Nordeas pensionskunder har 8 mia. til gode
Skal otte milliarder kroner komme kunderne til gode - eller må kunderne vinke farvel til pengene? Fronterne er trukket hårdt op før repræsentantskabsmøde.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Kunderne i Nordea Liv & Pension har efter flere års kamp nu sikret sig de 8 mia. kr., som de blev ’snydt’ for, da det kundeejede selskab Tryg solgte Tryg Liv til Nordea helt uden at spørge kunderne.
De 8 mia. kr. er samlet i den nystiftede Foreningen Nordea Liv & Pension (FNLP), som står over for at skulle vælge et 50 m/k stort repræsentantskab.
Det er hævet over enhver tvivl, at formuen på 8 mia. kr. ejes af pensionskunderne selvom andre måtte give et andet indtryk. For formuen i FNLP opstod oprindeligt fra pensionskunderne i Tryg Liv. På trods af at selskabet var kundeejet, solgte Tryg det ved årtusindeskiftet til Nordea uden at spørge kunderne. Og kunderne modtog heller ikke betalingen for Tryg Liv.
I stedet blev pengene indkapslet i formuen i en ny særlig konstruktion kaldet TryghedsGruppen s.m.b.a. Her er formuen gennem årene svulmet op til 40 milliarder kroner uden at være til gavn for hverken kunderne i Tryg eller i pensionsvirksomheden, som ved handlen blev til Nordea Liv & Pension.
Gennem årene er TryghedsGruppen blevet forvaltet med lukkethed og afsondret fra omverdenen af en selvsupplerende bestyrelse og eget udpeget repræsentantskab. Gennem sindrige vedtægter fik de sat et effektiv værn op mod medlemsindflydelse. Først i 2008 lykkedes det de første medlemmer at blive valgt og senere har flere tilsluttet sig oprøret, som nu er kulmineret med et væsentligt resultat på rejsen med udskillelsen af formuen på de 8 mia. kr. i FNLP.
Nu er der så for første gang valg af kandidater til FNLP. Og det ikke uvæsentligt hvem der bliver stemt ind og får kontrollen over formuen.
Et kig på kandidatlisten til repræsentantskabet afslører, at langt fra alle er interesserede i at tilgodese de kunder, som først og fremmest bør have del i de 8 mia. kr.
På den ene side opstiller der flere kandidater fra TryghedsGruppens repræsentantskab, der indtil for nyligt helt besynderligt støttede den magtfulde bestyrelse i ikke at ville anerkende kundernes retmæssige ejerskab til formuen og således også retten til et økonomisk udbytte.
En anden stor gruppe er fagforeningen Finansforbundet, der opstiller med hele 14 kandidater til de 50 pladser. Hvis alle fagforenings-kandidaterne kommer til fadet med de 8 milliarder kroner, kræver det ikke megen fantasi at forudse, at fagforeningen bliver en væsentlig magtfaktor med stor mulighed/risiko for udelukkende at pleje egne interesser.
Jeg repræsenterer den mindre gruppe af opstillede kandidater, der oprindeligt påtog sig kampen på kundernes vegne med krav om demokrati, åbenhed og anerkendelse af ejerskab.
Og netop i den ånd, som denne kamp er foregået, vil jeg foreslå, at FNLP’s kommende repræsentantskab som det første sender et spørgeskema til alle medlemmer/kunder, som skal tage stilling til følgende spørgsmål:
- Er det bestyrelsen eller repræsentantskabet, der alene bestemmer strategien for FNLP?
- Der er mange gode forslag til, hvad formuen skal bruges til. Nogle ønsker, at hele formuen bruges til almennyttige formål. Andre at det hele udbetales til medlemmerne eller en kombination heraf. Hvad siger kunderne?
- Nogle mener, at det er en central opgave for FNLP at arbejde for gode kundeforhold i Nordea Liv & Pension. Men hvad hvis dette ikke sikrer medlemmerne højest muligt afkast på deres pension til lavest mulig omkostning. Kan FNLP så flytte til eksempelvis PFA?
- Skal FNLP’s aktiviteter også komme andre til gode og hvilke aktiviteter skal det være? Eller skal vi bedst muligt hjælpe pensionskunderne med at opnå en økonomisk tryg tilværelse, når de pensioneres.
Men hvis et sådan medlemsdemokrati skal have en reel chance kræver det, at mange stemmer på de rigtige ved det kommende valg til repræsentantskabet. Det er reelt et valg om, hvorvidt 8 mia. kr. skal komme kunderne i Nordea Liv & Pension til gode, eller de selvsamme kunder skal risikere at vinke farvel til pengene, som for den enkelte pensionskunde udgør et anseeligt beløb.
Henrik Vad er adm. direktør, cand.jur. Repræsentantskabsmedlem i TryghedsGruppen og genopstiller til repræsentantskabsvalget i Foreningen NLP.

