»Ligesom man nok aldrig bliver helt klar til at få børn, så bliver man nok heller aldrig helt klar til at stifte virksomhed«

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jeg husker tydeligt en af vores første lektioner på økonomistudiet. Vores professor i organisationsteori kiggede rundt i lokalet, hvorefter han spurgte: »Hvor mange herinde vil gerne have deres egen virksomhed på et tidspunkt?«.

Jeg tøvede lidt og rakte hånden op. Min tøven skyldes ikke, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede at starte mit eget, men min klare overbevisning om, at alle ville. »Det må da være drømmen for os alle, hvorfor overhovedet spørge om det?« tænkte jeg, mens jeg skævede rundt i lokalet.

Jeg blev derfor overrasket, da jeg hurtigt konstaterede, at det var under en femtedel af mine medstuderende, der havde hånden oppe. Næsten lige så overrasket blev jeg over at se hvor få piger, der rakte hånden op. Vi piger var underrepræsenteret på studiet i forvejen, men spørgsmålet om iværksætteri delte vandene yderligere.

Efter timen udtrykte jeg min undren overfor en af mine kvindelige medstuderende, hvortil hun svarede: »Det er enormt hårdt at være iværksætter, og den dertilhørende livsstil kan være svær at forene med et familieliv.«

At iværksætteri langt fra er for alle, det var den første åbenbaring, jeg fik.

Den næste åbenbaring skulle først komme efter, at jeg havde slæbt mig igennem økonomistudiet, forceret en interesse i finansielle markeder og til sidst forfulgt en fabrikeret drøm om et arbejde i en investeringsbank. Iværksætterdrømmen levede stadig i bedste velgående. Jeg havde ikke en klar forestilling om, hvad jeg gerne ville starte, men jeg var ret sikker på, at det ikke skulle være relateret til finansiering og investering. Så hvorfor overhovedet bruge al den energi på at opbygge en karriere inden for dette felt?

Sandheden var, at jeg havde behov for en form for legitimitet, før jeg turde tage springet. At min blåstempling ville være irrelevant, det var underordnet. Jeg havde bare behov for en ballast i form af et 'blue chip' navn på CV’et.

Det var først, da jeg indså, at denne blåstempling var et udtryk for en usikkerhed, som flere års erhvervserfaring aldrig ville kunne gøre kål på, at jeg besluttede mig for at forsøge at realisere drømmen om at starte egen virksomhed.

Jeg har senere erfaret, at mange af mine veninder, hvad end de er iværksættere, eller blot overvejer at blive det - jeg refererer til dem som entreprecurious - ofte gør sig samme tanker, når det kommer til at starte sit eget. I mellemtiden kaster mange af mine mandlige venner sig ud i det ene startup efter det andet. Oftest sker dette med en ”går den så går den” mentalitet, som man både kan beundre og betvivle.

Denne kendsgerning reflekterer en forskellighed mellem mænd og kvinder, som selv forskere anerkender: Nemlig at mænd generelt er mere impulsdrevne og selvsikre end kvinder. Og om end disse egenskaber er medvirkende til, at flere mænd tager springet, så er de ikke nødvendigvis ensbetydende med, at mænd klarer sig bedre som iværksættere. For som Niels Vejrup Carlsen fra venturefonden SEED Capital rigtig nok påpeger, så klarer virksomheder i opstartsfasen sig ofte lidt bedre, når der er lidt kvindelig eftertænksomhed med i bestyrelsen.

Derfor skal dette på ingen måde tolkes som en opfordring til, at kvinder dropper iværksætteriet. Tværtimod. Jeg støtter ivrigt alle mine veninder og bekendte (kvindelige såvel som mandlige), når de udtrykker interesse for iværksætteri.

Når det er sagt, så er jeg bange for, at uddannelse - som Niels Vejrup Carlsen påpeger i sin artikel - kun er halvdelen af ligningen. Den anden del er et opgør med den traditionelle ligestillingsdoktrin og en erkendelse af vores forskelligheder.

Så til alle jer kvinder: Omfavn dine usikkerheder som et udtryk for, at det her virkelig betyder noget for dig. Forstå dem og omsæt dem til en drivkraft. Brug din tendens til at internalisere som en mulighed for at reflektere. Ligesom man nok aldrig bliver helt klar til at få børn, så bliver man nok heller aldrig helt klar til at stifte virksomhed.

Nu er derfor lige så godt et tidspunkt som et hvilket som helst andet.

Af Sarah Louise Hansen, der er økonom fra Københavns Universitet (cand.polit.). Hun arbejdede bl.a. i den amerikanske storbank JPMorgan Chase i London og hos Kairos Commodities i København, før hun blev selvstændig og stiftede tøjmærket Bowery & Fourth.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.