The Big Short mangler den afgørende lektie fra finanskrisen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den biografaktuelle The Big Short, der er baseret på Michael Lewis’ bog af samme navn, er den sande historie om en autistisk talnørd med et glasøje, der snører Wall Streets investeringsbanker og tjener milliarder. Men modsat film, der er ”inspireret af ægte hændelser”, er denne historie faktisk en sand fortælling om et par antihelte, der ikke blot konstaterer, at kejseren er nøgen, men satser millioner af dollars på, at han bliver forkølet. Og får ret.

Forfatteren Michael Lewis, der selv arbejdede som obligationshandler i det berygtede Salomon Brothers i de vilde 80’ere, har flere gange vist en uovertruffen evne til at fortælle komplekse historier fra finansverdenen via et farverigt persongalleri. The Big Short er nok hans bedste.

Filmen, der lægger sig tæt op af bogens stil og tone, giver et kig indenfor i den stemning af guldfeber, der herskede på det amerikanske lånemarked i årene op til Lehman Brothers’ kollaps i september 2008. Man følger, hvordan boligboblen brister, korthuset af eksotiske kreditprodukter falder sammen, og USA trækkes ind i den dybeste recession siden depressionen i 30’erne.

Men som Vox’ journalist Matthew Iglesias skriver, så fortæller filmen kun en del af historien om årsagerne til finanskrisen, der kostede otte millioner amerikanske job og sendte ledigheden op over 10 pct.

Fordi, ja, lånesvindel og uhæmmet grådighed drev økonomien mod afgrunden. Men recessionen blev kun så dyb og lang, fordi de amerikanske forbrugere blev fanget i en giftig cocktail af hastigt faldende boligpriser og massiv gæld. Kombinationen fik den primære motor i den amerikanske økonomi, privatforbruget, til at falde kraftigt, hvilket trak den samlede efterspørgsel i økonomien med ned.

Det er analysen, som bl.a. de to amerikanske økonomer Amir Sufi og Atif Mian fremfører i den anmelderroste bog House of Debt, som Financial Times’ kaldte en af vigtigste bøger i 2014. Den »ekstremt høje mængde af gæld« og boligmarkedets »sammenbrud« betød, at amerikanerne beskar deres privatforbrug kraftigt, sagde Amir Sufi i et interview med Finans i slutningen af 2014.

»Det var dette grundlæggende chok, der førte til finanskrisen og den alvorlige økonomiske afmatning bagefter,« sagde Sufi.

Fra begyndelsen af årtusindeskiftet havde de amerikanske forbrugere kompenseret for stagnerende reallønninger ved at optage lån for milliarder af dollars. De amerikanske familiers gæld fordobledes fra 2000 til 2007, hvor den udgjorde knap 14 billioner dollars, viser en opgørelse fra den amerikanske centralbank.

Hvis man kigger på gældens størrelse i forhold til den normale amerikaners indkomst, så steg den fra at svare til ca. 1,4 af indkomsten i 2000 til 2,1 i 2007 – det højeste niveau, siden man begyndte at opgøre tallene i midten af 50’erne.

Da boligmarkedet faldt sammen, forduftede formuen i mursten, og de forgældede familier sænkede forbruget markant. I 2015 - syv år efter finanskrisen startede - var den globale økonomis altoverskyggende problem stadig »for meget udbud og for lidt efterspørgsel,« som den anerkendte økonomiprofessor Nouriel Roubini skrev i The Guardian.

I Danmark ramte tømmermændene også hårdt. De danske husholdninger festede på lave renter og afdragsfrie lån op gennem nullerne, hvor husholdningernes gæld steg fra at udgøre 232 pct. af den disponible indkomst ved årtusindeskiftet til 339 pct. i 2008, viser tal fra OECD. En historisk stejl stigning på 107 procentpoint.

Nationalbanken granskede koblingen mellem forbrug og gæld i Danmark i en rapport fra 2014. De tre forskere fandt »en tydelig« negativ sammenhæng mellem gældsniveauet i 2007 og familiernes forbrug i de følgende år. Forbruget blandt de mest forgældede faldt »kraftigt«, da krisen indtraf. Tallene viser, at en familie, der tjente 500.000 og havde belånt husets værdi fuldt ud i 2007 i snit brugte 42.000 kroner mindre på forbrug i årene 2007 til 2011 end en familie med tilsvarende indkomst, der kun havde belånt huset med 60 pct. Det høje gældsniveau bidrog altså til at »forstærke faldet i det private forbrug,« konkluderer Nationalbanken.

Det er utvivlsomt vanskeligt at reducere finanskrisen og den efterfølgende periode af lavvækst til én enkelt årsag eller begivenhed - svindel, en underreguleret finanssektor, komplekse finansielle produkter og gældsætning spillede alle en rolle. Men omvendt er der heller ingen grund til at være blind for finanskrisens måske vigtigste lektie: Hvis man lader stå til, mens forbrugernes gæld vokser, så slår tømmermændene endnu hårdere, når lavkonjunkturen sætter ind.

Og den kommer altid – før eller senere.

Magnus Barsøe er opinionsredaktør. Tweet ham på @MagnusBarsoe eller skriv på magnus.barsoe@finans.dk.

Alle kommentarer og indlæg modtages gerne på opinion@finans.dk.