Flere af de virksomheder, der råber efter arbejdskraft, har »end ikke slået stillingen op via Jobindex«
Det er fint, at vi debatterer manglen på arbejdskraft. Men virksomhederne kan også gøre langt mere selv, skriver direktøren i et rekrutteringsselskab.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
»Vi mangler arbejdskraft!« Det budskab dukker op i medierne med samme rutinemæssige sikkerhed som landmændenes konstante mangel på enten regn eller sol. Lige så sikkert er det, at det altid er nogens skyld. Universiteterne, de sociale ydelser og konjunkturerne står for skud alt efter hvem, der taler. Ind i mellem må også de ledige lægge ryg til.
Os, der driver virksomhederne, og rent faktisk har behovet for dygtig arbejdskraft, ligger til gengæld altid lunt i læ. Det er aldrig vores skyld.
En af forklaringerne er, at det er vores egne organisationer, der driver debatten, og de er – tak for det – ikke så meget for at skyde på os. Problemet er bare, at meget af det, mange af os kunne gøre bedre, ikke kommer frem i lyset. Konsekvensen bliver i værste fald, at nogle virksomheder afventer politisk handling eller sågar flytter jobbene ud, frem for selv at gribe til handling.
Politikerne skal hjælpe os. Men os virksomheder kan hjælpe dem lidt på vej ved at følge denne lille liste over enkle ting, der kan gøres helt uafhængigt af embedsfolkenes regneark. Politikerne må gerne lade sig inspirere.
Nogle af de it-virksomheder, der i starten af nullerne i stedet for at klage over uddannelsespolitikken ansatte humanister med den rette ånd og indstilling og selv oplærte dem i det tekniske, er nogen af dem, der klarer sig allerbedst i dag. Det, de gjorde, var at ansætte potentiale i stedet for kompetencer. Det mod kan mange af os lære af.
Man kunne starte med at sende rekrutteringsfolkene ind forbi marketing. Selv på finanskrisens højeste var der brancher, der manglede hænder (ingen nævnt, ingen glemt). I stedet for kun at banke på hos beskæftigelsesministeren og bede om lavere sociale ydelser, kan vi banke på hos PR og marketing. De kan brande både enkeltstående job, hele brancher og virksomheder, der bliver overset af de kandidater, der har det største potentiale.
Samtidig skal man også sørge for onboardingen - altså at få folk kørt ordentlig ind. Mange ånder nemlig lettet op, når kontrakten med en kandidat er underskrevet. De glemmer, at det er i introduktionsperioden, det afgøres, om ansættelsesforholdet bliver langt, lykkeligt og produktivt. Konsekvenserne er alvorlige. Se blot disse tal fra en bog om onboarding, jeg netop har skrevet sammen med organisationspsykologen Christian Harpelund:
- 25 procent af alle nyansatte har forladt deres stilling igen, før det første år er gået
- 22 procent af de nyansatte, der forlader deres job, gør det inden for den første måned
- 4 procent af de nyansatte vender aldrig tilbage efter deres første dag på jobbet
Ikke alt skyldes ringe onboarding, men meget gør. Virksomhederne kan spare millioner og politikerne mange bekymringer om flaskehalse, hvis vi bliver bedre til at onboarde.
Hvis jeg skal runde af med at knytte en særskilt kommentar, er det, at jeg ved, at nogle af de virksomheder, der har båret det politiske budskab om mangel på arbejdskraft ud i medierne, end ikke har slået stillingen op via Jobindex.
Lad mig igen slå fast, at vi har brug for politisk opmærksomhed på arbejdsstyrken. Men uanset hvad politikerne gør, bliver de virksomheder, der bruger mere tid på at ærgre sig over strukturerne end på at gå progressivt til deres egen rekrutteringsstrategi, taberne i spillet.
Af Morten T. Højberg, jurist, forfatter og adm. direktør i rekrutteringsselskabet Moment.
