Skab dig – og jer!
Adgangssamfund, deleøkonomi, innovationssamfund eller skabersamfund. Kært barn, mange navne – og bag hvert navn gemmer sig det faktum, at vores samfunds bagvedliggende struktur ændrer sig fundamentalt i disse år. Den forandring må bestyrelsen, direktionen og ledelsen må forholde sig til.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Før industrisamfundet var erhvervslivet et håndværkssamfund karakteriseret ved, at den enkelte håndværker var i direkte dialog med sine kunder. Ikke noget med værdikæder og medarbejdere. Ledelse fandtes ikke – det var forbeholdt militæret og måske centraladministrationen.
Håndværksmester havde en lærling, som skulle oplæres til at overtage, når mester ikke kunne mere, og derved sikre, at landsbyen stadig kunne få skoet hesten og lappet kareten eller få friskbagt brød.
Med industrialiseringen og samlebåndet fik vi lange værdikæder, og den enkelte – nu arbejder – var meget sjældent i kontakt med kunderne. Virksomheden havde behov for arme og ben til effektivt, dygtigt og hurtigt at udføre et bestemt stykke delarbejde.
De forskellige dele af værdikæden skulle helst ikke modarbejde, men medarbejde. Det kaldte man så arbejderne, som stod der: medarbejdere.
Til at styre og sikre, at det skete, og det til rette tid, måtte der så nogle ledere til, eller managere, om man vil. Man kunne starte som fejedreng og arbejde sig op til at blive administrerende direktør og sidde på toppen med mest viden om, hvad og hvordan medarbejderne skulle gøre.
Ledernes forståelse og påvirkning af medarbejderne har aldrig været vigtigere.Søren Eckhardt, direktør i Mercuri Urval
Man kunne give svar. Autoritet i kraft af position. Medarbejderen gik på arbejde for at tjene penge til dagen og vejen.
I videnssamfundet har virksomhederne ikke længere brug for medarbejdernes arme og ben. Det arbejde er outsourcet. Nej, i videnssamfundet er der brug for, at medarbejderne besidder den nødvendige viden, og at de er selvkørende, proaktive, selvledende, passionerede osv. Virksomhederne har behov for hjerne og hjerte.
Til at styre og sikre, at projekterne sker, må der så nogle managere til, eller ledere om man vil. Man kan blive ansat som administrerende direktør og sidde i midten med mindst viden og koordinere, sparre og coache primadonnaer, videns- og nøglemedarbejdere ved at spørge, så de kan svare på, hvad og hvordan de så skal gøre. Man kan ikke svare, men spørge. Autoritet i kraft af viden. Medarbejderen går på arbejde for at selvrealisere sig.
Prøv eventuelt at genlæse ovenstående afsnit i datid.
Og så nu – lige nu – på overgangen til skabersamfundet:
Globaliseringen er i fuld gang og vi skal alle lynhurtigt vænne os til nye logikker, hvor hverken arme og ben eller hjerne og hjerte er knappe ressourcer. Det er bare et spørgsmål om, hvor og hvordan vi får adgang hertil.
Menneskets betydning for virksomhedernes fremtidig resultatskabelse og succes har aldrig været større.Søren Eckhardt, direktør i Mercuri Urval
Uber, AirBnB, GoMore med flere er gået forrest med nye forretningsmodeller i en deleøkonomi, hvor fokus er på værdiskabelse ved brug af frie ressourcer eller overskudsressourcer. Værdikæder bliver digitaliseret, og 3D-printere gør deres indtog over alt. Computerspilsgenerationens virtuelle virkeligheder realiseres, og internettet gør verden større for det enkelte menneske med hensyn til muligheder; og mindre for menneskeheden med hensyn til kommunikation, dataoverførelse, netværk og ansvar.
I skabersamfundet er det ikke medarbejdernes arme og ben, hjerne og hjerte – det er det også – men deres tillid og sårbarhed, som virksomhederne har brug for. Skabelse i skabersamfundet er ikke et individuelt selvrealiseringsprojekt, men et relationelt meningsgivende partnerskab, hvor man handler med og i forhold til dem, som man har tillid til. Trusted partners, trusted advisors mm. Virksomheder og værdikæder bliver lige gyldige, medarbejdere og ledere bliver lige gyldige.
Skabelsen sker netop i den relationelle symmetri med fokus på mulighederne i relationen, hvor det, der relateres imellem, er lige gyldige. Og når relationen så bliver en meningsgivende enhed (partnerskab), så skal den jo relatere sig til noget for at forstå sig selv – noget ”udenfor” eller større.
Langhåret? Slet ikke, men en ny logik, som vi lige skal vænne os til.
Skabersamfundets vindervirksomheder bliver dem, som forstår, at skabelse er en tillidsvækkende generøs skaben sammen – sam-skabelse – mod noget større, hvor relationens sårbarhed bliver det forretningskritiske. Alle medarbejdere er potentielt direkte i kontakt med kunden.
Fordringen bliver til virksomheden og lederen:
»Sørg for med alt din sårbarhed at skabe de andre ved at bemyndige dem og gøre dem til vindere. Derigennem skabes I – skab jer!«
Ledernes forståelse og påvirkning af medarbejderne har aldrig været vigtigere.
Menneskets betydning for virksomhedernes fremtidig resultatskabelse og succes har aldrig været større.



