Thulesen Dahl har sendt Erhvervsdanmark til tælling
Opinion: I tre forsøg ud af tre har Erhvervsdanmark nu teamet op med taberne, når danskerne skulle stemme. Hvad gør erhvervsorganisationerne næste gang en vigtig sag skal køres igennem?
Erhvervslivet må gentænke sin måde at lave politik på – eller marchere ind i flere nederlag. Det er læren af EU-afstemningen, der giver landets virksomheder og deres organisationer tre store udfordringer.
Udfordring 1: Erhvervslivet er kommet ind i en skure, hvor de teamer op med taberne. Det kan meget muligt være, at taberne er ”the good guys” i 19 ud af 20 erhvervslederes øjne, men de er taberne.
Under valgkampen om retsforbeholdet svejser de store erhvervsorganisationer sig fast til en alliance af politiske partier, der rækker fra SF til De Konservative. Uheldigvis taberholdet, viser det sig torsdag aften kl. 20.
Det samme sker op til folketingsvalget i juni. Her argumenterer Dansk Industri så længe og inderligt for at lette udlændinges adgang til at kunne tage arbejde i Danmark, at organisationen ender med at have en radikal minister som sit talerør – og at komme i åbent skænderi med Dansk Folkeparti, der hen på valgaftenen viser sig at være blevet landets næststørste parti. Ikke optimalt.
Forholdet mellem store dele af dansk erhvervsliv og Dansk Folkeparti er på niveau med sibirisk permafrost
Og under EU-parlamentsvalget støtter man også taberne, viser det senere valgresultat: De klassiske blå partier lider et sviende nederlag. Tendensen er ved at være, at erhvervslivet holder på de heste på Christiansborg, der kommer i mål uden for pengene.
Udfordring nummer 2: er næsten lige så slem. Hvad stiller man op, hvis de politikere, man deler interesser med, bare ikke kan levere varen? Som for eksempel at skaffe et JA til at fjerne retsforbeholdet, så danske virksomheder kan få samme juridiske betingelser som deres europæiske konkurrenter.
Hvad gør Dansk Industri og Dansk Erhverv næste gang? Hvis en virkelig vigtig EU-sag for erhvervslivet kræver, at der kan skrabes et flertal sammen ved en folkeafstemning? Modellen, hvor Dansk Industri og Dansk Erhverv satser hele butikken på, at Venstre, Konservative og Socialdemokraterne kører den hjem, ligner efter i går gambling.
Udfordring 3: Forholdet mellem store dele af dansk erhvervsliv og Dansk Folkeparti er på niveau med sibirisk permafrost. Dialogen mellem parterne minder ind i mellem om et skænderi i Statsforvaltningen – og med nej’et i går har Dansk Folkeparti samtidig cementeret sin position som krumtappen i dansk politik.
Kan du se problemet? Det er, hvad jyder vil kalde en rigtig skidt forretning at være på kant med Kristian Thulesen Dahl. Han vil som Danmarks mest magtfulde politiker komme til at bestemme, hvad det er for en ordning, som kommer til at afløse retsforbeholdet, og han vil få en kolossal indflydelse på Danmarks fremtidige Europa-politik. Kristian Thulesen Dahl kan nemlig levere vælgerne.
Men på en sen torsdag aften i december kan det godt virke som om, at Erhvervsdanmark ikke har opdaget den nye politiske virkelighed.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator på Finans, er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.
Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.