Hvorfor er olien i centrum?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I de seneste uger er det blevet stadig mere tydeligt, at olieprisen spiller en stadig større og ganske overraskende rolle for den generelle udvikling på de finansielle markeder. Stort set alle aktiver er nemlig pludselig blevet korrelerede med olieprisen, hvilket er en fin måde at sige, at de går i takt.

Og mærkeligt nok for de af os med en vis alder, så ser de faldende oliepriser ud til at skræmme investorerne og få risikoappetitten til at synke. For når olieprisen falder, så falder aktiekurser og statsobligationsrenter over en bred kam, mens kreditspændene udvides.

Det er et mønster, vi aldrig har set før. I de historiske tilfælde, hvor olie har spillet en afgørende rolle for andre markeder, har det altid været den modsatte vej rundt. Det skete typisk i forbindelse med en krig i Mellemøsten, der skabte frygt for manglende olie til at holde hjulene i gang. Ikke engang i 1998, da lave oliepriser var med til at sende Rusland i konkurs, spillede olie en tilsvarende rolle.

Det giver egentlig også bedre mening. Stort set alle økonomiske modeller peger på, at lavere oliepriser er godt for den globale vækst på sigt. Uden for energisektoren vil det normalt være mere logisk, at aktiekurserne stiger, når olieprisen falder. Så hvad er det lige, der foregår her?

Den eneste rationelle forklaring er, at markederne frygter, at prisfaldet udløser finansielle ’ulykker’ af en størrelse, der kan afspore den globale økonomi, inden de positive effekter af billig olie viser sig. Og det er faktisk en reel risiko, for oliemarkedet er blevet ramt af en perfekt storm i de sidste to år.

Kombinationen af stigende produktion af skifer-olie, svagere OPEC-kontrol, stærkere dollar og faldende efterspørgsel fra Kina og resten af den tredje verden har ikke bare halveret olieprisen – den blev halveret en gang til efter det, og nu underminerer de lave priser de investeringer, der er foretaget tidligere. Det kan rive tæppet væk under nogen af de store aktører, og det kan ramme adgangen til kredit for andre sektorer.

Men olie er ikke den eneste bekymring. Overforsyning, stærk dollar og svag efterspørgsel er et problem for selskaber og lande i det meste af råvare-komplekset. Kinas valuta er presset af kapitalflugt, som forstærkes når dollarkursen stiger. I alle disse tilfælde er problemet, at bekymringerne er selvforstærkende: ligesom i den europæiske gældskrise kan frygten for en ulykke i sig selv gøre ulykken mere sandsynlig.

Olien har således sin egen historie, der forklarer en del af prisfaldet, men er også en del af en større historie om et negativt feedback loop. Det startede med Feds forsøg på at ’normalisere’ pengepolitikken, men nu har det sit eget liv, fordi kursfald på sårbare markeder skaber deres egen risiko: jo værre det ser ud, jo mere sælger investorerne, og jo mere de sælger, jo mere faretruende ser det ud.

De gode nyheder er, at feedback loop kan gå begge veje. Hvis vi kan få vendt presset på dollarkurs, olie, råvarer og så videre, så kan de gode nyheder også blive selvforstærkende. Og ligesom det var ECB, der i sin tid vendte psykologien i Europas gældskrise, så er det nok Federal Reserve i USA, der skal gøre det for et globalt problem. Indtil videre har de bare ikke fortalt os, at de er klar til den rolle.