Fortsæt til indhold

Tidl. bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank om retsopgør: »Sådan noget sker kun i Bangladesh«

Det er ejendommeligt, at en kritiseret tilsynsdirektør nu sidder og fører erstatningssag mod ledelsen i Roskilde Bank, skriver Ib Mardahl-Hansen, bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank 2006-2008.

Debat
Ib Mardahl-Hansen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Tidligere begrundede Finansiel Stabilitets direktør, Henrik Bjerre Nielsen, de erstatningssager, der føres ved domstolene med ønsket om, at staten fik erstattet en del af de tab, som man fik ved overtagelse af konkursramte banker, herunder Roskilde Bank.

Allerede inden retssagen begyndte, stod det klart, at erstatningssagen mod ledelsen i Roskilde Bank vil koste skatteyderne langt mere end de sagsøgtes er i stand til at betale, selv hvis de dømmes med piber og trommer.

Så nu har direktøren ændret mening! Nu er begrundelsen for erstatningssagen, at der skal føres et opgør med finanskrisen.

Det er da noget af et meningsskifte og en voldsom ambition. Vejen til Wall Street kan brolægges med politiske, administrative, erhvervsmæssige og finansielle beslutninger truffet inden finanskrisens indtræden, der siden har vist sig at være forkerte.

Så hvis vi kan vente et opgør med finanskrisen fra Finansiel Stabilitet, tror jeg, at antallet af domstole skal forøges ganske betydeligt.

Et opgør med finanskrisen må da også føre til, at der skal findes en ny direktør til Finansiel Stabilitet. Henrik Bjerre Nielsen fik som direktør for Finanstilsynet alvorlig kritik i en advokatundersøgelse for sin og tilsynets rolle i Roskilde Bank, selvom banken var under skærpet tilsyn.

Det er da et ejendommeligt opgør med finanskrisen, at den kritiserede direktør nu sidder og fører erstatningssag mod ledelsen i den samme bank?!

Sådan noget sker vist kun i Bangladesh og nå ja, og så i Danmark.

Af Ib Mardahl-Hansen, bestyrelsesmedlem i Roskilde Bank 2006-2008.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.

Artiklens emner
Roskilde Bank
Henrik Bjerre-Nielsen