Få så fingrene ned i bolledejen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hold da op, de var skarpe tænkere, de dyre, yngre managementkonsulenter, der besøgte organisationen. Alle de rigtige ord kunne de sige. De bedste overvejelser fra ledelsen forstod de at suge til sig, og de mest sindrige analyser blev nedskrevet. Evnen til at skære ind til benet var helt sikkert forbilledlig.

Problemet var blot, at nu stod konsulenternes flotte analyser ubrugte hen på en hylde.

Hvad var der sket? Hvad var gået galt?

En del af svaret var, at analyser og anbefalinger ikke var båret af en tæt viden om, hvordan det er at være et af de mennesker, der arbejder i produktionen eller helt tæt på kerneydelsen. Ofte opfører mennesker sig ikke, som analyserne forudser.

Noget af det mest demotiverende og ødelæggende er planer fra ledere, der aldrig har haft fingrene i bolledejen. En klassisk ledelsesbommert er for eksempel at sende en lind strøm af fine målsætninger ud i organisationen, der uvilkårligt lyder så rigtige og fornuftige. Men de sander til, fordi der ikke er taget højde for den daglige praksis. Er der overhovedet hænder nok til denne nye indsats? Er der andre aktiviteter, som frontmedarbejderne anser for langt vigtigere?

Ledelse handler i bund og grund om at forstå og handle efter, hvad der kan få mennesker til at yde optimalt, og hvad der omvendt kan få dem til at blokere for en positiv udvikling. Og det betyder, at ingen kan nøjes med ledelsesteori. Er du for eksempel chefsygeplejerske, skærper det din ledelse, at du også har arbejdet som menig sygeplejerske. Er du leder i en entreprenørvirksomhed, styrker det dig, at du også er tømrer eller murer. Og er du leder i et slagteri, får du uvurderlig indsigt, når du har oplevet, hvordan det er, dag ud og dag ind, at skære svinesider op.

Når lederen selv har prøvet at føre kniven, får vi en langt større sikkerhed for, at de flotte tanker og planer ikke svæver så langt væk fra dagligdagen, at de reelt set er ubrugelige.

Med andre ord: De bedste ledere har selv haft jord under neglene, de har selv oplevet at se en dødssyg patient i øjnene, mens tre andre patienter kalder, eller de har savet træ i bunker i en støvet produktionshal.

Analytisk begavelse kombineret med "det selvoplevede" er nu engang en uhyre stærk ledelsescocktail. Tag den erhvervsbiografi, vi er i gang med at skrive hos Winther & Wiese, der handler om grundlæggeren af en succesfuld byggevirksomhed. Succesen bygger blandt meget andet på en sikker evne til at rekruttere nogle af de bedste inden for byggebranchen. Og det er ofte arkitekter og ingeniører med en håndværksmæssig baggrund.

Kunsten i byggesektoren er ifølge virksomhedens grundlægger ikke at sætte streger på et papir og regne og skrive. Det er der nemlig rigtig mange, der kan. Kunsten er derimod at forudse det uforudsigelige i et byggeprojekt. Hvad er det, der ikke kan forudses og nedskrives? Mange ingeniører kan både regne og skrive, men dét uden for tegningen kan kun få fornemme og navigere efter.

Akkurat ligesom den chefsygeplejerske på et stort sygehus, jeg talte med fornylig, der kalder sin sygeplejefaglige baggrund uundværlig. Hun arbejder naturligvis både strategisk og datadrevent med udgangspunkt i de mål, der er besluttet centralt og lokalt. Og at være sygeplejerske betyder, at hun foruden at kunne se det hele lidt oppefra, har en tæt forståelse for, hvordan dagligdagen fungerer:

»Dermed kan jeg blandt meget andet bane vejen for, at vi mindsker mængden af unødvendige målinger og kontrolforanstaltninger, så det daglige arbejde ikke bliver for besværligt for læger og sygeplejersker.«

Hvad gør vi så med de mange ledere, der kommer dugfriske fra en handelshøjskole uden at have en håndværksmæssig uddannelse eller en professionsbachelor i bagagen?

Jævnlige praktikophold på gulvet i produktionen er mit forslag. Drop nogle af de dyre lederkurser og tag i stedet et par ugers praktik i jeres produktion. Slå sanserne til, spørg ind og bid mærke i, hvad medarbejderne fortæller dig. Dermed viser du respekt for den viden, som frontmedarbejderne bærer rundt på. Og du undgår siden at forstyrre de ansatte med alt for verdensfjerne forslag og indsatser.

Da et mediehus fornylig fik ny topchef, erklærede hun at ville kickstarte sit job med et par ugers praktik rundt i huset. Senest havde hun været direktør for en supermarkedskæde, og nu ville hun ved selvsyn erfare, hvordan detailhandel og medieproduktion adskiller sig fra hinanden.

Hun kunne have valgt blot at tage en række samtaler med lederne. I stedet ville hun gå hele vejen ved at deltage i alt fra morgenrengøring til avisproduktion. Og hvis hun har gjort som erklæret, har hun nu alt andet lige vist, at hun ikke bare siger men også mener, at medarbejderne er værd at bruge tid og kræfter på.

Stor respekt for denne beslutning.