Fortsæt til indhold

Sådan hyrer man erhvervslivets svar på Barcelonas frontkæde

Det kræver en stor indsats, hvis man skal sætte et hold, der kan lede tankerne hen på fodboldens ”tre tenorer”.

Debat
Jan Stig Andersen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jan Stig Andersen er topchef i smykkevirksomheden Trollbeads og har en international baggrund som erhvervsleder.

»I vores klub er det holdet, der er stjernen.«

Hvor tit har man ikke hørt den forklaring fra en træner for et hold uden de store profiler. Sagt nærmest som en undskyldning i en professional sportsverden, hvor dækningen af alle former for holdsport fokuserer på eneren, stjernen.

Enhver ambitiøs leder drømmer om at stille med deres branches Messi, Neymar og Suarez på samme hold, for store personligheder kan flytte markedsandele.

Drømmen er dog blandet med en frygt for, at store egoer har svært ved at samarbejde. For i modsætning til det billede, medierne gerne tegner, kan stjernerne naturligvis kun folde sig ud, hvis alle på holdet trives og er indstillede på at arbejde for de stjerner, der som regel sparker bolden i mål.

Det er en lederudfording at sætte et hold med mange stjerner og få dem til at samarbejde. Man skal kunne finde en hob af individualister, man tror på vil trives i hinandens selskab. Det kræver, at man er i stand til at afkode mennesker. Man må spørge ind til personen bag titlerne og uddannelserne.

Lige netop evnen til at afkode hinanden er vi blevet mere akavede omkring. Teknologien bringer os tæt på, når vi er langt væk. Til gengæld er mange rykket længere væk, når de sidder lige over for hinanden – med en større eller mindre del af den humane CPU dedikeret til overvågning af smartphone’en.

For selv om vi aldrig har kommunikeret så meget og med så mange på samme tid, og selv om vi taler om nærhed til kunderne og om at tage kunderne i hånden – så er vi også blevet lidt mere kejtede i vores direkte møde med nye mennesker.

Vores ansættelsesprocedure handler ikke blot om, hvad kandidaten kan, men om hvem vedkommende er.
Jan Stig Andersen, topchef i smykkevirksomheden Trollbeads og har en international baggrund som erhvervsleder

Her taler jeg ikke kun om den irriterende forlegenhed omkring ”er-vi-på-krammer, håndtryk-eller-på-håndtryk-med albueberørings-hilsen?” Jeg aner også en udvikling, hvor både leder og ansatte nemt kommer til at forse sig på hinanden. Vi møder ikke mennesket, men mennesket som en bestemt profession, funktion eller stereotyp. Til en ansættelsessamtale er dette en farlig forseelse, for så kommer du til at hyre en skal i stedet for personen inde i skallen. Det bliver sjældent en velfungerende spiller på et vinderhold. Selv om man har lov at være heldig.

Den slags tanker tumlede jeg med efter en flyvetur til Newark forleden. Jeg havde haft en behagelig konversation med min ukendte sidemand over temaet ”og hvad laver du så?” Det er det, vi danskere spørger om som det første. Sikkert fordi arbejdet fylder meget i vores opfattelse af andre mennesker, og fordi vi er den nation af borgere med verdens højeste arbejdsfrekvens for kvinder og mænd samlet. Det var en hyggelig samtale, men bagefter var min ukendte sidemand lige så ukendt for mig som før. Og han havde næppe heller lært mig at kende.

For i den konkrete situation præsenterede jeg mig som direktør for Trollbeads og forklarede, hvad vi udvikler og sælger.

Bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg også kunne have sagt: »Jeg er ansat i en livsstilsvirksomhed, hvor hjerterne banker for at give kvinder nye muligheder for at udtrykke deres individualitet og stil.«

Det havde nok ført til en helt anden slags samtale, og det havde helt sikkert betydet, at min sidemand havde lært mig meget bedre at kende. Det vil jeg afprøve på min næste flyrejse.

I vores jagt på smykkebranchens Messi’er gør vi i Trollbeads særdeles meget ud af at gennemlyse skallen omkring personen.
Jan Stig Andersen, topchef i smykkevirksomheden Trollbeads og har en international baggrund som erhvervsleder

Personligheden er afgørende. I vores jagt på smykkebranchens Messi’er gør vi i Trollbeads særdeles meget ud af at gennemlyse skallen omkring personen. Vores ansættelsesprocedure handler ikke blot om, hvad kandidaten kan, men om hvem vedkommende er. Det er vi nødt til. Vi laver smykker med en fortælling og et udtryk, der er selve essensen af vores brand, og vi konkurrerer i en niche, hvor vores kunder og fans forventer det bedste af os. Hele tiden. I vores branche er vi aldrig bedre end vores seneste præstation. Og den præstation skal have personlighed i rigt mål.

Det samme gælder for Barcelonas verdensberømte fodboldhold. År efter år skal alle kampe ikke bare vindes, de skal vindes med stil. I år tegner til at blive en særlig god aftapning fra den catalanske stolthed. De har samlet en ypperlig buket af stjerner og fået dem til at spille sammen, så juleenglene frydes. Godt gået af personale-afdelingen, selv om jeg tvivler på, at de har slæbt Messi, Neymar og Suarez ud på en rystesammen-tur, før de skrev under med dem.

Det havde – trods alt – nok været en kende for akavet.

Artiklens emner
FC Barcelona
Neymar