Frankrig i ny økonomisk reformkamp
I Frankrig ses der for tiden ubemærkede tiltag til nye reformer, specielt af arbejdsmarkedet, og senere på måneden forventes præsident Hollande at fremlægge sine forslag
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Frankrig er eurozonens næststørste økonomi, så den forventede økonomiske fremgang har stor betydning for eurozonen og Europa generelt. Mit bedste bud er, at mere end 99 pct. af alle økonomiske analyser fra slutningen af sidste år forudsagde en højere BNP-vækst i Frankrig i år i forhold til 2015. Selv har jeg i årevis været skeptisk omkring udsigterne for eurozonen, men nu vil den franske regering sågar fremlægge reformer for arbejdsmarkedet – måske jeg derfor skal reformere min egen forventning til Frankrig og vækstudsigterne.
Grafik et viser det franske budgetunderskud og BNP-væksten de seneste 20 år. Landet har i hele perioden haft underskud på statens finanser, og sågar ganske store underskud de fleste år. De få perioder, hvor underskuddet er blevet reduceret, skyldes det delvist ren matematik. Underskuddet er vist som en procentdel af landets samlede BNP, men i år med høj BNP-vækst formindskes underskuddet som andel af årets BNP. Den effekt opstod i 1998-2000, lige før dot.com-boblen bristede. En lignende effekt gjorde sig gældende i årene op til finanskrisen, der som bekendt også endte med efterfølgende økonomisk tilbagegang.
Reelt set beskriver det ganske godt den franske økonomi, nemlig at surfe på de globale økonomiske bølger, med de styrt det giver indimellem, dog kombineret med løbende nationaløkonomisk stimulans.
Stimulansen af det årlige budgetunderskud kompenserer for uløste problemer som dårlig konkurrenceevne i forhold til andre lande. Netop det vedvarende, og for store, årlige budgetunderskud i Frankrig er et kritikpunkt, som ofte har været fremme.
Som nævnt argumenterer jeg, at Frankrigs BNP-vækst nærmest er en funktion af den globale BNP-vækst uden stærk egen fremgang. Min bekymring for Frankrigs vækst bliver større i tiden, da verdenshandlen er i tilbagegang, og den globale vækst er under pres.
Frankrigs BNP-vækst blev 1,1 pct. sidste år, men man skal huske, at det er efter flere år med meget lav og delvist negativ vækst. I et optimistisk øjeblik sidste efterår vurderede Den Internationale Valutafond (IMF), at BNP-væksten ville fortsætte opad til 1,5 pct. i år. Det er nu skyndsomt korrigeret ned til 1,3 pct. for i år. Den eneste, som fastholder en forventning om 1,5 pct. BNP-vækst i år, er det franske finansministerium. Min egen holdning var sidste år, og forbliver, at det mest sandsynlige scenarie snarere bliver lavere vækst i 2016. Indtil videre ser jeg ingen grund til at ændre dette syn, med mindre den franske regering fremlægger nogle helt særlige økonomiske reformer senere i denne måned.
I januar virkede det ellers ganske interessant, hvad der blev brygget på i den franske regering, hvor den franske økonomiminister Emmanuel Macron var på banen med reformtanker. Det centrale i hans idéer, og de evige diskussioner om de franske reformer, er arbejdsmarkedet. Økonomiministeren pegede dengang på, at reformerne skulle være radikale. Siden da er andre regeringsmedlemmer også kommet med forslag. Gennemgående er det at gøre det nemmere for virksomhederne at fyre ansatte. Desuden forsøger man at gøre op med 35-timers arbejdsugen, idet virksomheder individuelt skal kunne forhandle andre arbejdstider. Her er der nævnt forslag med arbejdsuger på op til 48 timer og arbejdsdage på 12 timer.
Nogle af elementerne i de forslag, der har været fremlagt om arbejdsmarkedet, vil betyde en voldsom deregulering i forhold til resten af Europa. Det virker ikke sandsynligt, at de bliver vedtaget, og desværre er der bl.a. også interne politiske grunde til, at flere politikere nu vil frem i rampelyset med forslag.
Der er præsidentvalg i Frankrig i 2017, og den nuværende præsident Hollande plus regeringen er upopulær. Derfor er der ved at opstå uro i regeringen, men flere af de personer, der er længst fremme i medierne med reformforslag, forsøger også at komme i betragtning som socialistpartiets præsidentkandidat. Derfor er det umiddelbart svært at vurdere, hvor stærkt det reelle ønske om reformændringer er. Men en reform af arbejdsmarkedet vil være positivt på sigt for Frankrig – hvis den kommer. Indtil videre er andre dele af det regerende socialistparti imod forslagene. Fagforeningerne protesterer, og der har været mange demonstrationer og en del strejker som reaktioner.
Troen på, at det vil resultere i højere vækst i år, mener jeg er alt for optimistisk. Den franske centralbankchef Francois Villeroy de Galhau var, ifølge medier, tidligere i denne uge særdeles skarp i kritikken af den franske regering. Kritikpunktet var, at regeringen for nylig endnu en gang havde forsinket reformingen af arbejdsmarkedet. Dog taler centralbankchefen om, at vejen til vækst er via erhvervslivets investeringer. Det mener jeg er mindre realistisk i en verden med overkapacitet i industrien, og hvor det er tydeligt, at de lande, der i øjeblikket oplever økonomisk fremgang, har et stærkt indenlandsk privatforbrug.
Her kunne grafik to indikere, at Frankrig er blandt landene med et robust privatforbrug, idet forbrugertilliden pt. er høj, selvom den faldt i sidste måned. Men ”neutral” er 100 mod den nuværende måling på 95, så landet er endnu ikke engang nået tilbage til en neutral forbrugertillid. Det seneste fald i tilliden skyldes bl.a. husholdningernes vurdering af deres egen finansielle situation samt en stigende bekymring for arbejdsløshed.
Jeg er ikke overbevist om, at arbejdsmarkedsreformen bliver til noget særligt. Men skulle den komme, kunne det meget vel have en kortfristet negativ indflydelse på privatforbruget. Men under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at den nuværende usikkerhed om den videre vej frem mht. reformering af arbejdsmarkedet vil få forbrugertilliden til at falde yderligere. Dermed har jeg stadig al mulig grund til at fastholde forventningen om en lavere fransk BNP-vækst i år i forhold til sidste år.
Lundgreen’s Capital rådgiver formuende kunder, virksomheder og kommuner i ind- og udland. Firmaet er repræsenteret i Danmark og Kina. Lundgreen’s Capital driver desuden investeringsforeningen Lundgreen’s China Fund, som investerer i kinesiske aktier og obligationer. Omtales et selskab, som Lundgreens China Fund har investeret i, vil dette fremgå tydeligt af klummen.
