. En af konsekvenserne i det moderne kontanthjælpsloft er nemlig, at ferieretten inddrages.
En af præmisserne for det 'moderne kontanthjælpsloft' er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men selvfølgelig skal det da kunne betale sig at arbejde. Hvor mange filantroper tror regeringen og folketinget, der er i Danmark? Hvor mange mennesker tror man arbejder for deres blå øjnes skyld? Tænk, at vi er sunket så dybt i den armod, som vores omfattende velfærdsstat har medført, at vores politikere har på agendaen "at det skal kunne betale sig at arbejde". Det er jo skammeligt.
Tragedien fuldendes, når medierne falder over sig selv for at bringe historier om, hvor store og alvorlige konsekvenser det moderne kontanthjælpsloft vil få. Børn af kontanthjælpsmodtagere bliver straffede, fordi deres forældre ikke har ret til ferie, og derfor kommer børnene ikke på rejser.
Men glemmer vi ikke, at der findes masser af børn, som ikke kommer på ferie, selvom begge deres forældre arbejder? Vel at mærke forældre, som bidrager til samfundet og betaler skat af frugten af deres arbejde, men som på grund af de tunge skattebyrder ikke har råd til at lægge til side og give deres børn udlandsrejser?
Børn af kontanthjælpsmodtagere bliver straffede, fordi deres forældre ikke har ret til ferie, og derfor kommer børnene ikke på rejser. Men glemmer vi ikke, at der findes masser af børn, som ikke kommer på ferie, selvom begge deres forældre arbejder?
Men lad mig sige det, så det ikke kan misforstås: Det er IKKE systemet, som straffer børn af arbejdsduelige kontanthjælpsmodtagere. Det er kontanthjælpsmodtagerens egen uansvarlighed. At tro, at man kan leve et liv på offentlig forsørgelse, uden at det på et tidspunkt får konsekvenser, burde være dagdrømmeri. Desværre er vi vidne til, at velfærdsnarkomanien lader en pæn del af den arbejdsduelige styrke sove i en tryg rus uden konsekvenser. Og man fristes til at tænke, at det offentlige system slet ikke har noget incitament til at få folk i arbejde – for jo flere klienter, der er, jo flere sagsbehandlere og jo flere ansatte på jobcentrene er der behov for.
Og dermed har man etableret et økosystem, som fodrer sig selv - finansieret af hårdtarbejdende danskere.
Det er IKKE systemet, som straffer børn af arbejdsduelige kontanthjælpsmodtagere. Det er kontanthjælpsmodtagerens egen uansvarlighed. At tro, at man kan leve et liv på offentlig forsørgelse, uden at det på et tidspunkt får konsekvenser, burde være dagdrømmeri.
Netop denne klientgørelse må stoppe. I programmet Cordua & Steno på Radio 24syv fortalte Pernille Vermund (tidligere folketingskandidat for De Konservative) om hendes egen historie. I samme øjeblik hun blev skilt, og på papiret stod som enlig mor til tre, opfattede system-Danmark hende som ressourcesvag, og så stod adgangen til de offentlige kasser åben. Først blev hun opkrævet en masse i skat for dernæst at få en pæn del af pengene retur i form af diverse tilskud.
Denne omfordeling er en meget dyr øvelse for den danske husholdningskasse. Man må håbe, at en borgerlig-liberal regering tør vove pelsen og slanke den offentlige sektor, så vi får luget ud i den unødige administration. Derefter kan man kanalisere disse penge tilbage i borgernes lommer. For først når den almindelige arbejdende borger kan se frugten af sin egen indsats, får vi motivationen tilbage på rette spor.
Og det vil være til gavn for hele Danmark.
Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.