Ja-siden fylder danskerne med ækel propaganda

Både Venstre og Socialdemokraterne har lanceret kampagner for på bedste demagogiske vis at vildlede danskerne til at stemme ja den 3. december. På overfladen rummer begge kampagner sympatiske budskaber om at gøre livet surt for pædofile, stoppe handel med kvinder og støtte politiet i deres indsats for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Men det er kun på overfladen.

Begge kampagner deler på en meget uheldig måde verden i absolutter: Enten er du med på holdet og stemmer ja, eller også sympatiserer du med forbryderne, de pædofile og alfonserne. For man må forstå, at det alene er disse tre temaer, som er væsentlige set med ja-sidens øjne.

Jeg føler mig i den grad ramt af ja-kampagnen og måtte se mig selv i spejlet endnu engang. Sympatiserer jeg med de pædofile? Går jeg ind for handel med kvinder? Ønsker jeg at gøre livet surt for politiet? Før havde jeg tænkt mig at stemme nej, men nu skal jeg altså føle mig som en skidt person og bære rundt på en skyldfølelse af, at landet den 4. december bliver et rent slaraffenland for alverdens kriminelle. Bare fordi jeg stemmer nej!

Men måske er verden slet ikke så sort/hvid, som ja-partierne gerne vil gøre den til. Måske er man ikke en slet person, fordi man afviser at stemme ja til de åbenlyse fordele ved et tættere politisamarbejde.

Men for mig ligger sandheden et helt andet sted. Jeg vil gerne gøre livet surt for alverdens kriminelle. Men jeg vil ikke give vores hjemlige ja-politikere en magt til at afgive suverænitet i metermål på retsområdet. Slet ikke når man ser på, hvordan de har skaltet og valtet med vores retssikkerhed og velfærdssystem de seneste år.

Lad mig lige minde om, at det var under den forrige regering, at begrebet »nødløgn« blev opfundet til at dække over en minister, som fandt det belejligt at lyve for Folketinget. Den minister kom fra Socialdemokratiet. Og ikke engang partiets leder fandt det anstødeligt, at ministeren løj for Folketinget og dermed befolkningen. Hvordan skal vi kunne vide os sikre på, at Socialdemokraterne har i sinde at oplyse befolkningen om hele sandheden ved EU, når man i den grad har en så lemfældig omgang med sandheden?

Selv samme parti havde en finansminister som åbenlyst nærede en så stor mistillid til folketingets finansudvalg at han afholdt dem fra at få indsigt i salget af Dong. End ikke kritik fra folketingets præsidium fik denne finansminister til at ryste på hænderne. Hvordan kan vi som befolkning vide os sikre på, at det meget EU-pro Socialdemokrati ikke vil forholde vigtig information for den danske befolkning?

Også i den radikale lejr rasler skeletterne. Solcellesagen er et eksempel på en hullet lovgivning og en minister som ikke fandt det nødvendigt at reagere til trods for at embedsværket orienterede ministeren om sagen. Den sag koster danskerne milliarder, ministeren fik en næse og blev så senere forfremmet til udenrigsminister.

Også den nuværende regering har en sand kirkegård af skeletter i skabet. SKAT har om nogen været et smertensbarn og skandalerne har stået i kø for at komme ud i det åbne. Men hvordan har den øverste ledelse reageret? Man fyrede nogle mellemledere, men den øverste direktør for SKAT sidder stadig på posten - for skatteministeren holder hånden over ham. Det er den samme slags kammerateri, vi ser i EU-systemet.

Med mængden af politiske skandaler in mente kan man jo glæde sig over, at vi har en offentlighedslov, som gerne skulle give bl.a. medierne indsigt i de sager. Men også her har man garderet sig: For den lov begrænser i meget stort omfang adgangen til at føre kontrol med lovgiverne. Flere partier har dog ønsket, at loven revideres allerede nu, men justitsministeren finder det ikke nødvendigt. Man kan jo spørge sig selv hvorfor?

Under dække af en på overfladen sympatisk kampagne, vil ja-partierne have os til at stemme for deres agenda. Men det er kun et skalkeskjul for det, som vi i virkeligheden stemmer for: Nemlig at ja-partierne tilraner sig en magt, som sætter Grundlovens §20 ud af kraft, således at ja-partierne med et simpelt flertal kan afgive suverænitet til EU. Og det er en alvorlig sag.

Jeg er oprigtigt nervøs for at overlade så vigtige beslutninger som afgivelse af suverænitet er til et spinkelt flertal i folketinget - specielt når jeg ser på mængden og alvoren af de politiske skandaler, som har præget den politiske agenda de senere år. Derfor bør danskerne spørge sig selv, om de tør stole på, at ja-politikerne har indsigt og integritet nok til at kunne forvalte - ikke bare vores, men også kommende generationers - interesser.

For det er nemlig konsekvensen af at afgive suverænitet: Vi kan aldrig få den igen.

Christian Strarup er uddannet MBA, arbejder i den private sektor og liberal samfundsdebattør.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.