Fortsæt til indhold

Boligens Tesla flytter til Danmark

Vi forpassede chancen for at gøre verden bæredygtig for 40 år siden, mens vi stadig havde muligheden. Skal vi i stedet investere i det regenerative samfund?

Debat
Lone Fønss Schrøder

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lone Fønss Schrøder er bestyrelsesformand i Saxo Bank og sidder i bestyrelsen hos bl.a. INGKA (IKEA), Volvo og Schneider.

Fremtiden tilhører de regenerative samfund.

Sådan lyder spådommen fra den amerikanske forsker, James Ehrlich. Og når han snakker, bør man lytte.

Ehrlich er senior technologist på Stanford University og fellow ved NASA’s forskningscenter. Der er altså tale om en fremtidsforsker på et af verdens førende universiteter midt i Silicon Valley – et universitet, der udklækker de innovatører og programmører, der udvikler og implementerer fremtiden.

Ehrlich fortalte mig, at den sidste gang han besøgte Europa, blev han alene på motorvejen fra sit hjem syd for San Francisco til lufthavnen overhalet af to førerløse Google-biler samt en tungt lastet truck - ligeledes førerløs.

I Gøteborg hos Volvo har jeg set deres bud på førerløse biler på nært hold. De er meget snart en realitet. Man kan dermed optimere tidsforbruget ved at sidde som passager i sin Volvo, mens bilen selv navigerer rundt i trafikken. Er det sikkert? Ja. Det er videnskabeligt og empirisk bevist, at den elektroniske bilist kører mere sikkert end selv den mest habile chauffør.

Vores diskussion om selvnavigerende biler og om blockchain-teknologier, hvor mellemmænd skæres fra og forretningens værdikæde bindes sammen via computere og netforbindelser, var en fin indledning til den diskussion, jeg gerne ville have med ham: Om fremtidens boligform.

Ehrlich er en af hovedarkitekterne bag RegenVillages, et Stanford spin-off. Han er sammen med innovatører fra universitet og kommercielle partnere drivkræften bag et forsøg, der bedst kan betegnes som boligens Tesla – et forsøg på at skabe et selvforsynende samfund. Både i forhold til energi- og ernæring.

Stanford-folkene mener, at vi allerede for 40 år siden havde muligheden for at skabe et bæredygtigt samfund, men vi missede muligheden. Og i den mellemliggende tid har ressourceforbruget, forureningen og den teknologiske udvikling bevæget sig for langt i en retning.

Derfor skal vi nu i stedet tænke regenerativt.

Det handler nemlig om mere end blot miljø og klima. Fremtidsforskerne ser en hel stribe af problemer i horisonten, som et regenerativt samfund skal adressere: Mangel på job i produktions- og servicesektoren, mangel på rent vand, energiudfordringer og dysfunktionelle storbyer. Robotter og selvlærende intelligente supercomputere vil løse mange af de job, vi har nu, og sætter energiforbruget yderligere i vejret.

Ehrlichs bud på en løsning er små selvstændige uafhængige og selvforsynende samfund med egen energi og jobskabelse. Og Stanford-gruppen har, efter at have tilbragt de seneste 18 måneder med at udforske og validere markedet i Europa, Asien, USA og Afrika, besluttet, at en af RegenVillages første testbyer skal etableres i Danmark.

»Vi har valgt Danmark på grund af landets verdenskendte brand for uovertruffen æstetisk design og holdbarhed, samt sin rige historie i økosamfund, bofællesskaber og stærke lokale tilknytningsforhold,« sagde Ehrlich.

'Regen' er en forkortelse for 'regenerativ'. Konceptet er i første omgang at integrere afprøvede teknologier på en ny måde i denne moderne landsby. Det kan fx være bygningsmiljø, vedvarende energi og energidistribution, fuldautomatiske maskiner til vand og affaldshåndtering eller et økologisk vandbassin for fødevareproduktion, hvor alle ressourcer optimeres i det lukkede samfunds kredsløb.

Flere kommuner i Danmark har engageret sig og vist interesse, herunder Roskilde, Odense, Frederikssund, Guldborgsund og Halsnæs. RegenVillages forhandler også med partnerne i industrien såsom Grundfos, Schneider Electric, IBM, HTC, Philips, Skanska og senest IKEA.

Ehrlich har en ambitiøs plan om at søsætte de første fem pilot-hjem i 2016.

Projekt skal kunne skaleres, men lige nu fokuserer man på pilotarbejdet og samarbejdet med en europæisk non-profit. Man ønsker at oprette offentligt-private partnerskaber og finansiere udviklingen via bl.a. obligationsudstedelser.

»Fremtiden for os mennesker vil være i regenerative samfund, og der vil ske en omvendt urbanisering: Udvandring fra by til landområder, fordi million af byer vil have en for spinkel struktur til at rumme de yderligere to milliarder mennesker, der forventes på jorden i de næste 30-år,« sagde Ehrlich.

RegenVillages sigter altså efter at reducere ressourcetrækket og omfordele forbruget ved at udvikle grønne feltprojekter. Selv om man kan blive næsten helt trist af at lytte til Ehrlichs dystre billede af jordens fremtid, er dette et pilotprojekt med super interessante perspektiver.

Lone Fønss Schrøder er bestyrelsesformand for Saxo Bank, Senior Advisor for Credit Suisse og sidder i bestyrelsen for en række internationale virksomheder bl.a. INGKA (IKEA), Volvo og Schneider. Lone skriver fast for Finans.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.

Artiklens emner
Lone Fønss Schrøder