Skaber EU fred og velstand?

Den eminente britiske historiker Tony Judt konkluderede i sit mesterværk fra 2005, Postwar, at EU »samlet set er en god ting«. Næsten et årti senere konkluderede Niall Ferguson, en anden eminent britisk historiker, at EU er en »forsmædelig fejltagelse«. Andre vil indvende, at en så entydig vurdering af EU er dømt til at mislykkes: Det europæiske projekt er ganske enkelt for komplekst til, at det er muligt.

Man kan naturligvis godt forsøge at vurdere EU på nogle helt konkrete områder. Fred og velstand er to oplagte kandidater, som med god ret kan siges at indkapsle fundamentet i fortællingen om det europæiske projekt. EU's ophavsmænd forestillede sig jo netop et samarbejde, som sikrer fred og velstand på kontinentet. 

EU fik tildelt Nobels Fredspris i 2012. Man skulle derfor tro, at EU som fredsskabende faktor i efterkrigstidens Europa er en walkover. Det er imidlertid ikke tilfældet. Niall Ferguson accepterer eksempelvis ikke, at europæisk integration har noget med fred i Europa at gøre. Integration handler om økonomi, mens freden er NATO's fortjeneste.

Tony Judt fremhæver omvendt, at EU har spillet en vigtig rolle i forbindelse med demokrati og stabilitet i Østeuropa, men han anerkender, at fredsspørgsmålet er kompliceret. Efter 1. verdenskrig havde Frankrig og Storbritannien indset, at krig var alt for høj en pris at betale for politiske og territoriale fordele. Det krævede ulykkeligvis 2. verdenskrig, før Tyskland også forstod det. Meget tyder derfor på, at fundamentet for en varig fred mellem de europæiske stormagter allerede var støbt i 1945. (Historikeren Mark Mazower udtrykker et lignende synspunkt i sin bog fra 1998, Dark Continent). Overgangen fra mellemkrigstidens laissez faire-politik til efterkrigstidens velfærdstater med fokus på social udligning og fuld beskæftigelse, en udvikling som ikke har noget med EU at gøre, har også været befordrende for den politiske stabilitet i Europa.

Betydningen af de mange forskellige forklaringsfaktorer kan beklageligvis ikke adskilles, og det gør, at vi ikke kan afklare fredsspørgsmålet på en tilfredsstillende måde. Men at give EU æren for fred på kontinentet er lidt af en tilsnigelse.

Udviklingen i velstand lader sig nemmere belyse. EU har eksempelvis oplevet en gennemsnitlig årlig vækst i realt BNP på 1,9 pct. mellem 1980 og 2015. Til sammenligning har USA oplevet en vækst på 2,6 pct. over samme periode. Med disse vækstrater vil størrelsen af EU’s økonomi fordobles efter 36 år, mens det tilsvarende tal for USA er 27 år. EU’s økonomiske vækst er med andre ord ikke særskilt imponerende.

USA’s befolkning vokser dog hurtigere end den europæiske, og derfor vokser amerikansk økonomi (alt andet lige) også hurtigere. Det taler for at anvende realvæksten i BNP per indbygger, når EU's økonomiske formåen skal vurderes. Det giver også mening at udvide sammenligningsgruppen til gruppen af oprindelige OECD-lande: De 21 lande, som opnåede medlemskab i perioden 1961-64. Blandt disse lande er to tredjedele i dag EU-medlemslande. Endvidere var alle 21 lande ilande i 1964. Disse lande er med andre ord sammenlignelige. Hvis EU-medlemskab er forbundet med forøget velstand, så burde EU-medlemmerne blandt OECD-21-landene havde oplevet en højere vækst end restgruppen. Det er bare ikke tilfældet.

Sammenligner man væksten for EU-gruppen med væksten for den tredjedel, der står uden for EU over perioden 1961-2015, er den praktisk talt ens. EU kunne selvfølgelig have løftet alle både, men det er svært at påvise.

En anden måde at belyse spørgsmålet om velstand på går gennem gruppen af 29 tidligere øst- og centraleuropæiske planøkonomier. EU er siden 2004 blevet udvidet med 13 af disse økonomier. Hvis EU-medlemskab øger et lands velstand, så burde EU-gruppen formentlig have opnået en vækstgevinst sammenlignet med ikke-EU-gruppen. Det er bare ikke tilfældet, hvilket fremgår af nedenstående figur. Den økonomiske vækst i sidstnævnte gruppe (stiplede streg) har været højere end væksten i førstnævnte (optrukne linje) efter udvidelsen i 2004 (lodrette linje).

En anden interessant kendsgerning er, at væksten i EU som helhed er faldet, i takt med at flere medlemslande er kommet til. Hvis det indre marked har gjort EU rigere, er dét overraskende. Indiskutable kausale forklaringer i økonomi er selvfølgelig en illusion. Men hvis man mere systematisk undersøger effekten af EU-medlemskab på velstand (som to kollegaer og jeg har gjort i et nyt forskningsprojekt), er der intet, der tyder på, at medlemskab har øget den.

Skepsis i forhold til EU’s betydning for fred og velstand i Europa er med andre ord et fornuftigt udgangspunkt. Tilføjer man, at de sidste seks år har været katastrofale for det europæiske samarbejde, er en mere fundamental EU-skepsis næsten uundgåelig.

Nogle vil fremhæve, at EU’s principielle eksistensberettigelse slet ikke er fred og velstand som sådan, den er i stedet, at medlemslandene kan udnytte fælles muligheder og beskytte sig mod fælles trusler. Og sådan nogle er jo til at få øje på i dagens Europa. Det er bare svært at se, at EU bidrager til at løse de mest presserende af dem. Man fristes næsten til at sige, at EU har forværret dem. Man kan selvfølgelig hævde, som mange da også har gjort, at det er at rette smed for bager. Som det katastrofale euro-eksperiment bedre end noget andet eksemplificerer, så opstår problemerne, når snævre nationale hensyn overskygger de overordnede europæiske hensyn. Men at hævde, at problemet er de politiske realiteter, og ikke EU som sådan, er en smule bagvendt.         

At dømme efter den igangværende britiske valgkamp synes det stærkeste argument for EU efterhånden at være den enorme usikkerhed, der er forbundet med europæisk disintegration. Vi er der ikke endnu, men hvis briterne stemmer nej den 23. juni, begynder vi at kunne skimte Fergusons fejltagelse i horisonten.