Kreativ transfer pricing: En mirakelkur for de offentlige finanser?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Enhver der på det seneste har færdedes på Jagtvej i København, vil have bemærket en markant ny bygning under opførelse. Det er Niels Bohr Bygningen, som skal huse en række forsknings- og undervisningsområder inden for fysik og kemi på Københavns Universitet (KU).

Jeg er selv involveret i designet af nye laboratorier med ekstreme krav til kontrol af vibrationer, elektromagnetiske felter, temperatur, gasføringer og meget andet. Ud over de tekniske udfordringer, er der den administrative udfordring, at KU ikke er bygherre på byggeriet. Det er derimod Bygningsstyrelsen, som KU i forvejen lejer sine bygninger af. Det giver ganske tunge arbejdsgange, når bygningstegninger og -vedligeholdelse skal godkendes af ikke blot forskere, arkitekter, ingeniører og universitetet, men også Bygningsstyrelsen.

Det er blot én af mange årsager til, at KU gennem en årrække har ansøgt staten om at opnå selveje ligesom Danmarks Tekniske Universitet og Copenhagen Business School. Efter knap tre års behandlingstid har regeringen nu svaret. Og svaret er nej. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen uddybede i universitetsavisen, Uniavisen, at »Ulemperne ved bygningsselveje for Københavns Universitet vil være større end fordelene, når man ser på staten som helhed.«

Hvilke fordele kunne staten så have? Uniavisen har et interessant bud på et svar. Sagen er nemlig den, at de universiteter, som ikke har selveje, betaler en overpris til Bygningsstyrelsen, og det er ikke små beløb. For KU drejer det sig om 540 mio. kroner om året før afdrag.

Så hvorfor kunne regeringen have interesse i at flytte mange hundrede millioner kroner til universiteterne, for blot at trække dem tilbage igen i form af ågerrenter på huslejen via tungt bureaukrati? Som Uniavisen viser, hænger det måske sammen med Barcelonamålsætningen, som Danmark har tilsluttet sig, om at bruge mindst 1 pct. af BNP på forskning.

De seneste besparelser på dansk forskning er nøje afstemt, så Danmark nu bruger 1,01 pct. af BNP. Men den andel ryger under 1 pct., hvis overprisen på huslejen fratrækkes. Staten bruger altså en slags kreativ transfer pricing til på én gang at leve op til Barcelonamålsætningen og samtidig bruge under 1 pct. af BNP på forskning.

Det er en elegant manøvre på kort sigt, og man fristes til at spørge, hvorfor vi overhovedet skal nøjes med 1 pct., når det alligevel delvist er matadorpenge. Ville 10 pct. ikke lyde flottere? Eller 100 pct.?

Personligt ville jeg nu foretrække, at vi ærligt sagde det, som det er: At vi i Danmark ikke har ambitioner om at leve op til Barcelonamålet.

Søren Stobbe, ph.d. i fysik og lektor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han skriver fast om tech, forskning og viden for Finans.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.