Mange glemmer at være flittige og vedholdende

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi som individer mestrer evnen til at overvinde os selv, sætte os selv og vore behov til side for at vi kan ”blive til noget”, og for at ”vi kan yde vort bedste – både for os selv og for fælleskabet”. Desuden tror jeg på, at langt de fleste former for uddannelse og dygtiggørelse er afhængig af, at man er flittig, vedholdende, selvdisciplineret og grundig.

Medfødte evner – ja, de har nok også noget at sige, men de kan ikke stå alene. Min drivkraft kommer først og fremmest fra den motivation, jeg finder i at kunne få lov til at tage ansvar. Den, som har evnen, har efter min overbevisning også pligten.

Jeg er vokset op i 1960’erne i et hjem, hvor min far både levede og inspirerede min bror og mig ud fra devisen, at det var forbudt ”at springe over, hvor gærdet er lavest”. Dengang reflekterede jeg ikke så meget over, hvorfor han egentlig havde den opfattelse.

I 1960’erne gik vi piger i den såkaldte ”flinkeskole”, så jeg gjorde mig umage og anstrengte mig, fordi det var det, der blev forventet. Og jeg tror, det var godt for den lille pige, at der blev stillet krav og sat mål. Ikke at få en uddannelse, var ikke en mulighed, så jeg var flittig, vedholdende og jeg fik en uddannelse, og jeg vidste, at forventningen var, at jeg skulle kunne forsørge mig selv.

Siden da har jeg i mange, mange år været i stand til at brødføde både mig selv og min efterhånden ret store familie. I voksenlivet – i en ledig stund – har jeg ind imellem tænkt over, at det måske kunne være en meget god ide netop at springe over, der hvor gærdet er lavest. Og så ved nærmere eftertanke – ja, så var jeg nok ikke blevet udsat for de mange lærerige erfaringer, som den besværlige og ind imellem langsommelige vej har givet mig.

I dag anvender jeg ikke selv metaforen med forbuddet mod at benytte sig af det laveste sted på gærdet. Oversættelsen, som mine børn vil huske mig for, har været, at jeg altid har forlangt af dem, at de skule være villige til ”at gå den ekstra mil”.

Mine børn er vokset op i 1990’erne og 00’erne, og i den periode har samfundet efter min opfattelse ladet sig påvirke i en retning, hvor vi har skabt en kultur, der i højere grad har opfordret vi mennesker til at definere os ved vore ambitioner, drømme og fantasier uden rigtigt at kaste lys på, hvad det kræver af tid, flid og vedholdenhed at nå de ambitioner. Den kultur understøtter efter min opfattelse menneskets manglende evne til nøgternt at vurdere egne talenter og ansporer til konsekvent at overvurdere, hvorvidt evnerne nu også står mål med ambitionen.

Selv har jeg hele livet været bange for ikke længere at kunne udvikle mig fagligt. Ikke længere at kunne pushe mig selv til at kunne noget nyt og måske anderledes.

Jeg er angst for at blive dummere i morgen, end jeg er i dag, og de eneste sygdomme, der virkelig skræmmer mig, er dem, der kan ødelægge min hjerne og dermed min evne til at huske, tænke og agere fornuftigt. Jeg tror, der er mennesker, der bliver dummere i morgen, fordi de blot bruger af tiden og ikke reflekterer over, hvad tiden egentlig anvendes på. Bare at snakke sammen, men ikke føre samtaler med dem, vi har valgt at bo sammen med eller med arbejdskolleger og venner, fører sjældent til nytænkning.

Hvis partneren eller veninden ikke giver dig noget, så gør noget ved det. Sæt krav til kvaliteten af samtalen, og hold dig selv og andre oppe på, at vi sammen igennem samtalen kan udforske og nytænke og ikke blot plapre og hygge os med ”small talk”. Ellers bliver du dummere, og det gør dem, vi snakker med, også.

Undersøgelser fra bl.a. Rockwool Fonden har vist, at vi i Danmark tror, at vi arbejder og studerer mere, end vi reelt gør. Der er en beviselig modsætning imellem, hvad vi tror, vi gør, og det, vi reelt gør. Vi tror måske, at vi arbejder eller sidder med læselampen tændt i 40 timer om ugen, men glemmer, at vi mandag havde barns første skoledag, at vi tirsdag skulle til fysioterapeut til behandling for det knæ, der blev skadet under Berlin Maraton, og at vi fredag sov for længe, og derved kom til at sidde meget lang tid i kø på motorvejen inden vi nåede frem til arbejdspladsen. Vi arbejder ganske enkelt ikke det antal timer på arbejdsmarkedet, som vi tror, vi gør.

I de samme årtier er vores effektivitet, produktivitet, innovationskraft og dermed konkurrenceevne faldet. Har vi måske brugt mere tid på at realisere os selv, end vi gjorde før i tiden?

Nutiden kalder efter min opfattelse på, at vi, bør genopdage nogle af de idealer, som jeg i sin tid voksede op med, og som jeg tror, jeg ganske succesfuldt har givet videre til mine tre døtre. Jeg tror, at man løbende skal gøre status over egne muligheder såvel som begrænsninger, og at man – uanset hvilken livsfase man er i – sjældent bør tillade sig at stoppe, før den ekstra mil er tilbagelagt. Hvis min forudsætning er korrekt for alle os helt almindelige ikke særligt talentfulde mennesker, hvis flid og vedholdenhed over tid er afgørende for kvaliteten af det, vi udretter, så er det også korrekt, at vi – til et vist punkt – bliver dygtigere med alderen.

I det øjeblik, vi opnår sund selverkendelse, har vi et bedre udgangspunkt for, at vi ikke vil nøjes med at ”holde samfundet kørende”, men at vi i stedet skaber et bedre, klogere og mere velstående fællesskab.

Jeg tror på, at langt de fleste af os ikke er noget særligt, hvad angår talent. Der er ikke mange, der har specielle eller særlige evner. Og selv de få, der har ”særlige evner”, må arbejde hårdt og vedholdende, hvis de virkelig vil være blandt de bedste. Malcolm Gladwells 10.000 timer øvelsesregel (fra bogen ”Outliers") gælder for de fleste discipliner, vi mennesker forsøger at mestre. Hvis man vil lykkes med noget, kræver det, at man leverer en indsats i form af arbejdstimer.

Bogen beskriver, at hvis man virkelig vil nå eliten, uanset om det gælder computerprogrammering, tennis eller at blive solo-violinist eller popmusiker, så kræver det hårdt arbejde: 10.000 timersreglen siger, at det kræver 10.000 timers træning at blive rigtig god til noget.

Forskning peger på, at hvis en musiker er god nok til at komme ind på en af de bedste musikskoler, så er det eneste, der differentierer den ene kunstners resultat fra den andens, hvor meget han eller hun har øvet sig. Det er alt. Og de bedste øver sig ikke bare mere eller meget mere end de andre. De øver sig meget, meget, meget mere.

Og når vi nu er mindre flittige, end vi var for 20 år siden, når vi nu arbejder mindre, end vi gjorde, da mine forældre og bedsteforældre var erhvervsaktive, så synes jeg, at det er noget, vi bør erkende og forholde os til og ikke mindst være ærlige om. Den ærlighed og selverkendelse tror jeg, vil kunne forhindre megen stress og jag, som ellers får ansvaret for menneskers mistrivsel i dag. Er vores protestantiske arbejdsetik og -moral til dels forduftet i 00’ernes medvind, næsten uden at vi har lagt mærke til det?

Hvis vi skal forsætte med at være blandt verdens mest innovative, konkurrencedygtige, produktive, succesrige samfund, som mange politikere prædiker, at vi skal, så kræver det, at vi erkender, at vi kun er udrustet helt almindeligt, når det gælder intellektuel, intelligens- og uddannelsesmæssig formåen. Her ligner vi også alle de andre, der bor på planeten.

At vi er særlige i vores individuelle ”jeg”, det er noget helt andet, som jeg gerne skriver om en anden gang.