”Miraklet” i Dong har rykket grænserne for det politisk acceptable

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I over to år har jeg søgt at fortælle, at der er noget helt galt i Dongs fortælling om sig selv, og at finansminister Corydon lod staten sælge Dong-aktier til udsalgspris. Først i en kronik 2/1 2014, dagen før Finansudvalgets underskrift på salgsaftalen. Dong lod sige, at alt var misforståelser og insinuationer, men absolut uden at forholde sig til de konkrete beskyldninger.

Dongs regnskaber for 2013, 2014 og 2015 viser store underskud, kulminerende med 2015, som udkom i februar med et underskud på 5.300 mio kr. Et nærmere eftersyn viste, at der reelt var et overskud på over 3.000 mio. kr., men en kreativ anvendelse af ekstraordinære nedskrivninger fremkaldte presseoverskrifter om et enormt underskud.

Det hele startede med et nødskrig om, at Dong manglede 6 mia. kr. i kassen, og at Dong ikke var kreditværdig. Det skræmte politikerne, som straks troede på, at den gamle ledelse havde været elendig, og at sidste udvej var at skaffe pengene hos Goldman Sachs, som med betænkelighed kunne bevæges til at tegne aktier i statsselskabet.

Det var godt set af den nye ledelse, som vidste, at pengene strømmede ind i Dong, men så en enestående mulighed for at præsentere en katastrofesituation, som kunne bruges til at lade Goldman Sachs overtage samfundsværdier og ejerindflydelse i statsselskabet.

Påstået pengemangel er en dårlig undskyldning for at sælge samfundsværdier til spotpris.

Jeg beundrer ikke, at den tidligere ledelse og staten satsede intensivt på at få indtægter fra statssubsidier. Idéen er utvivlsomt født i Finansministeriet, hvor Jakob Baruël Poulsen, Anders Eldrup og andre kolleger var tæt på vindmøllelovgivningen og dens enorme økonomiske potentiale. Fra et rent økonomisk synspunkt er forretningen naturligvis fremragende. Jeg føler mig sikker på, at den tidligere ledelses regnskaber var hævet over al kritik. Det er Dongs seneste årsrapporter ikke, således som det er begrundet i mine kronikker.

Det er en velprøvet gammel teknik, at en ny ledelse tegner forgængerens efterladenskaber i så sorte farver som muligt for dermed at vise bedst muligt resultat af egen indsats. Men i dette tilfælde er det drevet meget vidt – alt for vidt.

Vi vidste på forhånd, at mange aktiver kunne sælges for mange milliarder, så snart Dong skulle tjene andre interesser end samfundets. Alene til statens Energinet er der solgt for 5 mia. kr., dvs. næsten det beløb, som Dong manglede. Staten ville ikke hjælpe Dong med 6 mia. kr., men betalte gerne Dong 5 mia. kr. for købet af statslig infrastruktur.

I februar 2016 meddelte Dongs årsrapport, at 2015 gav et underskud på 5,3 mia. kr. Tre måneder senere kom Dongs resultatopgørelse for første kvartal 2016. Den viser overskud på næsten 8 mia. kr. før skat. Derfor er det næppe tilfældigt, at Dong nu erklærer sig klar til at sælge aktier med en snarlig børsnotering, hvor formålet er ændret fra at få en så lav kurs som muligt til at få så høj kurs som muligt.

Nu er der alt for mange penge i kassen – nok til at stille nye aktionærer et aktieudbytte på mindst 10 mia. kr. årligt i udsigt. Det skal også vise, at Dongs ledelse har vendt en livstruende situation til stor succes – med et snuptag.

Staten har tidligere værdiansat Dong til 70 mia. kr. og nedvurderede i 2014 beløbet til 30 mia. kr. på et dårligt grundlag. Er det så et mirakel, når banker nu vurderer Dong til 120 mia. kr. eller mere på grundlag af fyldestgørende oplysninger?

Den tidligere ledelse var antagelig langt inde i de forhandlinger, som den nye ledelse kunne afslutte. Det lykkedes at skabe indtryk af, at den nye ledelse havde æren for udviklingen. Er der dækning for den opfattelse?

Nej, et mirakel er det ikke. Finansministeren gav Dong og Goldman Sachs en ekstremt stor håndsrækning ved at skjule alt, der kunne ødelægge handelen. Før underskriften vidste han, at Dong netop havde solgt en andel i en vindmøllepark for 6 mia. kr. Han kendte også udsigten til en lukrativ aftale med den engelske regering, i givet fald med indtægter på indtil 175 mia. kr. Men for en sikkerheds skyld skjulte han det for finansudvalget. Den engelske aftale var ikke underskrevet, det skete få måneder senere. Han mente ikke, at det interesserede finansudvalget, at aftalen antagelig ville være en realitet kort tid derefter.

Finansudvalget lod sig ydmyge, da det umiddelbart før underskrifter fik lov til at se aftalens 200 siders engelsk tekst uden af kunne vurdere sandhedsværdien. Det fik kun fire timer, frataget hjælpemidler og pålagt notatforbud under finansministerielle ansattes kontrol.

Hvorfor skaffede finansministeren Goldman Sachs så store økonomiske fordele og så stor ledelsesmagt, som er forbudt for danske finansvirksomheder?

Det er aldrig besvaret troværdigt, men ekstrem hemmeligholdelse af afgørende viden belaster finansministerens hjælp. Seks måneder efter sin fratræden blev han direktør i McKinsey, der fik mange opgaver for finansministeriet i hans embedsperiode. Goldman Sachs kunne dårligt ansætte ham så hurtigt. En ministerkollega nævnte, at ansættelsen viste, at danske politikere har så høje kvalifikationer, at de kan bruges som højt betalte ledere i førende konsulentvirksomheder.

Miraklet er ikke større, end at den tidligere ledelse kunne have gjort det samme med god moral og statens tilladelse til sporskiftet. Måske bedre, måske dårligere; ingen kan vide det på det givne informationsniveau, men der er intet belæg for at se den nye ledelse som bedre end den gamle, som skabte Dongs indtjeningsgrundlag.

Hvad der måtte mangle i form af ny ledelse, var fuldt ud til stede i form af professionel vildførelse. Det nære samarbejde med finansministeren, Dongs rigelige pengemidler til påvirkning af sin omverden samt hemmeligholdelse gjorde samfundet til taber.

Gennem Goldman Sachs’ intensive arbejde i Dong i mange måneder fik Goldman Sachs den viden, som andre interesserede købere ikke fik. Udbuddet blev annonceret nødtørftigt i et par uger, selv om statens advokat, kammeradvokaten, understregede på forhånd, at kravene til udbud var betydelige, og påviste efterfølgende, at de var overtrådt. Goldman Sachs’ medarbejdere vidste langt mere om Dong end selv finansudvalget.

Et parti forlod regeringen i protest, nogle partier var betænkelige, men trak et slør af glemsel over forløbet, formentlig fordi de undervejs kom til at forpligte sig mere, end de var klar over. Goldman Sachs hyrede eks-statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans meget kompetente medierådgiver til at dæmpe interessen for sagen. Intet parti føler sig lykkeligt over sin rolle i den triste og samfundsskadelige handel.

Aktiekursen vil blive høj. Det overrasker ikke Goldman Sachs, som straks efter underskrift forventede en hurtig fordobling af investeringen. Det overrasker slet ikke Dongs ledelse. Men det overrasker tilsyneladende fortsat mange danske medier.

Danmark er ikke det eneste land, hvor staten har solgt statsaktiver billigt. Rumænien solgte sit olieselskab til en investor, som senere videresolgte til det østrigske energiselskab OMV og derved blev Rumæniens rigeste.

USA’s centralbanksystem Fed advarer mod finansielle institutioners involvering i råvarevirksomheder inklusive energi. Danmark har hverken indvendinger mod skattely eller de uskikke, som Fed advarer imod. Goldman Sachs kan og vil næppe hjælpe Danmark, men utvivlsomt sig selv og med langt større talent, end Danmark præsterer.

For mig har det mest overraskende i de seneste par år været, at de anvendte metoder tilsyneladende er politisk acceptable i Danmark.

Af Ole T. Krogsgaard, direktør, Gentofte.